Derfor er EU bureaukratisk

Hvis du en dag skulle sige ja tak til at arbejde for Europa-Kommissionen, skal du vide, at du vader direkte ind i en jungle af regler.

Vidste du for eksempel, at du kun må sende et brev til en kollega eller ud af huset, hvis din chef også har skrevet under? Eller at medarbejderne har måtte bede om at slippe for hvert eneste år at skulle udfylde et skema for at bekræfte, at deres børn stadig går i folkeskole?

Reglerne er bare et par letforståelige eksempler på det bureaukrati, som har begravet EU i papirer og formularer gennem de seneste 30 år. Regelrytteriet tager tid, penge og motivation fra både ansatte og fra alle de virksomheder, konsulenter og almindelige mennesker, som forsøger at kommunikere med EU-systemet udefra.

Regler giver sikkerhed

Det virker fuldstændigt oplagt, at antallet af regler skal barberes ned - men det bliver de næppe i overskuelig fremtid. Sådan lyder den lidt nedslående melding fra forsker og nyslået ph.d. Caroline Howard Grøn, som har brugt de seneste tre år på at undersøge Europa-Kommissionen for at finde ud af, hvorfor EU er så bureaukratisk.

»Det er et dilemma for Kommissionen. Rigtigt mange regler og procedurer er ikke nødvendige, men alternativet er, at kommissærerne og embedsmændene risikerer at blive anklaget for at være korrupte,« siger Caroline Howard Grøn og uddyber:

»Der kan opstå fejl i alle organisationer, men tolerancen over for fejl er lille både internt og eksternt, og derfor giver det en sikkerhed, at man kan sige, at 'alle vores regler er overholdt'. Det er en måde at fralægge sig ansvaret på,« forklarer Caroline Howard Grøn, der har lavet sin ph.d.-afhandling på Center for Europæisk Politik på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Bange for at blive taget for fejl

Caroline Howard Grøn har blandt andet interviewet 49 ansatte i og uden for Kommissionen for at høre om deres syn på bureaukratiet.

Forskningen afslører, at embedsmænd og politikere i Kommissionen gerne vil af med papirarbejdet, men at alle er bange for at blive fanget i fodfejl, fordi det kan skade både EU og personerne selv.

Medarbejderne frygter især:

• At miste løn. En embedsmand med ansvar for bevillinger kan blive straffet med op mod en årsløn for alvorlige fejl.
  
• At blive fyret. Medarbejdere i Europa-kommissionen har tit rykket deres familier op med rode for at flytte til Bruxelles, hvor Kommissionen betaler for eksempel sygeforsikring og børnenes uddannelse. Det binder medarbejderne tættere til deres arbejdsplads, end det ville være tilfældet i en dansk virksomhed, og derfor har de færreste lyst til at tage chancen og bevæge sig ud i et område uden regler.

»Ledelsen i Kommissionen forsøger nogle gange at få medarbejderne til at blive mere selvstændige og risikovillige, men det er svært at få igennem, når medarbejderne ikke tør. De har en fornemmelse af, at de risikerer en meget hård straf på flere områder, hvis de har lavet en realitetsvurdering i stedet for at holde sig 100% til reglerne,« forklarer Caroline Howard Grøn.

Politikerne frygter især:

• En ny skandale - som i 1999, da hele Kommissionen under ledelse af Jacques Santer gik af efter økonomisk sjuskeri, eller som i 2003, hvor hele direktoratet og højtstående embedsmænd i EU's statistiske organisation, Eurostat, blev afsat efter en afsløring af millionsvindel med regnskaberne.
  
• At have svært ved at redegøre for, hvad penge er brugt til. Særligt de folkevalgte politikere i Europa-Parlamentet stiller strenge krav til den politisk udpegede kommission om at dokumentere alt, hvad den gør, så enhver fejl kan blive opdaget. Derfor forsøger politikerne at dække sig ind så godt som muligt, blandt andet ved at følge specifikke regler.

»I Danmark taler politikerne om nye regler, når en familie i Brønderslev ikke kan finde ud af at tage sig af sine børn. Det er, fordi regler er en forsikring mod den næste skandale, så politikerne kan fralægge sig ansvaret. Det er det samme, der sker i Kommissionen, for det er det bedste at gøre for at undgå at havne i problemer,« forklarer Caroline Howard Grøn.

1000 forslag til forbedringer

Siden 1970 har forskere og samarbejdspartnere og alle mulige andre peget på problemet, uden at de har været i stand til at gøre noget ved det.

Caroline Howard Grøn

Forskeren understreger, at lederne i embedsværket i Kommissionen rent faktisk prøver at ændre systemet og gøre det mere simpelt. I 2005 blev medarbejderne spurgt, hvor og hvordan procedurerne kunne blive mere simple. Flere end 1000 forslag kom tilbage - men tiden har vist, at frygten for fejl i sidste ende overskygger ønsket om simplere regler.

Ifølge Caroline Howard Grøn er Kommissionen akkurat lige så bureaukratisk udadtil som indadtil.

»Det er ikke kun i forhold til egne ansatte, Kommissionen har mange regler. Sådan er det også, når Kommissionen skal samarbejde med personer uden for organisationen. Personligt har jeg for eksempel aldrig prøvet noget så besværligt som at få udbetalt honorar efter et foredrag i EU-regi,« konstaterer Caroline Howard Grøn.

Det kan ikke være anderledes

Caroline Grøns egen undren over EU's altomfavnende bureaukrati har udviklet sig efter de tre års arbejde med Kommissionens medarbejdere, med læsning af dokumenter om ledelsespolitikker samt analyser af artikler og bøger om EU's berettigelse. I dag erkender Caroline Howard Grøn, at reglerne er et logisk produkt af systemet.

»Det er ikke nogen god løsning, men måske en forståelig løsning. Parlamentet og omgivelserne stiller hele tiden krav om, at Kommissionen skal være ansvarlig og producere dokumentation, så man enten kan afsløre EU som korrupt, hvis de ikke leverer, eller omvendt vise, at EU er meget bureaukratisk.«

»Måske ville det allerbedste være, hvis politikere og borgere i Europa bare sagde, 'vi vil gerne tolerere en lille fejlmargin, hvis vi til gengæld ved, at I bliver mere effektive'. Problemet er selvfølgelig, at sådan en fejlmargin er svær at etablere, især for Kommissionen som har sværere omgivelser at manøvrere i end andre organisationer,« lyder det fra Caroline Howard Grøn.