Videnskabens største problem er, at forskere for ofte lukker sig inde i deres laboratorier og nøjes med at publicere nye opdagelser i støvede tidsskrifter i et sprog, som kun deres fagfæller forstår.
Fremover skal forskere i langt højere grad samarbejde og dele deres viden – både med hinanden og resten af samfundet, lyder det fra en række af forskningsverdenens egne medlemmer.
»Forskningsverdenen skal åbne sig meget mere radikalt over for borgere, myndigheder, virksomheder og medier, men også over for internationalt og interdisciplinært samarbejde,« siger David Budtz Pedersen, der forsker i forskningspolitik og samarbejde mellem forskere på Københavns Universitet.
Videnskaben ud af skabet
Han mener, at såkaldt åben videnskab – på engelsk ’open science’ – kommer til at stå øverst på dagsordenen i europæisk forskningspolitik de næste 10 år.
»Den store udfordring i dag er at få videnskaben til at bygge nogle stærkere relationer til omverdenen og finde nye måder at formidle viden på. Det skal ikke kun ske i form af videnskabelige publikationer, men også i form af rådgivning, bidrag til den offentlige debat og deling af andre typer af vidensprodukter såsom software og data,« siger David Budtz Pedersen, der er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.
Det øgede samarbejde mellem forskere og resten af samfundet er en tendens, der allerede er i gang, og som vi kommer til at se meget mere af, mener han.
»Forskning vil ikke længere være en aktivitet, der kun foregår på universiteter eller er koncentreret i specielle eliter. Forskning vil i stigende grad blive integreret i en lang række andre processer i samfundet og være en del af et større netværk af virksomheder, medier, myndigheder, borgere og organisationer, som alle sammen arbejder for nogle formål, der kræver viden,« siger David Budtz Pedersen.
Udtalelserne faldt på konferencen World Science Forum i Ungarn, hvor førende forskere fra mere end 100 lande opfordrede til, at forskere i højere grad samarbejder og rådgiver politikere.
Borgere bliver til forskere
Det relativt nye fænomen borgervidenskab – også kendt som ’citizen science’ - er et eksempel på, hvordan forskere kan inddrage offentligheden i blandt andet indsamling af data.
LÆS OGSÅ: Borgervidenskab er kommet for at blive
»Forskerne tror, at de ejer videnskaben. De mener, at alle skal lytte til dem, fordi de kender sandheden eller har beviserne. Men viden kommer nu fra en bredere kreds end bare de professionelle forskere. På mit felt – global sundhed – kommer en masse viden nu fra lokalsamfund og fællesskaber. De udfører også forskning,« siger Michel Kazatchkine, der er FN's generalsekretærs særlige udsending på HIV/AIDS-området i Østeuropa og Centralasien.
»Hvis man for eksempel forsker i problemer med at levere HIV-medicin til landdistrikter i Zambia, er det ikke en videnskabsmand fra universitetet i Liverpool, der kan løse det. Det er ikke engang en forsker i hovedstaden i Zambia. Det er de lokale samfund, der laver forskningen og finder løsningerne. Lad mig give dig et mere nært eksempel: Frankrig og Storbritannien introducerer hjemmetests for HIV. Man er nødt til at forstå, hvorfor folk bruger de tests, og hvem de er, for at finde ud af, om testene bidrager ved at nå folk, som det nuværende system ikke når ud til. Den forskning bliver foretaget af NGO’er eller af fællesskaber af borgere, der lever med HIV,« siger Michel Kazatchkine.
Kommunikation og data-deling skal belønnes
En mulighed for at øge samarbejdet mellem forskere er ved i højere grad at dele de data, som forskerne indsamler som led i deres undersøgelser. Men forskningsverdenen er indrettet sådan, at forskerne først og fremmest belønnes for at udgive artikler om deres resultater, hvilket ikke ligefrem bidrager til ’open data’-bevægelsen.
»Data skal ikke bare være tilgængeligt. Data skal kunne citeres. Det skal være muligt at bygge en karriere på data og ikke bare publicerede artikler. Vi har brug for et system for data-citering, så forskere bliver anerkendt, hvis de bruger 10 år på at indsamle data, og at de ad den vej får mulighed for at blive professorer uden at skulle publicere hundredevis af videnskabelige artikler,« siger Jacqueline McGlade, chefforsker for FN's Miljøprogram (UNEP).
Forskningsverdenen skal også i højere grad formidle viden til offentligheden, mener forskerne.
Forskning er simpelthen blevet for vigtig til at blive overladt til forskere alene.
David Budtz Pedersen, Københavns Universitet
»Landenes indbyggere har brug for at blive informeret af videnskabsfolk direkte eller indirekte gennem gode historier i medierne i stedet for at læse om ting på upræcise hjemmesider eller slet ikke at følge med. Så jeg mener, at vi er nødt til at bruge vores rolle til at informere folk om, hvad vi ved videnskabeligt, og hvad vi ikke ved,« siger Gordon McBean, der er præsident for International Council for Science (ICSU), en paraplyorganisation for internationale og nationale videnskabelige foreninger.
Gordon McBean mener, at forskere skal belønnes for at bruge tid på at formidle bredt.
»Forskere har brug for at blive opfordret og ærligt talt også trænet til at kommunikere med offentligheden, politikere og medier. Jeg mener ikke, at alle forskere nødvendigvis skal kommunikere, men de skal ikke afskrækkes fra det, enten ved at de bliver bedt om at lade være, eller ved at deres præstationsmuligheder bliver forværret, fordi de bruger tid på det. Vores belønningssystemer skal inkludere kommunikation som en del af forskernes arbejde i passende tilfælde,« siger Gordon McBean og fortsætter:
»Jeg mener også, at det er en fordel for forskere at tale til flere forskellige slags publikummer, fordi det udfordrer dem til at tænke deres idéer igennem og koge komplekse ting ned til mere ligefremme principper.«
Videnskab spiller en stadig større rolle i samfundet
De øgede krav til forskerne er et resultat af, at videnskab spiller en større rolle i samfundet end tidligere, mener David Budtz Pedersen.
»De politiske beslutningsprocesser og reguleringen af miljø, sundhed, uddannelse, kulturarv og menneskerettigheder er alt sammen i en eller anden udstrækning baseret på en forskningsindsats. I takt med, at videnskaberne er blevet så centrale for hele samfundets evne til at handle, kommer der også et langt stærkere pres fra samfundet på at få nogle resultater ud af videnskaben, der kan anvendes,« siger David Budtz Pedersen.
Han ser i øjeblikket både et opgør og en accept af den tidligere videnskabsminister Helge Sanders mantra om forskning til faktura.
»På den ene side bliver der gjort op med tanken om, at forskning kun skal bidrage til økonomisk værdiskabelse, men på den anden side er det nødvendigt, at vi etablerer en relation mellem forskning og samfund for at skabe velfærd og velstand. Så vi kan godt smide tanken om fakturaen ud på den ene side, men samtidig beholde et ambitiøst fokus på samfundsrelevant forskning,« siger David Budtz Pedersen.
Det er en øvelse, som forskerne ikke kan klare alene, påpeger han.
»Forskere ved, hvad god kvalitet er. Men de har måske svært ved på egen hånd at finde ud af, hvor der er nogle meningsfulde samarbejdsflader, som gør, at den viden, de producerer, kan bringes til den bedste og mest relevante anvendelse,« siger David Budtz Pedersen.
»Forskning er for vigtig til at blive overladt til forskere«
Forskerne skal altså i højere grad samarbejde med hinanden på tværs af landegrænser og fagområder, mens de også skal bruge mere tid på at formidle deres viden til både borgere og politikere.
Men spørgsmålet er så, om det ikke er lige lovligt mange krav at stille, og om det i sidste ende vil gå ud over selve forskningen.
»Videnskaben er og bør nok også være en meget konservativ institution, som er bundet op på nogle faste normer og rutiner for, hvordan forskningsarbejdet skal foregå. Nogle af de rutiner er fagfællebedømmelse og publicering af resultater i internationale tidsskrifter, og de dele af det klassiske forskningsideal skal vi ikke nødvendigvis hælde ud med badevandet ved at bede forskerne om at blive nogle dynamiske konsulenter, der render rundt og rådgiver samfundet i alle mulige sammenhænge.«
»Men vi må gerne prøve at forstå, hvordan de to verdener kan forenes, så forskerne både værner om deres egen kvalitet, men som samtidig er i stand til at flytte sig ud af det forskningsideal, som har været gældende indtil videre, men som i mine øjne ikke ser ud til at kunne bære i fremtiden,« siger David Budtz Pedersen og afslutter:
»Forskning er simpelthen blevet for vigtig til at blive overladt til forskere alene.«
