Forsker: Man er ikke racist, fordi man er bekymret for indvandring
Mainstream-partierne i Europa er hårdt pressede. Anti-immigrationspartier stormer frem over det meste af kontinentet. Men politikerne har også et ansvar og ser alt for unuanceret på vælgerne.

Både medier og mainstream-politikere raser mod racismens, xenofobiens og den religiøse intolerances ideologiske problemer. Det resulterer i, at lokalbefolkningen ender med at føle sig både ignoreret og misforstået - som om de er blevet puttet i en kasse markeret 'racist'. (Foto: Shutterstock)

 

I de fleste vestlige lande er indvandringen og integrationen højt på listen over de emner, befolkningen er mest bekymret for.

Over alt i Europa er støtten vokset for de højreorienterede politiske partier, der presser på for at få strammere grænsekontrol og hårdere indvandringspolitik. UKIP’s popularitet ved det britiske parlamentsvalg er blot ét eksempel. Dansk Folkepartis succes ved seneste folketingsvalg i Danmark endnu et.

Kritikerne og samfundsdebattørerne fokuserer på den brede indfaldsvinkel, når de kommenterer udviklingen - de raser mod racismens, xenofobiens og den religiøse intolerances ideologiske problemer.

Disse afskyelige ideologier eksisterer selvfølgelig stadig over hele Verden. Men medierne har en tendens til at overse nuancerne i hr. og fru Jensens forhold til de omkringboende immigranter. Det kan resultere i, at lokalbefolkningen ender med at føle sig både ignoreret og misforstået - som om de er blevet puttet i en kasse markeret 'racist'.

Både regeringen og de politiske mainstream-partier kunne gøre mere for at dulme befolkningens hverdagsfrygt for at dele plads og oplevelser med immigranterne.

Men som det står, er det mere sandsynligt, at netop disse vælgere bliver overvundet af partierne, der sætter ord på frygten og forlanger radikale ændringer.

Hvordan opfatter lokalbefolkningen forholdet til immigranterne?

Det er mit job at forsøge at forstå, hvordan den lokale befolkning opfatter deres forhold til immigranterne.

Til det formål har jeg tilbragt syv år på at studere, hvordan borgerne fortolker, den måde immigranterne bruger lokalsamfundets goder og tjenesteydelser.

Min undersøgelse - udgivet i Journal of Consumer Research i juni - fandt sted i en lille by i et landligt område af Østrig. Byen lå et sted mellem de berømte skisportssteder Sölden, St. Anton og Garmisch-Partenkirchen.

Tyrkiske gæstearbejdere begyndte at tage for sig af lokale goder

Jeg ville gerne undersøge, hvordan lokalbefolkningen reagerede, da de tyrkiske gæstearbejdere, som ankom i 60'erne, blev østriske statsborgere og begyndte at tage for sig af de lokale goder, handle i de lokale supermarkeder og slå sig ned i de lokale nabolag.

Jeg interviewede både lokalbefolkningen og immigranterne.

Jeg observerede deres interaktioner og samlede relevante mediereportager.

Ved at analysere materialet, med udgangspunkt i den amerikanske sociolog Alan Fiskes arbejde, fik jeg en forståelse af, hvordan og hvorfor lokalbefolkningen havde haft svært ved at omstille deres forhold til de tyrkiske immigranter fra 60'erne og frem til i dag.

Gæstearbejdere måtte gerne komme for at tjene penge

I 60'erne, da de første tyrkiske gæstearbejdere kom til byen, var forholdet til de lokale østrigere hovedsagelig baseret på en markedsudveksling (hvor penge som regel er mellemled, og hvor parterne er socialt uafhængige af hinanden, red.).

Da gæstearbejderne kom for at arbejde og tjene penge, og ikke for at blive en del af det østrigske samfund, så lokalbefolkningen ingen grund til at tilpasse deres livsform.

Tyrkiske immigranter i 60'erne. Forholdet til immigranterne blev i starten opfattet som en markedsudveksling, hvor penge som regel er mellemled, og hvor parterne er socialt uafhængige af hinanden - det ændrede sig, da immigranterne begyndte at blive permanente beboere. (Foto: Ozan Huseyin/Flickr, CC BY-SA)

De mødte i stedet de tyrkiske mænd med nysgerrighed, leverede de ressourcer (ofte til overpris), immigranterne havde brug for for at kunne arbejde, og så lod de to grupper ellers hinanden i fred.

Men efter den økonomiske krise i midten af 70'erne, betød nye immigrationsreformer, at gæstearbejderne kunne blive længere i landet og med tiden blive østriske statsborgere.

 

Immigranternee blev formelt ligeværdige statsborgere

Immigranterne begyndte at bruge flere penge lokalt - i stedet for at spare op eller sende pengene til Tyrkiet - og lokalbefolkningen betragtede ikke længere forholdet udelukkende som en markedsudveksling, der var fordelagtig for begge parter.

Måden, de relaterede til immigranterne, var også påvirket af de forandringer, de fornemmede, fandt sted i samfundet - sammensætningen af autoriteter og deres ligeværdighed som indbyggere.

Spændingerne steg, som forholdet mellem lokalbefolkningen og immigranterne blev mere komplekst.

Immigranterne blev formelt ligeværdige samfundsborgere og en del af livet i Østrig. De startede deres egne virksomheder, købte luksusbiler og huse i nabolaget, de sendte deres børn til de lokale skoler, levede åbenlyst med deres religiøse overbevisning og stemte efter deres egeninteresser.

 

Lokale myndigheder på immigranternes side?

Lokalbefolkningen fortolkede hovedsagligt udviklingen - og deres rolle i den - på fire måder.

 

  1. For det første, anså de nogle af de handler, de indgik med de tyrkiske immigranter, som at 'sælge ud af sig selv' på bekostning af lokalsamfundet. For eksempel, selvom naboerne ofte opfordrede hinanden til at sælge deres huse til lokale købere, solgte mange alligevel til tyrkiske købere, som ofte betalte højere priser.
     
  2. Da lokalbefolkningen så, at de tyrkiske immigranter etablerede sig i samfundet, følte de, at deres egen autoritet blev undergravet. Da de lokale så de tyrkiske immigranter køre rundt i luksusbiler - et globalt symbol på social og økonomisk status - følte de sig forpligtede til at genopbygge hierakiet ved at nedgøre den tyrkiske skik 'den fælles familiebil'.

    Tyrkiske familier indsamlede penge fra alle familiemedlemmer for at købe en luksusbil. Lokalbefolkningen valgte i stedet hver deres bil, og nedgjorde den tyrkiske skik, da den ikke gav dem lige så meget frihed og uafhængighed.
     

  3. Lokalbefolkningen var også bekymret for retfærdigheden i samfundet. De opfattede det, som om immigranterne udnyttede velfærdsstaten ved at kræve offentlig understøttelse for adoptivbørn, der boede i Tyrkiet, og ved at overtræde lokale kulturelle normer. Eksempelvis ved med jævne mellemrum at afholde grillaftner på en normalt ubenyttet fælles gårdsplads.
     
  4. Det blev opfattet, som om immigranterne havde de lokale myndigheders opbakning, og det fik den lokale befolkningen til at føle sig uretfærdigt behandlet.

    Som en konsekvens følte de lokale sig retfærdiggjort i at nedgøre og gøre livet besværligt for immigranterne, hvor det end kunne lade sig gøre, ved eksempelvis at nægte dem adgang til markedsressourcer, lade dem vente længere hos de lokale læger, og ved at give udtryk for deres ringeagt, når de omgikkes i hverdagen.

 

Fanget mellem global og lokal moral

Afslutningsvis, og måske vigtigst, følte de lokale sig sat i en uundgåelig og ubehagelig situation - fanget mellem den lokale og globale moral.

Som europæere stod de lokale østrigere fuldt og fast ved de humanistiske idealer - lighed, frihed og demokrati - som havde været med til at skabe fred og velstand i deres land efter 2. Verdenskrig.

Men disse idealer kræver også, at immigranterne og de lokale bliver behandlet som ligeværdige uden særlig privilegietildeling til nogen af dem på basis af deres etnicitet.

Men i deres roller, som medlemmer af lokalsamfundet, plejede de lokale at forsvare deres privilegier som mangeårige kunder i det lokale supermarked, indbyggere i de lokale nabolag og vælgere, som afgør samfundets og kulturens skæbne.

 

Østrigerne følte, at tyrkerne skulle gøre sig fortjent til en plads

De følte, at de havde fortjent privilegierne ved at havde boet i, forsvaret, kulturelt formet og økonomisk udviklet deres by i årtier, om ikke århundreder.

Set fra deres perspektiv, var ulighederne i lokalsamfundet en naturlig følge af tidligere bedrifter. De lokale følte, at immigranterne skulle gøre sig fortjente til en plads ved bordet, og at de skulle bevise deres loyalitet til lokalsamfundet.

Som en konsekvens af denne opfattelse begyndte de lokale, som generelt set godt kunne lide den tyrkiske kultur og det tyrkiske folk, at diskriminere de tyrkiske kunder.

Det gjorde de for at beskytte et (utidssvarende) forhold, hvor østrigerne var de menneskekærlige og velgørende værter, og de tyrkiske immigranter var de hårdtarbejdende og fordringsløse gæster.

 

Den moralske konflikt kan løses ved selvindsigt

Undersøgelsen fandt sted over 7 år i Tyrol. (Foto: the_junes/Flickr, CC BY-NC)

Rollerne er tydeligvis inkompatible. Men det lader ikke til, at lokalbefolkningen har fundet en ny måde at forsone de modstridende synsvinkler.

De lokale indser ofte, at den diskriminerende praksis er moralsk forkert på en global målestok, men har ikke fundet en passende måde at håndtere selvmodsigelserne. Det er en udfordring, som indbyggerne i vestlige demokratier i hele Verden står ansigt til ansigt med.

Men bare erkendelsen af selvmodsigelserne kan lede os på vej til en løsning.

Lokalbefolkningen kan reflektere over de mange måder, deres forventninger til markedsudveksling, fællesskab, myndigheder og lighed kan resultere i diskrimination af immigranterne.

Hvis lokalbefolkningen er villig til at justere deres forventninger til de privilegier, de er berettiget til, og have empati for de immigranter, der ofte fratages muligheden for at vokse, trives og have succes, ville mange af spændingerne forsvinde.

At fratage immigranterne mulighederne for social opstigning (snarere end at opmuntre dem til at trives) skaber nøjagtig de problemer, lokalbefolkningen forsøger at undgå; statusangst og konkurrence mellem de etniske grupper og diskrimination.

 

Sådan tilskynder politikerne til gensidig respekt

I Storbrittannien får de mindrebemidlede som regel flere børn end merebemidlede - mindrebemidlede immigrantgrupper har en tendens til at vokse hurtigere.

Det skaber yderligere bekymring i lokalbefolkningen - som får færre børn - om at blive 'overtaget'.

Politikerne skal til gengæld være opmærksomme på det foranderlige forhold mellem deres vælgere for at få en bedre forståelse af, hvilke etniske grupper der opfatter deres forhold til andre etniske grupper som 'ude af proportioner' og hvorfor.

Ved at betragte spændingerne, de etniske grupper imellem, som resultatet af komplekse forandringer i måden vi omgås, og ikke som simple, racistiske ideologier, får politikerne nogle effektive redskaber, de kan bruge til at gribe problematikken an.

Hvis immigranterne og lokalbefolkningen skal kunne skabe et sammenhængende og samarbejdsvilligt samfund, skal de i fællesskab definere grænserne for kulturel forandring i deres lokalsamfund.

Ved at identificere hvilke kulturelle elementer lokalbefolkningen og immigranterne ønsker at bevare - og hvilke kan ændres - og gennem regler for ligeværdig behandling, kan vi tilskynde en interaktion, der forstærker den gensidige respekt, og ikke bare tolerance.

Marius Luedicke hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

The ConversationOversat af Stephanie Lammers-Clark

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.