Forsvarsforbeholdet: Vi har stillet forskere 5 spørgsmål, du gerne vil kende svaret på i stemmeboksen

Ruslands invasion af Ukraine har ændret trusselsbilledet i Europa. Der er krig på kontinentet, og på kort tid har flere lande, herunder Danmark, varslet drastiske ændringer i EU- og forsvarspolitikken.

For danskerne får det blandt andet betydning for, hvordan vi indgår i alliancer med både NATO og EU.

• For det første skal vi bruge flere penge, så vi kan indfri de aftalte NATO-mål, nemlig at udgifter til forsvar og sikkerhed varigt skal udgøre to procent af et lands bruttonationalprodukt. Det mål skal vi nå inden udgangen af 2033.
• For det andet skal danskerne til stemmeurnerne 1. juni 2022, når vi ved en folkeafstemning skal beslutte, om vi vil beholde eller afskaffe det såkaldte forsvarsforbehold.

Begge punkter er en del af en ny aftale om et såkaldt ‘nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik’, der »skal styrke det danske forsvarsberedskab og mulighederne for at manøvrere i den nye sikkerhedspolitiske situation.«

Men hvad er det nu, forsvarsforbeholdet går ud på? Risikerer Danmark at blive tvunget ind i en EU-hær, hvis vi stemmer ja til at afskaffe forbeholdet? Og hvilke konsekvenser vil det få, hvis vi stemmer nej - igen?

Videnskab.dk har talt med to forskere (se faktaboksen), der ved rigtig meget om sikkerhed og om Danmarks rolle i både europæisk og international forsvarspolitik.

Vi håber, at deres svar på disse fem spørgsmål kan hjælpe dig, når du skal beslutte dig for et ja eller et nej:

• Hvad er forsvarsforbeholdet, og hvorfor har vi det overhovedet?
• Kommer EU til at have sin egen EU-hær?
• Er det ikke nok, at vi er med i NATO-samarbejdet?
• Hvad sker der, hvis vi stemmer ja?
• Hvad sker der, hvis vi stemmer nej?

Hvad er forsvarsforbeholdet, og hvorfor har vi det overhovedet?

Det danske forsvarsforbehold er fra 1993 og fulgte med i pakken, da Danmark gik med i Maastricht-traktaten. Danskerne havde nemlig først sagt nej traktaten i 1992, og det krævede forhandlinger om en særaftale for Danmark, før befolkningen stemte for.

Traktaten har fået sit navn, fordi EU’s dengang 12 medlemslande underskrev den i den hollandske by Maastricht. Med traktaten trådte den Europæiske Union officielt i kraft, og planen var, at man ville udvide samarbejdet fra primært at have været økonomisk til at blive mere politisk. Et af områderne, man gerne ville udvide med, var udenrigs- og sikkerhedspolitik. Alle medlemslande skulle herefter endeligt godkende traktaten, og i Danmark valgte man at afholde en folkeafstemning.

Her var 50,7 procent af danskerne imod.

»Vi sagde nej, og det skulle politikerne finde en løsning på,« siger Christine Nissen og påpeger, at man på det tidspunkt slet ikke havde en konkret forsvarspolitik i EU.

»Man måtte forsøge at forestille sig scenarier, som Danmark ikke ville have lyst til at være en del af. Det blev lidt et gætværk,« siger hun.

Danmark ønskede nemlig ikke at afgive suverænitet til EU.

Megen EU-skepsis har fra begyndelsen handlet om frygten for at skulle afgive for meget, og samme frygt er indlejret i forsvarsforbeholdet - hvis EU skulle gå hen og blive forsvarspolitisk, ville man være påpasselig med, hvor meget man kunne blive nødt til at afgive på den bekostning, forklarer Christine Nissen.

»Men de andre lande har jo heller ikke lyst til at afgive suverænitet, og derfor blev forsvarspolitikken grundlagt inden for en mellemstatslig ramme,« siger hun.

Når samarbejdet er mellemstatsligt betyder det, at det er de enkelte landes parlamenter, der skal vedtage EU-regler på et givent politisk område. Bliver reglerne vedtaget, gælder de i national lov.

Overstatsligt samarbejde betyder til gengæld, at EU kan vedtage regler, der efterfølgende gælder i samtlige medlemslande, uden at reglerne skal godkendes i de nationale parlamenter. De fælles regler bliver dog kun vedtaget, hvis der er enstemmighed - det vil sige, at der er fuldstændig enighed blandt alle medlemslandene.

Tilbage i 1992 gik danske politikere til forhandling med resten af EU, og på et møde i Edinburgh blev de 12 EU-medlemslande enige om en særaftale for Danmark. En særaftale med fire forbehold, blandt andet forsvarsforbeholdet.

Danmarks forsvarsforbehold betyder, at vi som hovedregel ikke deltager i dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi er ikke med i EU’s militære operationer, vi finansierer dem ikke, og vi stiller som udgangspunkt ikke med soldater til EU-ledede missioner i konfliktområder.

»Men til dato har det faktisk ikke haft de store konsekvenser, fordi vi har fundet måder at bidrage med soldater, på trods af forbeholdet,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Nu ønsker et politisk flertal, at vi helt fjerner forsvarsforbeholdet. I Danmark har man fra politisk side valgt, at forbeholdene kun kan fjernes eller ændres ved en folkeafstemning, og det er altså derfor, vi skal til stemmeurnerne den 1. juni 2022.

\ Læs mere

Gaaab! Derfor er din hjerne ligeglad med EU

Er EU i gang med at lave sin egen EU-hær?

EU har ikke en fælles hær. EU-landene kan godt beslutte, at de vil gennemføre en operation i fællesskab, men det er det enkelte EU-land, der selv bestemmer, om det vil bidrage med soldater eller materiel til operationen.

Hos Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er en mulig etablering af en EU-hær dog et argument for at beholde forsvarsforbeholdet, så danske soldater ikke er nødt til at deltage i EU-missioner.

Det er ganske vist rigtigt, at der i den seneste EU-traktat er formuleret et ønske om et europæisk forsvar, og at statsledere, blandt andre den franske præsident Emanuel Macron og den tidligere tyske forbundskansler Angela Merkel, på et tidspunkt har udtrykt samme ønske.

Vores eksperter er dog rørende enige om, at en EU-hær ikke bliver en realitet.

»Der er ikke nogen af de 27 medlemslande, der på nuværende tidspunkt ønsker en EU-hær, og skulle der blive det i fremtiden, skal det besluttes med enstemmighed. Der har aldrig i verdenshistorien eksisteret en overstatslig hær, og at EU skulle være dem, der lykkes med at få en opbygget, tror jeg ikke kommer til at ske,« siger Christine Nissen.

»Når folk som Macron udtrykker det ønske, handler det mere om, at man gerne vil gøre mere og have mere kapacitet. Lige nu kan man ingenting uden USA. Det så vi, da USA trak sig ud af Afghanistan, og alle andre så også var nødt til at rykke hjem, fordi der ikke længere var de grundlæggende nødvendigheder, våbensystemer og logistik,« tilføjer hun.

Dertil kommer, at landene i EU er »notorisk dårlige til at blive enige om storpolitik,« som Christine Nissen siger. De militære operationer, Europa har lavet til dato, har heller ikke været store. Siden EU fik en forsvarspolitik, har der været 34 missioner, og de har været relativt små med måske 3.000 udsendte.

Peter Viggo Jakobsen vurderer også, at en EU-hær er usandsynlig. Der kan ske ting som følge af Ruslands invasion af Ukraine, der sætter os et nyt sted, men europæere kan ikke enes om, hvordan man skal bruge militær magt.

»Tyskland vil for eksempel kun bidrage til forsvar, men ikke til operationer, hvor man kan blive skudt på uden for landets grænser. Der er Frankrig modsat til stede i Afrika. Den uenighed, blandt andet, har forhindret et større militært samarbejde i EU, og jeg vil vurdere, at det stadig er urealistisk,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Hvordan situationen ser ud om 10 år, vil han ikke spå om. Han havde trods alt ikke forudset, at Tyskland ville skifte strategi og opruste for så mange milliarder.

»Men hvis man forestiller sig, at vi skulle stille en styrke og et beredskab til rådighed for en hær i EU, så låser man jo de styrker og kan ikke bruge dem andre steder. De kan ikke stå i beredskab til EU og NATO samtidig,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Det er regeringen med inddragelse af Folketinget, som beslutter, om danske soldater skal udsendes til internationale operationer.

Er det ikke nok, at vi er med i NATO-samarbejdet?

»Hvis russerne angriber, så skal amerikanerne nok hjælpe os. NATO handler om at beskytte og forsvare alliancens territorium. Det er det, der er aftalen efter Washington-traktatens artikel 5,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Artikel 5 er den såkaldte musketeréd, der lyder, at de allierede vil forsvare hinanden i tilfælde af angreb.

»Men vi kan ikke forvente, at amerikanerne hjælper os med at skabe stabilitet i vores egen region. De vil kun bidrage i det omfang, at det understøtter deres egen konkurrence med Rusland og Kina, så hvis det ikke er noget, der truer amerikanske interesser, må vi selv rode med det, der sker i Europas baghave,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Det er der, EU’s forsvarsalliance kommer i spil:

»I det ideelle scenarie supplerer de to alliancer hinanden ved at løse forskellige ting. EU står for det mere humanitære og for stabilisering og udvikling for eksempelvis at undgå flygtningestrømme mod Europa. NATO er en udelukkende militær organisation, der eksempelvis bidrager til afskrækkelse af Rusland,« siger Peter Viggo Jakobsen.

»Det er to så forskellige aktører, som man bruger til to forskellige ting,« supplerer Christine Nissen.

»NATO tager sig af de store militære operationer. Det siges, at NATO klarer den hårde opgave, og så tager EU opvasken.«

EU har altså en mere politisk dimension og er mere fokuseret på fred frem for krig. I hvert fald indtil for nylig. Beslutningen om at sende dødbringende våben til Ukraine er et nyt initiativ, forklarer Christine Nissen.

\ Læs mere

Det danske forsvar er blevet et 'angreb'

Hvad sker der, hvis vi stemmer ja til at afskaffe forbeholdet?

»På den korte bane får det ingen militær betydning, i hvert fald ikke operativt. Det vil stadig være op til Danmark selv at vurdere, om vi kan bidrage til både EU, NATO, amerikanske og franske missioner,« siger Peter Viggo Jakobsen.

»På længere sigt - og hvis vi forventer, at der skal tages nogle store beslutninger på baggrund af den russiske invasion - så får Danmark mulighed for at sidde med ved bordet og påvirke beslutningerne, hvis vi fjerner forbeholdet. Hvis vi får medindflydelse, kan vi påvirke beslutninger, hvor udfaldet ellers vil kunne konkurrere med NATO. Det er Danmarks interesse, at beslutningerne ikke duplikerer NATO-samarbejdet,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Christine Nissen er enig. Der sker ikke noget ved at stemme ja til en afskaffelse af forsvarsforbeholdet.

»Det giver ikke giver mening at have et forbehold til et frivilligt samarbejde,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tror slet ikke, vi havde fået det forbehold dengang (i 1992, red.), hvis vi havde vidst, hvordan forsvarspolitikken ville udvikle sig med vetoret og frivilligt samarbejde.«

Med et ja kan Danmark få indflydelse på den militære del af EU's forsvarspolitik. Lige nu må Danmark ikke deltage i de forhandlinger, hvor den militære del af EU´s forsvarspolitik besluttes, forklarer Christine Nissen.

»Så fra dansk side er vi ikke med til at sætte aftryk på de politiske prioriteter,« siger hun.

Hvad sker der, hvis vi stemmer nej til at afskaffe forbeholdet?

Konsekvensen af et nej - det vil sige, at vi vælger at bevare forbeholdet - vil helt konkret være, at Danmark fortsat vil have mindre indflydelse, når der træffes sikkerhedspolitiske beslutninger i EU, lyder det fra begge forskere.

Christine Nissen siger selv, at hun har svært ved at finde det gode argument for det udfald. Det skulle da lige være, hvis man har et ønske om entydigt at signalere, at man vil have fred frem for krig.

»Såfremt man har et ønske om ikke at opruste, så er den udvikling, der foregår lige nu i Europa, et udtryk for oprustning,« siger hun.

Et nej kan dog også sende andre signaler til vores samarbejdspartnere i EU:

»Så længe man har forbehold i samarbejdet, ser de andre skævt til en, men hvis man er ligeglad med det, så har det ikke nogen betydning. Hvis man derimod ønsker at være med i hjertet af EU, så duer det ikke, at man har forbehold. Så må man være solidarisk på alle punkter,« siger Peter Viggo Jakobsen.

\ Læs mere

Test dig selv: Hvor meget ved du egentlig om Danmarks forhold til EU?

\ Læs mere

»Træd et kussehår tættere på«: Dansk forsker har undersøgt brugen af humor i Forsvaret

\ Læs mere

Derfor er EU bureaukratisk