Snørklede og detaljerede tatoveringer er nu blevet fundet på mumier i Peru.
For takket være lasere har forskere nu afsløret det vilde arbejde, som Chancay-folket udførte for cirka 1.200 år siden.
Det skriver ScienceAlert.
Chancay-kulturen levede i Peru fra cirka år 1000 til 1470 e.v.t.. De er særligt kendt for deres tekstiler, men også for deres indsats i personlig kropskunst, som de nye fund afspejler.
Tatoveringerne kan derfor muligvis have en stor kulturel eller spirituel betydning, siger forskerne.
For at afsløre kropskunsten brugte forskerne en teknik, man normalt bruger til at undersøge dinosaurfossiler: laser-induceret fluorescens.

Det er første gang, man bruger den teknik til at undersøge tatoverede mumier. Forskerne undersøgte mere end 100 mumier, hvor deres tatoverede områder lyste op under laser.
Det vides endnu ikke, hvordan tatoveringerne blev lavet. De fine linjer antyder dog, at Chancay-folket har brugt en traditionel nålebaseret teknik.
Det kunne for eksempel være en kaktusnål eller en dyreknogle, man har slebet, forklarer Michael Pittman, der er medforfatter til studiet, til ScienceAlert.
Forskerne sammenlignede også tatoveringer med mønstre fra Chancay-folkets tekstiler, og fandt, at de var mindst lige så detaljerede. Det tyder på, at tatoveringerne var en vigtig del af deres liv.

»Tatoveringerne holder på så meget information om kultur, og hvad der er vigtigt for individet med tatoveringerne,« siger palæobiolog Michael Pittman fra Chinese University of Hong Kong.
Resultaterne er udgivet i Proceedings of the National Academy of Sciences.

































