Forskerne er kommet tæt på vores sprogs vugge
En over 100 år gammel gåde om oprindelsen af de indoeuropæiske sprog, der tales af næsten halvdelen af Jordens mennesker, nærmer sig en løsning ved hjælp af fossilt DNA.
hittitisk indoeuropæisk sprog historie

Lertavle med hittittisk kileskrift. Koden til det hittittiske sprog blev knækket i 1916 af den tjekkiske lingvist Bedřich Hrozný fra Wien Universitet. Han viste, at sproget, stik mod alles forventning, var et indoeuropæisk sprog, bl.a. ved at identificere en sætning med ordet 'vadar' - vand - og 'ezzatteni', som mindede ham om det oldtyske ‘ezzan'. (Foto: Shutterstock)

Vand, wasser, water og vadar - ord er, ligesom mennesker, beslægtede, og i lighed med genetikere kan sprogforskere (lingvister) følge ordenes udviklingshistorie tilbage i tiden.

De fire ord for vand er fætre-kusiner i den indoeuropæiske sprogfamilie, som tales af næsten alle europæere - herunder af os danskere - og amerikanere samt et flertal i store asiatiske lande som Indien og Iran.

Historien kort
  • Det er lykkedes at kortlægge arvematerialer fra 2.600-4.200 år skeletter fra det nuværende Tyrkiet.
  • Blandt dem er individer, som talte det ældst kendte sprog i den indoeuropæiske sprogstamme - hittitisk.
  • Studiet sender forskerne tættere på en 100 år gammel gåde om vores sprogs oprindelse.
  • Modsat den tidligere fremherskende teori er hittitisk ikke er kommet fra et andet folk gennem en stor folkevandring, men er en sproggruppe, som formentlig er blevet ført ind af en lille gruppe folk.

Forskerne er i dag enige om, at sprogfamiliens slægtstråde samles tilbage i historien til et ursprog, som blev talt for omkring 6.000 år siden.

Men til trods for, at ursprogets talere har lagt en arv i munden på omtrent halvdelen af Jordens befolkning, har det i mere end 100 år været en gåde, hvem de gamle talere var, og hvor de levede.

Nu kommer et studie løsningen et stort skridt nærmere.

»Det ser virkelig ud til, at vi er ved at indsnævre det oprindelige indoeuropæiske sprogs geografiske udbredelse og forhistorie,« siger medforfatter, lektor i historisk lingvistik Guus Kroonen ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.

Studiet, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science, forener eksperter fra vidt forskellige discipliner - forhistorisk genetik, historikere, arkæologer og sprogforskere - og er ledet af den danske professor Eske Willerslev ved Center for GeoGenetik, Københavns Universitet og University of Cambridge, England.

Vi har skrevet om forskernes resultater i artiklen Willerslev i vild bedrift: Tre artikler i ét hug i verdens sejeste tidsskrifter, men havde ikke plads til de lingvistiske fund i første omgang.

Indoeuropæiske sprog

De indoeuropæiske sprog er en af verdens primære sprogætter, der omfatter de fleste europæiske sprog og mange sprog i Central-, Vest- og Sydasien.

Flere af verdens største sprog såsom engelsk, spansk, hindi, fransk og tysk hører til familien.

I dag tales indoeuropæiske sprog sammenlagt af ca. tre milliarder mennesker – flere end nogen anden sprogæt.

Kilde: Wikipedia (faktatjekket af Guus Kroonen) 

DNA er nøglen til at løse gåden

Kort fortalt er Willerslev og kollegaerne en slags 'DNA-detektiver', som bruger arvemateriale (DNA) fra årtusinder gamle knogler til at opspore for længst glemte folkevandringer.

»Det er en helt ny type evidens, som gør, at vi pludselig kan se, hvordan folk har bevæget sig omkring i forhistorien. Det åbner store nye muligheder for de historiske discipliner,« siger Guus Kroonen.

I de nye studier kortlægger forskerne for første gang fulde arvematerialer (genomer) fra de mennesker, der talte det ældst kendte af de indoeuropæiske sprog - hittitisk - for over 3.500 år siden i Anatolien i vore dages Tyrkiet.

»Data fra de folk er blevet betragtet som den nøgle, der én gang for alle kunne sætte fingeren på oprindelsen af de indoeuropæiske sprog, som man har diskuteret i over 100 år,« siger førsteforfatter og phd.-studerende ved Center for GeoGenetik, Peter de Barros Damgaard.

indoeuropæisk sprog hittitisk

Her ses Anatolien, som i dag er en del af Tyrkiet, samt Kaukasus-bjergkæderne nordøst for. (Foto: Shutterstock)

Hittitisk må være kommet udefra

Sprogforskerne har længe peget på, at det ur-indoeuropæiske sprog måtte have været talt på de russiske stepper, som geografisk ligger cirka midt i dets historiske udbredelsesområde, og samtidig, at indoeuropæisk har mange ord knyttet til teknologi og steppekultur med tamhesten, vognen og hjulet som omdrejningspunkt.

Det er den såkaldte 'steppehypotese' om, at sproget er blevet spredt med folk, der havde tæmmet hesten, og derfor kunne bevæge sig langt og hurtigt ud i verden.

Så selvom hittitisk er det ældst kendte i sprogfamilien, er forskerne enige om, at sproget ikke oprindeligt er fra Anatolien, men må være kommet udefra.

De peger bl.a. på, at ord som betegner det daglige byliv i de anatolske byer, ikke er hittitiske ord, men låneord fra nabosprogene.

»Det indikerer, at hittitisk talende folk kom til Anatolien fra områder, hvor der ikke var store bysamfund. Det ser ud til, at de var tilflyttere, som optog en masse lokal kultur fra de folk omkring dem,« siger Guus Kroonen.

Det passer fint med steppehypotesen, og at folket enten er migreret via det bjergrige Kaukasus eller ad bagvejen fra Europa.

Men arkæologerne har haft svært ved at sluge det billede, som, de siger, er alt for simpelt.

Sproggrene under indoeuropæisk

De primære grene af indoeuropæisk er:

  • Germansk (herunder blandt andre dansk, engelsk og tysk)
  • Italisk (herunder latin og de romanske sprog som fransk, spansk og italiensk)
  • Keltisk (herunder sprog som walisisk og irsk)
  • Hellensk (herunder bl.a. nygræsk, såvel som de klassiske græske dialektformer og det mykenske sprog)
  • Indoiransk (f.eks. farsi, urdu og hindi)
  • Slavisk (herunder bl.a. sprog som russisk og polsk)
  • Baltisk (herunder bl.a. litauisk)
  • Armensk
  • Albansk
  • Desuden de nu uddøde sprogfamilier anatolisk (herunder hittitisk) og tokharisk

Kilde: Wikipedia (faktatjekket af Guus Kroonen)

DNA-forskere gav lingvisterne et stort gennembrud

For tre år siden, i 2015, blandede Willerslev-gruppen sig i debatten med data fra en helt ny vinkel - fossilt DNA - der direkte kan teste hypoteserne om folkevandringer.

»Det var et Eureka!-øjeblik for os lingvister, fordi nu fik vi bevis for, at de folk migrerede« siger Guus Kroonen og fortæller, hvordan studiet nærmest satte internettet i brand med diskussioner. (Eureka er et græsk udtryk, der betyder: ’Jeg har fundet’. Det bruges som udråbsord for at fejre en opdagelse, red.)

Willerslev og kollegaerne afslørede et genetisk 'fingeraftryk' fra et hyrdefolk kaldet Yamnaya, der spredtes fra Kaukasus-steppen til Europa og også til Asien, og fuldstændig passede med spredningen af de indoeuropæiske sprog fra stepperne nord for Kaukasus.

»Det var et stort gennembrud i 2015,« siger professor (mso) i indoeuropæisk ved Københavns Universitet Birgit Anette Rasmussen, som ikke selv har deltaget i studiet.

»De sproglige data svarer temmelig perfekt til den kultur, arkæologerne kan påvise for Yamnaya-folkene: De var pastoralister (samfundsform, hvor en enkelt dyreart gerne indtager en særlig plads i samfundsliv og kulturelt tankesæt, red.) med en hierarkisk og patrilokal samfundsstruktur (at kvinder flytter til ægtemandens hjem, red.).

indoeuropæisk sprog hittitisk kaukasus

I 2015 afslørede Willerslev-gruppens forskning en helt ny migration i bronzealderen for 5.000 år siden, hvor steppe-nomader, kaldet Yamnaya, fra Kaukasus ankom på hesteryg til Nordeuropa og forandrede både kultur og genetik - og i det store og hele formede, hvem vi er i dag. (Foto: Shutterstock)

Brikkerne faldt på plads – og fra hinanden igen

Både fra arkæologisk, genetisk og sprogligt hold kan forskerne se, at ægteskaberne tit var blandede, så 'indoeuropæiske' mænd tog kvinder fra andre samfund, tit langvejs fra. Både Egtved- og Skrydstrup-pigen er eksempler herpå.

Så brikkerne så ud til at falde på plads, og nu troede de fleste, at det blot ville være et spørgsmål om tid, inden DNA-detektiverne viste, at Yamnaya også var migreret til Anatolien, hvad enten det var gennem Kaukasus eller som forlængelse af migrationen til Europa.

»Men dér blev vi meget overraskede, for vi finder ingen Yamnaya i de  individer, som muligvis repræsenterer hittitisk-talende folk,« siger Guus Kroonen.

Overraskelse - ingen Yamnaya-DNA i Anatolien

I det nye studie er 12 af genomerne kortlagt fra skeletter af mennesker, som levede i Anatolien fra den tidlige bronzealder for 4.200 år siden og til jernalderen for 2.600 år siden.

5 af de 12 er fra hittitisk-talende bysamfund og det er her Willerslev og kolleger overraskende nok ikke finder det karakteristiske, genetiske Yamnaya-fingeraftryk.

Faktisk er de hittitisk-talende individer genetisk set ikke til at skelne fra deres naboer, der talte et meget anderledes sprog.

Til sammenligning viste 2015-studiet meget tydeligt, hvordan Yamnaya trængte frem i Europa, så forskerne nærmest kronologisk kunne følge fremmarchen som en indvandring af Yamnaya-fingeraftryk i skeletternes DNA i løbet af få århundrede.

Men i Anatolien er de hittitisk-talende individer genetisk set ikke til at skelne fra deres naboer, der talte et meget anderledes sprog.

»Vi dekonstruerer myten om hittitter som en separat etnisk gruppe. Og vi tilbageviser den teori, som siger, at de blev bragt ind i Anatolien gennem en massiv folkevandring,« siger Peter de Barros Damgaard.

»Så selvom sprogene er kommet til Anatolien udefra, så viser det her, at de er blevet talt mange hundreder år senere af 'lokale', som ikke skilte sig ud rent genetisk.«

Med andre ord finder forskerne, at de hittitisk-talende individer ikke er fremmede i forhold til de andre i området.

Det betyder, at hittitisk ikke er kommet gennem en stor folkevandring fra et andet folk, men er en sproggruppe, som formentlig er blevet ført ind af en lille gruppe folk, og så er sproget senere blevet udbredt i regionen, mens folkene selv ikke har sat et stort genetisk aftryk.

Man kan måske sammenligne lidt med engelsk i Indien - der er heller ikke 'et engelsk folk' (en etnisk gruppe englændere), men en masse mennesker, som taler engelsk.

Anatolien Det Hittitiske Rige indoeuropæsik sprog

Indtil for 100 år siden mente forskerne, at Det hittittiske Rige måtte være en myte fra Biblen uden hold i virkeligheden. Men efter at have være forsvundet fra historien i 3.000 år trådte den franske opdagelsesrejsende Charles Textier som den første gennem løveporten til Rigets hovedstad Hattusa i 1834. Mange andre byer i Riget er fundet i Tyrkiet og på sit højeste var Riget så mægtigt, de udfordrede oldtidens største imperier. Verdens første fredstraktat tilskrives ‘Kadesh Traktaten’ mellem Ægypten og Det hittittiske Rige ca. 1274 fvt. (Foto: Shutterstock)

12 genomer er ikke nok til at drage endelige konklusioner

Birgit Anette Rasmussen er ikke helt overbevist.

»Indtil videre synes jeg, de genetiske data er så sparsomme, at jeg ikke ville turde drage alt for håndfaste konklusioner, men det bliver spændende at følge udviklingen,« siger hun.

Forskerne medgiver, at 12 genomer ikke er et enormt stort materiale.

»Men det er stort nok til, at det er overvejende sandsynligt, at vi ville have fanget Yamnaya-signalet, hvis det var der. Men der er stadig plads til overraskelser,« siger den danske assyriolog og seniorlektor ved Harvard University i USA, Gojko Barjamovic, som er medforfatter.

Lertavler underbygger konklusionerne

Og de genetiske data står heller ikke alene.

Forskerne har f.eks. fundet et studie fra oldtidsbyen Ebla i Syrien af tusinder af lertavler, som underbygger resultaterne.

Lertavlerne fortæller om handel med en forsvunden stat kaldet Armi, 0g dér optræder nogle personnavne, som, det i dag står klart, må være hittitiske.

Sagen er, at de lertavler er 500 år ældre end de hidtil ældste beviser for indoeuropæisk i Anatolien, og dermed flytter det hele historien så langt tilbage, at man kommer om på den anden side af Yamnaya-ekspansionen.

Data fra sprog, genetik og historie flugter

Et andet fingerpeg kommer fra assyriske kilder, som viser, at de folk, arkæologer traditionelt har talt om som en etnisk gruppe kaldet hittitter, faktisk levede i flersprogede bysamfund og ikke identificerede sig udfra sproget, men derimod eksempelvis udfra den stat de tilhørte.

»Så alt i alt peger det lingvistiske, det historiske og det genetiske i samme retning,« siger Gojko Barjamovic.

»De mennesker, der er kommet til Anatolien med de her sprog, har ikke været erobrere i så høj grad, som (de har været, red.) tilflyttere.«

indoeuropæisk sprog hittitisk

De geografiske placeringer af alle skeletprøver, som forskerne har fået arvemateriale fra til det nye studie. (Illustration: Science/Damgaard et al.)

Indoeuropæisk er en ’baby’, født af to sprog

Det nye studie retter søgelyset mod Kaukasus. Her ved man fra det arkæologiske materiale fra Kaukasus og steppen, at handel blomstrer op mellem små samfund, der begynder at interagere for omkring 6.000 år siden.

»Genetisk udspringer Yamnaya af en blanding af grupper fra steppen og fra Kaukasus, og for en lingvist er det fristende at spekulere på, om indoeuropæisk skabes som blanding af de to helt forskellige grupper‚« siger Guus Kroonen.

»Som en baby, født af to meget forskellige sprog.«

Området nord for Kaukasus var grobund for genetisk, kulturel og formentlig også sprogligt samspil.

»Mit gæt er, at indoeuropæisk blev født dér, lidt nord for hvor bjergene møder steppen, kort inden bronzealderen. Det er noget vi gerne vil undersøge i fremtiden,« siger Guus Kroonen.

Hvis forskerne har ret, samles trådene for de sprog, der tales af halvdelen af Jorden, i en steppe-'baby' med kaukasisk indflydelse, hvor bjergene møder steppen.

Fra det ur-indoeuropæiske stamsprog er udsprunget to søstre – Yamnaya, som var vild og voldsom og indtog Europa med hesten i lyntempo, og den blide, anatolske søster, som i stedet for massiv udskiftning blev optaget i og tilpassede sig de lokale kulturer over århundreder.

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.