Hvorfor får langt de fleste børn?

For de fleste er det helt naturligt at få børn. Det er en fast del af livets gang og giver mening til tilværelsen.

Men sådan er det ikke for alle. Der er også nogle, som aktivt vælger børn fra. Alligevel er det at få børn det normale. Det har undret vores læser, Søren, som skriver til Spørg Videnskaben:

»Hvorfor får alle børn? På alle andre områder er vi mennesker jo vidt forskellige, men lige når det kommer til børn, tænker stort set alle ens.«

For at få svar på det har vi kontaktet en biolog, en antropolog og en historiker, der hver især kan belyse spørgsmålet fra deres felt.

Et forventningspres fra det øjeblik, vi bliver født

Først ringer vi til Ayo Wahlberg, der er professor med særlige opgaver ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, hvor han blandt andet har forsket i reproduktion. Han mener, vores homogene holdning til at få børn er et udtryk for en social konstruktion.

»Grunden til, at der er så mange, der får børn, er, at der ligger et enormt forventningspres på os fra det øjeblik, vi bliver født, som gør det enormt svært at lade være,« lyder det fra Ayo Wahlberg.

»Det er en vej, der bliver lagt for os, fra vi er i børnehaven, hvor vi leger far, mor og børn, helt frem til vi bliver 30, hvor man forventer, at vi bliver gift og får børn,« fortsætter han.

På den måde kan det virke tvingende for dem, som ikke ønsker at få børn, mens dem, der gerne vil have børn, ikke oplever kulturens kraft rive i dem. Men om man oplever den eller ej, har konstruktionen et godt tag i dig, mener Ayo Wahlberg.

Det former os, når vi er til familiesammenkomster, og tanten spørger, hvornår der kommer en lille ny til familien, og vi møder den, når vi sætter en film på om aftenen. Det skaber tilsammen et mønster af små nyk, der påvirker os til at tænke i de samme baner.

Frygten for at blive ensom

Men Ayo Wahlberg mener også, at der ligger et eksistentielt lag i vores syn på nødvendigheden af børn. Og det er et argument, man ofte hører. Nemlig at hvis man ikke får børn, bliver man ensom, når man bliver gammel.

»Et liv uden børn er et liv uden besøg fra sine børn og børnebørn. Det bliver til en frygt for at være alene, når man bliver gammel,« siger Ayo Wahlberg.

Men selvom det for det enkelte menneske er en eksistentiel overvejelse, mener Ayo Wahlberg stadig, at det er en del af det fælles forventningspres.

»Den enkeltes eksistentielle overvejelse bliver formet af det, man er vant til. Vi bliver socialiseret til at reproducere det, vi selv er vokset op med,« siger Ayo Wahlberg.

Et meget konkret eksempel på et sådan forventningspres har man for nyligt set i Indien. Her har forældre sagsøgt deres søn og svigerdatter for ikke at give dem et barnebarn.

Det understreger en vigtig pointe. For den sociale konstruktion er ikke forklaringen på, hvorfor vi får børn, men forklaringen på hvorfor så mange får børn. Forventningspresset betyder altså ikke lige meget for alle. Det gør det bare sværere for dem, som ikke har lyst til at få børn, at stå ved det.

.

Barnet er blevet en vigtig del af det gode liv

Den næste, Spørg Videnskaben ringer til, er Karen Vallgårda, der er lektor ved SAXO-instituttet på Københavns Universitet og har forsket i barndommens historie. Hun mener også, at der er et forventningspres i samfundet i dag, der gør det sværere for afvigerne og er med til at motivere os til at få børn.

»Det er nærmest ikke legitimt at vælge børn fra. Det er en udbredt forestilling i vores kultur, at børn er noget, man bør få for at leve det gode liv, og det opfattes næsten som lidt suspekt ikke at få dem. På mange måder er vi blevet mere frie til at indrette vores liv, som vi vil. Men valget om at få børn er ikke så frit, som man skulle tro,« siger Karen Vallgårda.

Børn er altså noget, man skal have for at fuldende sit liv. Vi får dem, fordi de gør os glade og giver vores liv mening. Men det har ikke altid været den dominerende opfattelse af barnets rolle.

Tidligere blev børn nemlig opfattet som en vigtig økonomisk ressource, som kunne hjælpe til på gårde eller arbejde uden for hjemmet. Men med forbedrede levevilkår er vores opfattelse af børn altså ændret. De skal ikke længere bidrage økonomisk, men skånes, plejes og nydes.

Historikere er ikke helt enige om, hvornår overgangen helt præcist sker, men de fleste er enige om, at det var engang i løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

I Danmark peger man også på 1950’erne som en vigtig periode. Her var de fleste børn stoppet med at arbejde. Og i takt med den stigende forbrugskultur og bedre levestandarder var barnet blevet noget, man i stedet dyrkede følelsesmæssigt.

»Barnet begynder at blive opfattet som en del af den fuldendte familie. I samfundet begyndte endnu flere at dyrke billedet af den gode og harmoniske familie, hvor barnet var noget, man skulle glædes over og elske,« siger Karen Vallgårda.

På den måde bliver barnet også noget, man skal få lyst til at have. Det skaber en forventning om, at det selvfølgelig er en uundgåelig ingrediens i det gode liv.

Biologien narrer os til at få børn

Tobias Wang, der er professor ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet, er sådan set enig i, at der kan være kulturelle årsager til, at der er så udbredt en opfattelse af nødvendigheden i at få børn. Han mener bare ikke, at det er den udløsende faktor.

»Vores hjerner har en eller anden grad af faste arbejdsmåder, som bestemmer vores adfærdsmønstre. Det er det, som det kulturelle bygger ovenpå og forfiner. Man kan forstå det sådan, at biologien giver nogle rammer, som kulturen kan udfolde sig indenfor.«

Derfor er vores kollektive idé om, at børn vil fuldende vores liv, en måde biologien narrer os på. Det er ligesom med kærligheden, som ikke er et meningsfuldt begreb i biologien, fortæller Tobias Wang. Idéen om kærlighed og lykken ved at få børn er nemlig bare måder, vores evolutionære hjerne tilskynder os til seksuel interaktion og reproduktion.

»At få børn handler om at sikre sig, at der er individer, der kan bære vores eget arvemateriale videre. Det er dybest set det, det hele handler om: at vi prøver at få vores egne gener bragt videre, så de består i al evighed,« siger Tobias Wang.

På den måde er der ikke nogen dybere mening med det at få børn eller i livet generelt, set ud fra et biologisk synspunkt, fortæller Tobias Wang og griner. Det er bare vores arts biologiske drift til at overleve, der gør, at vi som mennesker tænker så ens om at få børn.

Vi håber, Søren er blevet klogere på, hvorfor der er så mange, som vælger at få børn. Vi kvitterer for spørgsmålet med en T-shirt. Vi takker samtidig forskerne for deres svar. Hvis du har et spørgsmål, videnskaben kan belyse, kan du skrive til sv@videnskab.dk. Så kan det være, at en af vores journalister kaster sig over at finde et svar.