Inden for statskundskaben har det længe været almen viden, at regeringspolitikere har våbnet (magt), motivet (genvalg) og muligheden (valgkamp) for at prøve at tiltrække stemmer ved strategisk at manipulere den offentlige politik.
Siden 1960’erne og 1970’erne har der været meget stærke beviser for, at politikere har en tendens til at booste økonomien via en ekspansiv penge- og finanspolitik i valgårene, hvor vælgerne især skal overbevises.
Det er hovedargumentet i teorien om politisk konjunktur.
I de senere år har beviserne på denne politiske taktik dog været knap så entydige. Både penge- og finanscyklerne tenderer i flere vestlige demokratier til at blive små og mindre solide.
Valgmanipulationen har flyttet område
Nogle mener, at det skyldes, at stærke nationale og supranationale (f.eks. EU’s) institutionelle restriktioner på budgetunderskud og budgetmæssige beslutninger gør det svært for politikerne nu om dage at manipulere økonomien.
Derudover er det blevet vanskeligere at snyde vælgerne, der er bedre informerede gennem brugen af kritiske medier. På den baggrund hævder nogle, at brugen af politiske manipulationstaktikker er dalende.
Men er det nu også rigtigt?
Jeg påstår sammen med Markus Tepe fra Oldenburg Universitet, at konklusionen om valgmanipulationens endelige måske er lidt forhastet.
Politikerne vil stadig gerne genvælges, så de stærke institutionelle restriktioner og velinformerede vælgere har måske snarere fået politikerne til at flytte brugen af politiske konjekturmekanismer og andre manipulationstaktikker væk fra tidligere tiders penge- og finanspolitik.
Vores teori er, at indsatsen er flyttet over på andre politiske områder, der er lettere at manipulere, mål- og tidstilpasse.
Derfor har vi udvidet den politiske konjekturteori og anvendt den på et nyt område, der ikke umiddelbart er politisk: Finkulturen.
Kan virke utydeligt, hvorfor magthavere vil manipulere finkulturen
Vi hævder, at man i nogle institutionelle sammenhænge kan forvente, at de magthavende politikere vil anvende manipulationstaktikker – også når det gælder offentlig støtte og kunstnerjobs i offentlige teatre og orkestre.
Ved første øjekast er denne påstand måske lidt søgt, men når alt kommer til alt, er finkulturen snarere elitær end populistisk eller endda populær, og de offentlige teatre og orkestre synes ikke ligefrem at være væsentlige emner i valgkampene.
Partierne konkurrerer jo ikke voldsomt på kulturområdet, og det er oven i købet højst usandsynligt, at man ved at manipulere kulturpolitikken overhovedet vil kunne opnå en nævneværdig gevinst fra kunstnerne som vælgere.
Antallet af skuespillere, sangere, dansere og orkestermedlemmer er meget lille sammenlignet med det samlede antal vælgere, og faktisk løber politikerne ligefrem en risiko for at miste tilslutning, hvis vælgerne beskylder dem for at fremme en tilsyneladende småborgerlig eller elitær politik.
Brugerne af finkulturen er politiske nøglevælgere
Alligevel mener vi, at politikere, der ønsker genvalg, ofte vil manipulere netop statsstøtten til finkulturen og antallet af ansatte kunstnere.
Det skyldes, at politikerne kan bruge kunstnerne som kanal for indirekte signaler til deres publikum.
Disse publikummer – finkulturelforbrugende vælgere – er tydeligvis mere talrige end kunstnerne selv, og politisk er de endnu vigtigere, end deres antal kunne tyde på.
Det skyldes, at de er store valgmæssige nøglevælgere, og det er der to grunde til.
- For det første er de finkulturelle forbrugere med stor sandsynlighed dedikerede til eller involverede i politik.
Der er stor sandsynlighed for, at de stemmer og på anden måde deltager aktivt i politik.
- For det andet har de finkulturelle forbrugere muligvis en usædvanlig evne til at påvirke andre vælgeres politiske adfærd.
Det kan både skyldes, at de er mere interesserede i politik, og at de har flere netværksforbindelser.
Testede teori vha. finkulturel politik i Tyskland
Ved hjælp af data fra de tyske forbundsstater i 1993 til 2010 tester vi vores teoretiske antagelse.
I forbundsstaten Tyskland kan politikerne bruge forskellige politiske domæner til at fremme samme mål: Genvalg.
Finkulturen er et af disse domæner. Sammen med uddannelses- og indenrigspolitik er kulturpolitik et af de tre domæner, der stadig i høj grad reguleres på statsligt, og ikke føderalt, niveau i landet.
Den meget stærke – nærmest uanfægtelige – tradition for tysk ’kulturføderalisme’ betyder, at politikerne på regerings- og lokalniveau har fælles juridisk og finansieringsmyndighed for teatre og operaer.
Det giver dem mulighed for at manipulere kulturpolitikken for at opnå stemmer.
Manipulationstaktik kan måles i stigende antal kunstnere
Det er faktisk muligt for os at finde beviser for denne form for manipulationstaktik.
Når man kontrollerer for en række af socioøkonomiske variable, er der en tendens til, at antallet af skuespillere, sangere, dansere og kor- og orkestermedlemmer på de offentlige teatre og orkestre stiger i de år, hvor der er valg til regeringen, og endnu mere i de år, hvor der er kommunale valg.
Sammenhængen på det kommunale niveau er ens i hele landet, mens den på det føderale niveau er særligt fremtrædende i de forbundslande, der tidligere udgjorde Vesttyskland.
Kulturbrugerne stemmer oftere
Men hvorfor skulle tyske politikere manipulere udgifterne til operaer og teatre?
Det antal stemmer, de måske får fra kunstnerne, synes at være så ubetydelig, at det næppe kan forklare politikernes adfærd.
I 1993-2010 var der i gennemsnitligt kun cirka 12.000 mennesker, der arbejdede som dansere, sangere, skuespillere eller musikere i offentlige teatre og orkestre i Tyskland.
Derfor afprøvede vi vores alternative ’kunstner-som-kanal’ på Tyskland.
Ved hjælp af datasættet fra den almene tyske befolkningsundersøgelse ALLBUS fandt vi frem til, at jo mere finkultur tyskerne bruger i deres fritid, jo større chance er der for, at de stemmer.
De finkulturelle tyskere er ofte også mere aktive inden for politik i deres fritid.
Finkultur er attraktivt politisk redskab
Vi har altså fundet frem til, at selv et tilsyneladende elitært område som operaer og teatre kan være et attraktivt redskab for politisk manipulation fra stemmesøgende beslutningstagere.
Stærkere institutionelle restriktioner og vælgere, der i nutidens højtudviklede demokratier er bedre informerede, kan få beslutningstagerne til at flytte brugen af politisk manipulation til de områder, der stadig er lettere at ramme.
Som vist oven for, er manipulation af antallet af kunstnere en effektiv, politisk metode til at signalere kulturelle kompetencer til vælgerne.
Kort sagt; politik er og bliver politik, og politiske manipulationstaktikker har stadig betydning i selv udviklede og ansvarsfulde demokratier som Tyskland.
