KOMMENTAR: Forældre bidrager med to en halv gange så mange ressourcer til samfundets reproduktion end ikke-forældre. Vi bør diskutere de skjulte arbejdstimer og de økonomiske omkostninger, der er ved at opfostre børn, opfordrer forsker.
Du er nok bekendt med billedet af storken, der leverer en baby svøbt i en stofble som symbol på et helt nyt, lille liv.
Nyfødte bliver ganske rigtigt bragt til denne verden - dog ikke af storken, men af deres mødre.
Derefter tager det i gennemsnit yderligere 25 år at forvandle en baby til en ressource-produktiv voksen.
Men hvor mange ressourcer kræver opfostringen af børn egentlig? Og hvem betaler for dem?
Det er begge spørgsmål af grundlæggende betydning, for de vedrører befolkningstilvæksten, og hvordan et samfund opretholder sig selv over tid.
I fællesskab med mine kolleger har jeg analyseret, hvor meget det egentlig 'koster' forældre at opfostre et barn (som senere bliver en ressource for velfærdsstaten).
I denne artikel kan du læse om vores fund, og hvorfor vi måske bør ændre den måde, vi tænker på det arbejde, der er forbundet med at være forældre.
Forældre kan gøre tre ting, når de opfostrer deres barn.
Det afgørende er, at disse tre ting ikke er lige synlige i statistikkerne.
Forældre fører ikke regnskab med, hvor meget tid og penge de bruger på deres barn, men der bliver ført nøje regnskab med skatter og bidrag, der finansierer sociale sikring såsom fri adgang til sundhedsydelser, dagpenge eller børnetilskud.
I vores nyligt publicerede artikel argumenterer sociologerne Róbert Gál, Márton Medgyesi og jeg for, at denne skæve statistiske synlighed har stor betydning, da den skjuler en vigtig ulighed i, hvem der bærer omkostningerne ved at reproducere samfundet.
Vi har målt på de tre forskellige valgmuligheder, så vi får et klarere billede af, hvad forældre rent faktisk bruger af penge på deres børn.
Det hjælper os til at diskutere alle de værdifulde ressourcer, der flyder mellem generationerne mere klart og omfattende.
Vi forholder os ikke blot til, hvad man betaler i skat, vi går også i dybden med de mindre indlysende måder, hvorpå vi bidrager til samfundet med tid og penge. Og det gør man allerede inden for andre områder.
Eksempelvis fandt det berømte 'grønne øjeblik' i økonomi sted, da mere inkluderende beregningsmåder afslørede, at vores økonomiske vækst (målt i BNP) udnyttede ikke-prissatte, men værdifulde miljøressourcer.
Vi øger BNP på bekostning af udpining og anden belastning af naturen - en omkostning, som vi ikke havde taget højde for.
På samme måde ønsker vi at kaste lys over usynlige overførsler af tid og penge mellem forældre og deres børn, fordi det kan afsløre, hvor meget vi som samfund udnytter disse overførsler inden for familien.
Vores forskning viser, at et mere fyldestgørende regnskab over overførslerne mellem generationerne virkelig ændrer perspektivet - og ikke blot marginalt.
I Europa bidrager forældre med mindre nettoskat end ikke-forældre. I løbet af arbejdslivet betaler de i gennemsnittet omkring en fjerdedel mindre nettoskat end ikke-forældre.
Men væk fra det statistiske rampelys overfører forældrene store mængder tid og penge til deres egne børn; så store, at de radikalt ændrer hele billedet.
Når vi sætter værdi på strømmen af privat tid og penge, viser det sig, at forældrene samlet set bidrager med mere end to en halv gange flere ressourcer end ikke-forældre.
Det ændrer virkelig vores forståelse af omkostningerne ved at have børn, og hvem der betaler disse omkostninger.
Men hvorfor har de store forskelle i, hvem der betaler mest i skat, betydning? Fordi det at få børn ikke blot er et personligt livsstilsvalg. Børn er også offentlige goder.
Efterhånden som de vokser op og selv betaler skat, bidrager til social sikring, bliver omsorgspersoner og engang selv forældre, finansierer børnene de fremtidige offentlige goder og velfærdsstaten.
Alt dette kommer også ikke-forældrene til gode. På denne måde skaber opfostringen af børn positive eksternaliteter.
En del af forældrenes overførsler ligner ganske vist rent forbrug fra forældrenes side, men præcis hvor meget er svært at sige.
For eksempel kan vi alle blive enige om, at børn har brug for solidt og funktionelt tøj og fodtøj - men nok ikke, at børn har brug for flere sæt dyrt mærketøj eller sko hvert halve år.
Andre former for private forældreoverførsler har til formål at give deres egne børn en ekstra hjælpende hånd i livet.
Det har stort betydning når vi ikke værdiansætter forældrenes indsats fuldt ud (selv om de måske engagerer sig frivilligt).
For hvis man ikke medregner de positive eksternaliteter ved et gode, fører det generelt til en reduktion i mængden af det gode, der produceres.
Hvis samfundet ikke fuldt ud anerkender og værdsætter de omkostninger i tid og penge, der er forbundet med at have børn, risikerer vi at der laves for få produktive voksne, for så er det mindre attraktivt at få børn samt at bruge tid og penge på forældreskab.
Det er en alvorlig belastning af den sociale kontrakt mellem generationer, altså vores fælles forståelse af, at generationerne tager sig af hinanden over tid.
At forældre eksempelvis tager sig af børn, og at børnene senere i livet tager sig af de ældre.
I sidste ende kan arbejdsmarkederne og velfærdsstaterne ikke fungere uden de efterfølgende generationers menneskelige evner.
På nuværende tidspunkt tager samfundet ikke fuldt ud højde for, hvordan de ressourcer, som velfærdsstaterne og arbejdsmarkederne er afhængige af, blev skabt i første omgang.
For at sige det på en anden måde, så holder samfundet sig til en 'storketeori', der skal aflives.
Ligesom nyfødte spædbørn jo ikke bliver bragt af storken, falder produktive voksne ikke bare fuldt udviklede ned fra himlen.
De bliver snarere leveret til samfundet efter 25 års opfostring, finansieret til en vis grad af samtlige skatteydere, men i højere grad af deres egne forældre.
Medmindre indvandring i en langt større skala end i dag bliver ønsket politisk, afhænger fornyelsen af samfund, økonomi og velfærdsstat meget af både størrelsen ('kvantitet') samt produktiviteten og kapaciteten ('kvalitet') af de efterfølgende generationer – og derfor af, hvad primært forældrene gør.
Det er grunden til, at det at få børn, får en vigtigere status; nemlig at det også producerer et socialt nødvendigt offentligt gode.
Mange aktiviteter, der har en positiv indvirkning på vores fælles velfærd, som for eksempel donationer til velgørende formål, privat opsparing eller investering i grønne teknologier og en mere bæredygtig livsstil, kan trækkes fra i skat.
Men når forældre producerer en positiv gode for samfundet ved at få et barn, der en dag bliver en ressource for arbejdsmarkedet og betaler skat til vores velfærdsstat, bærer de en betydelig ekstra byrde i form af de penge og den tid, de bruger udover deres skat.
For at give et indtryk af, hvor meget ‘ekstra’, estimerede vi i vores studie de fulde ‘skatte’-satser i form af tid, penge og skatter, som samfundet implicit pålægger det at få børn.
Selvom denne ‘børneskat’-sats kun er metaforisk, giver den en idé om aktuelle politiske prioriteter.
Vi finder, at ’børneskatterne’ er meget højere end de gennemsnitlige momssatser på 12 procent, der faktisk gælder i Europa på forbrugsgoder som mad, tøj og elektronik.
Er det virkelig en god politik at beskatte børn mere end forbrugsgoder?
I dag er de fleste enige om, at der er noget helt galt med to andre udbredte forhold i samfundet, hvor man heller ikke værdiansætter det arbejde, der kommer alle til gode: De sanktioner, der følger med moderskab og for omsorgspersoner på arbejdsmarkedet.
Mødre elsker deres børn, og omsorgspersoner elsker deres job. De er formodentlig begge frit valgte beskæftigelser.
Men ved at betale mødre og omsorgspersoner lavere løn, og derved pålægge en implicit bod på indtjeningen, udnytter vi denne kærlighed.
Som omsorgsekspert Nancy Folbre forklarer det: Når samfund tager kærligheden til fange, gavner det dem ikke i det lange løb. Det er uholdbar politik.
Vi bør diskutere de skjulte arbejdstimer og de økonomiske omkostninger ved at opfostre børn på samme måde.
En bedre redegørelse for forældres usynlige værdiproduktion ændrer den måde, vi forstår og taler om familier som et politisk emne.
Når forældrene bidrager med mere end to og en halv gange flere ressourcer end ikke-forældre, afslører det omfanget af den skjulte skævhed i fordelingen af omkostninger i samfundet.
De store og stadig privatiserede omkostninger ved at have børn vil påvirke voksnes beslutninger om at få børn samt sænke fertilitetsniveauet.
I hele Europa får forældre konsekvent færre børn, end de kunne tænke sig.
Og de europæiske samfund har længe kæmpet med dels fertilitetsrater langt under udskiftnings-niveauet, dels høje eller stadig stigende niveauer af barnløshed og dels en større befolkningsandel af ældre, der lever længere.
Men på trods af disse negative demografiske tendenser beskatter samfund ubevidst og implicit forældre, i stedet for at støtte samfundenes egen reproduktion og dermed overlevelse.
I det lange løb er det en uholdbar politik.
For at sikre et bæredygtigt fremtidigt grundlag og undgå at blive et kontinent af oldingevælder, er Europa nødt til at gøre sine nuværende ældrefokuserede velfærdsstater mere balancerede på tværs af generationer og mere fokuseret på menneskelig kapital.
Aldrende europæiske lande er nødt til at udforme endnu mere omfattende og holistiske politiske modeller for bedre at hjælpe, værdisætte og tilskynde forældres, omsorgspersoners og pædagogers arbejde.
Det er dem, der opfostrer de menneskelige evner, som senere vil understøtte os alle.
