'Under ombygning' siger vi. De senere år har den videnskabelige forklaring lydt, at teenagehjernen ikke er færdigudviklet.
Men nu er det blevet tid til at lægge de sædvanlige floskler på hylden.
\ Læs mere
Den manglende færdigudvikling er ikke skyld i, at teenagerne foretager sig så mange farlige og risikable ting – manglende erfaring og trangen til at udforske verden er de virkelige årsager.
Jeg er forskningsleder ved et offentligt vejledningscenter i USA, der studerer teenagernes risikovillighed og gransker derfor både teenagehjernen og teenageadfærd.
Risikovillighed er ikke en utøjlet hjerne
\ Historien kort
- Vi bør omtænke vores måde at tale om teenagerne. Teenagere går ikke sanseløse rundt med hovedet under armen.
- De er opdagelsesrejsende, og deres adfærd afspejler et biologisk behov for udforskning.
- Derfor bør vi ikke lade fåtallet påvirke vores opfattelse, men give dem plads til at lære at være voksne.
For nylig gennemgik jeg i samarbejde med mine kollegaer mange års videnskabelig litteratur om teenagernes hjerneudvikling og risikabel adfærd.
Vi fandt, at en stor del af de unges risikovillighed ikke er associeret med en utøjlet eller ukontrollerbar hjerne.
Det viste sig derimod, at evidensmængden understøtter en alternativ fortolkning: Riskovillighed og risikabel adfærd er en normal del af udviklingen samt afspejler et biologisk behov for udforskning; en proces, der har til formål at opnå erfaring og til at forberede teenagerne på de mange komplekse beslutninger, de skal foretage som voksne.
Stereotype teenagere
Vi pådutter ofte teenagerne karakteregenskaber som impulsivitet, hensynsløshed og følelsesmæssig ustabilitet. Adfærd, som vi ofte tilskriver de 'raserende hormoner'. Men de senere år har visse videnskabelige kredse forklaret teenagernes adfærd gennem en skævhed eller ubalance i hjerneudviklingen.
Teorien lyder, at det præfrontale cortex – centrum for hjernens kognitive kontrolsystem – modnes langsommere end det limbiske system, der styrer ønsker og lyster, herunder lysten til mad og sexualdriften.
Det skaber en ubalance i 'teenagehjernen', der fører til mere impulsiv og risikabel adfærd, end man typisk observerer blandt børn – sådan lyder teorien i hvert fald.
\ Læs mere
Teorien er blevet almindeligt accepteret, og vi giver nu rask væk 'teenagehjernen' skylden for alverdens ulykker og lidelser, der finder sted i løbet af teenageårene.
Jeg mener, at hypotesen om teenagehjernens især slår fejl ved at gruppere forskellige former for risikabel adfærd sammen; kun en brøkdel understøtter forestillingen om den impulsive, uhæmmede ungdom.
Teenagerne er opdagelsesrejsende
Lysten til udforskning og noget nyt når sit højdepunkt i løbet af teenageårene. De unge er optagede af at udforske afgørende spørgsmål som eksempelvis egen identitet, færdigheder og evner, samt hvem af de jævnaldrende, det er værd at hænge ud med.
Men denne udforskning er ikke nødvendigvis impulsiv. Et stigende dopaminniveau i hjernen i løbet af pubertetsårene lader til at være drivkraften bag teenagernes trang til at søge nye og spændende oplevelser.
Men denne 'oplevelsessøgende' adfærd er ledsaget af stignede kognitiv kontrol, der når sit højdepunkt på samme tidspunkt som teenagernes trang til udforskning.
Evnen til at udøve kognitiv kontrol når sit højdepunkt lang tid før hjernens strukturelle modning, der er på sit højeste omkring 25 års-alderen.
Teenagere tager færre risici end børn
De forskere, der forklarer den udforskende og 'oplevelsessøgende' adfærd med hensynsløshed, er tilbøjelige til at være ofre for den stereotypiske beskrivelse af teenagerne i stedet for at evaluere motivationen bag deres adfærd.
Hvis teenagerne virkelig var hensynsløse, ville de udvise risikovillighed, selv når risikoen for et uheldigt udfald var kendt. Men sådan forholder det sig ikke.
I eksperimenter, hvor risici-sandsynligheden er kendt, tager teenagere færre risici end børn.
I eksperimenter, der efterligner Stanford University-psykologens Walter Mischels berømte forsøg 'The Marshmallow Test' (på dansk skumfidustesten, red.), der har til formål at teste selvkontol, er teenagerne mindre impulsive end børn og kun en smule mere impulsive end voksne.
Selv om denne form for beslutningstagning indikerer, at teenagerne har en større risiko for uønskede udfald end voksne, er forandringen i denne slags selvkontrol fra teenageårene til voksenlivet meget lille og med store individuelle forskelle.
Ofte ses tendenser i barndommen
Der findes en specifik form for risikovurdering, der ligner den ubalance, som hjerne-udviklingsteorien peger på.
Det er en form for impulsivitet, der ikke bliver påvirket af risici, fordi personen handler uden at tænke sig om først. Ved denne form for impulsivitet overskygger den impulsive spænding muligheden for at tage ved lære gennem dårlige erfaringer.
Personer med denne form for impulsivitet har eksempelvis problemer med at styre deres indtag af forskellige narkotiske stoffer; noget som andre lærer gennem ubehagelige oplevelser som følge af stofmisbrug.
Unge med denne egenskab udviser ofte tendenser tidligt i løbet af barndommen, og den kan blive forstærket i løbet af ungdomsårene. Disse teenagere har faktisk en langt større risiko for skade og andre negative uønskede udfald.
De fleste kan godt styre deres adfærd
Men det er vigtigt at understrege, at det kun er en lille del af teenagerne, der har nedsat evne til at styre deres adfærd.
Selvom stigningen i skadelig og anden risikabel adfærd blandt teenagere er årsag til bekymring, repræsenterer det langt mere en stigning i forekomsten af denne adfærd end en stigning i udbredelsen.
Med andre ord: Selv om risikabel adfærd forekommer hyppigere blandt teenagere end børn, er det på ingen måde almindeligt. De fleste teenagere dør ikke i bilulykker, bliver ikke ofre for mord eller selvmord, oplever ikke dyb depression, og bliver hverken afhængige af stoffer eller smittet med seksuelt overførte sygdomme.
Desuden er risikoen blandt et lille segment af teenagere ofte tydelig meget tidligere i løbet af barndommen i takt med, at problemer med impulskontrol begynder at dukke op.
Visdommens paradoks
Forskning indikerer, at teenage- og ungdomsårene er en læringsperiode, der gør det muligt for teenagerne at få den nødvendige erfaring, så de kan klare livets udfordringer.
Læringen – den såkaldte erfaring eller klogskab – fortsætter med at tage til et godt stykke ind i voksenalderen.
Ironisk nok kan de fleste ældre teenagere og unge voksne i højere grad styre deres adfærd end mange ældre voksne, hvilket resulterer i det såkaldte Wisdom Paradox (Visdommens paradoks, red.).
Ældre voksne er nødt til at støtte sig til det visdomslager, de har opbygget, for at klare livets udfordringer, fordi deres kognitive evner allerede fra 30-årsalderen mindskes.
En gennemgang af den eksisterende forskning indikerer, at teenagerne ikke så meget mangler evnen til at kontrollere deres adfærd, men den visdom, som voksne har fået gennem erfaring.
Det tager tid, men uden denne erfaring vil teenagere og voksne, der stadig udforsker, begå fejl. Men det er så at sige oprigtige fejl, fordi de for størstedelens vedkommende ikke skyldes manglende kontrol.
Sætter neuroforskning i perspektiv
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Denne erkendelse er ikke ny, men det kan sætte den seneste neuroforskning i perspektiv.
Det er teenagernes 'umodne' erfaring, der gør dem særligt udsatte over for uheld og uheldige episoder, og for teenagere med ringe kognitiv kontrol er risiciene endnu større.
Men vi bør ikke lade stereotyper farve vores fortolkning af, hvad de laver.
Teenagerne er jo blot i gang med at lære at være voksne – så en vis risiko er uafværgelig.
Dan Romer modtager støtte fra National Institute of Drug Abuse og National Cancer Institute. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
