Forskere vender tomlen ned for vuggestuetvang

Debatten raser. Skal små børn tvinges i vuggestue, hvis myndighederne skønner, at de ellers ikke lærer nok dansk til at kunne følge med i skolen? Fordi de tuller rundt derhjemme med forældre, der ikke selv taler dansk.

I anledning af FNs internationale modersmålsdag den 21. februar har videnskab.dk søgt svar hos to forskere på, hvordan man bedst lærer dansk, og hvad de mener om indlæringen.

Begge vender tommelfingrene ned for modellen med vuggestuetvang.

Den er utilstrækkelig. Hvis man virkelig vil hjælpe børnene, skal de også undervises på deres modersmål. Og i øvrigt er det mærkeligt, at det er lavstatus at være tosproget i Danmark, når man i andre lande beundrer folk, der mestrer to sprog, siger forskerne.

Synk eller svøm

Metoden med at lade børn lære at tale dansk som andetsprog uden pædagogisk støtte - f.eks. ved at sætte dem i en dansk vuggestue - kalder man 'sink or swim'.

Altså enten lærer man at svømme ved at blive smidt ud i vandet, eller også drukner man. Ifølge Anne Holmen, der er professor i dansk som andetsprog på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole er det langt fra alle børn, der lærer at tale dansk som andetsprog uden støtte.

Hun mener derfor ikke, at det altid er tilstrækkeligt, at barnet udsættes for et sprog for at lære det effektivt.

»Man kan ikke forvente, at et lille barn, der er vokset op i en arabisktalende familie helt af sig selv som ved et trylleslag lærer at tale et velfungerende dansk,« siger Anne Holmen.

Der skal modersmål til

Anne Holmen peger på, at vi ikke lærer sproget for sproget egen skyld. Det bruges som middel til at lære noget om verden, og i skolen formidles viden videre til eleverne via sproget. Derfor må vi spørge os selv, hvad vi rent faktisk ønsker.

»Ønsker vi, at barnet klarer sig bedst muligt i skolen? For hvis vi gør det, så bør vi tage ved lære af de mange undersøgelser fra hele verden, der viser, at børn som støttes fagligt både på deres første og på deres andet sprog, klarer sig bedre end børn, der udelukkende støttes på deres andet sprog,« siger Anne Holmen.

Hun henviser eksempelvis til en svensk undersøgelse.

»Den viser sågar, at børn, der får modersmålsundervisning og faglig støtte på både svensk og modersmålet, klarede sig bedre end såvel de børn med samme baggrund, der kun fik undervisning på svensk, som de etnisk svenske børn. Men disse videnskabelige undersøgelse bliver draget i tvivl af beslutningstagerne, fordi det tilsyneladende ikke er ideologisk gangbart at se på andre sprog som nyttige læringsredskaber,« siger Anne Holmen.

Man skal mestre dansk

Både hun og hendes forskerkollega Frans Gregersen, der er professor i dansk sprog på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, er grundlæggende enige med politikerne om målet.

Nemlig at hvis man skal klare sig i Danmark, skal man mestre dansk. Det er adgangen til de fleste uddannelser og en nødvendighed for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Ikke mindst er det adgangsnøglen til at deltage i det danske folkestyre, fra foreningsniveau og opad.

Uenigheden mellem forskere og politikere opstår, når det gælder spørgsmålet om, hvordan målet nås. Frans Gregersen er heller ikke bange for at tage store ord i munden.

Når talen falder på socialdemokraten Mette Frederiksens vuggestueforslag.

Han kalder forslaget om at tvinge børn i vuggestue for tvangsfordanskning. Og han mener, det ville møde hård kritik, hvis det fandt sted andre steder i verden - ikke mindst hvis det ramte danskerne selv.

»Tænk hvis tyskerne ville have det danske mindretal i Sydslesvig til at opgive de danske børnehaver og skoler, som de bruger. Der ville jo lyde et ramaskrig,« siger Frans Gregersen.

Alle sprog er lige, men nogle er mere lige end andre

Han undrer sig over, at det at være tosproget er blevet lavstatus i Danmark. For i andre lande omgærdes personer, der kan flere sprog, med beundring. Det giver status at mestre mere end et sprog, pointerer Frans Gregersen.

Der bliver talt godt og vel 6.000 forskellige sprog på denne klode. Nogle tales af omkring en milliard mennesker, andre tales af få hundrede.

Men langt de fleste mennesker kan mere end ét sprog. Mange steder i verden bliver tosprogethed anset for at være det naturlige, andre steder ses det som en gave, man som ressourcestærke forældre bør give sit barn.

I USA og mange steder i Europa sender velstillede middelklasseforældre med velberåd hu deres børn i privatskoler, hvor undervisningen foregår på et fremmedsprog.

Det signalerer overskud. De stærke forældre signalerer med det valg, at deres børn bliver klogere, fordi de kan to sprog.

Lavstatus-sprog

I Danmark er situationen blevet en helt anden.

»Her drejer debatten sig jo kun om børn, der taler lavstatus-sprog. Det er fint, hvis børn har engelsk eller spansk med hjemmefra, men der er åbenbart ikke status i at kunne tale tyrkisk eller arabisk, der ellers er meget store kultursprog. Der er tale om et socialt problem, der gøres til et sprogligt problem. Og på den måde bliver tosprogethed til et socialt stigma,« siger Frans Gregersen.

Han påpeger, at det er ganske usædvanligt og et rent særtilfælde, at man ikke regner beherskelsen af flere sprog for noget særligt i Danmark. Og mener at modersmålet i Danmark har fået denne særlige ideologiske rolle.

»Danmark er et ekstremt eksempel på én nation - ét sprog. Der er ikke mange lande i verden, der kan definere nationen ved hjælp af ét og kun ét sprog. Der vil de fleste steder være et eller flere minoritetssprog, der gør sin tilstedeværelse gældende. Historisk har det ikke været sådan i Danmark. Men nu er det anderledes. Der bliver efterhånden talt cirka 100 forskellige sprog i Danmark,« siger Frans Gregersen.

Vi har dovne ører

Vores uforstående holdning til det at have andre sprog end dansk afspejles også i vores uvilje mod de danske dialekter og mod dansk talt med accent, mener Frans Gregersen.

»Prins Henrik har altid fået på puklen for at tale dårligt dansk. Men det er jo ikke rigtigt. Han taler et yderst velformuleret og varieret dansk - blot med en meget stærk fransk intonation. Den intonation spærrer for vores forståelse, nøjagtig som en kraftig dialekt gør det,« siger professoren.

Han mener, vores ører er dovne. Vi er kun vant til en begrænset variation inden for dansk. De mennesker, der har engelsk som modersmål, er derimod vant til at høre deres modersmål med alverdens accenter. Det er vi ikke i Danmark.

Det afspejler vores intolerance overfor lokale, danske dialekter også. I følge Frans Gregersen er vi sprogligt usmidige, fordi magten, kunsten og forskningen til alle tider har holdt til i København. På den måde er den københavnske dialekt blevet den dominerende.

»Hvis man ville være noget på de toneangivende områder, så gjaldt det om ikke at udskille sig sprogligt. Og det gør os sprogligt intolerante. Vi hører ikke forskellige typer dansk og kan derfor heller ikke uden videre forstå dem, der taler dansk med accent. Vi skal have trænet ørerne,« fastslår Frans Gregersen.