Folkeskolens svære inklusion

I mange år er mange elever i folkeskolen blevet diagnosticeret væk fra de normale klasser og over i specialundervisningen. Men det foregår der netop nu et opgør med i folkeskolen.

Politikere, forskere, pædagoger og lærere har fuld fokus på, at de elever, der tidligere blev betegnet som for eksempel adfærdsvanskelige, ADHD-ramte eller autistiske, nu skal være en del af klassens fællesskab. Det skal være en inkluderende folkeskole.

Det skal ske ved, at lærerne hele tiden reflekterer over undervisningen og de situationer, der opstår i løbet af en dag. De skal i høj grad gentænke deres praksis, når en elev er urolig, ved at besvare spørgsmålet: Kan det være noget ved min undervisning, der opmuntrer til uro?

Inklusion stiller store krav til lærere

At refleksion bliver midlet til at nå inklusion betyder, at der stilles ekstremt store krav til lærerne – og så sætter det relationen mellem skoleleder og lærer på spil. Det viser ph.d.-afhandlingen ''Promises of Reflexivity. Managing and Researching Inclusive Schools’, som Helene Ratner har forsvaret på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School (CBS).

»Det, at læreren hele tiden skal reflektere over, hvordan deres børnesyn, sprogbrug og organisering af undervisning er med til at skabe ”den forstyrrende elev”, betyder, at det altid kan være deres skyld, hvis undervisningen ikke fungerer.«

»Nogle lærere føler sig magtesløse, fordi de oplever, de ikke har den uddannelse, det kræver at arbejde med inklusion. Problemerne kan jo have bund i både deres faglighed og pædagogik. I stedet for at placere problemet i barnet, forventes de hele tiden kritisk at stille spørgsmål ved deres egen praksis – og det kan være både svært og grænseoverskridende,« siger Helene Ratner.

Lærere føler sig truet på autoriteten

Målsætningen om inklusion præges især af to dagsordener:

1) Dels er udgifterne til specialundervisning steget over de sidste 15 år. Det skyldes blandt andet, at der ikke har været tilstrækkelig økonomisk incitament for den enkelte skole i at inkludere elever med særlige behov.

Specialundervisning er for dyrt for samfundet, og derfor gør mange kommuner skolerne ansvarlige for deres egen økonomi, på den måde at det nu koster den enkelte skole penge ud af egen lomme at henvise en elev til specialundervisning eller en specialskole.

2) Dels er man nået frem til, at det store fokus på at diagnosticere og lokalisere problemer i barnet kan påvirke og fastholde et ekskluderende syn på en elev. Da en stadig større andel af skolelever henvises til specialundervisning, kan det være et tegn på, at vores forståelse af 'det normale' er for smal – og det er et demokratisk problem, mener Helene Ratner.

I dag skal man i stedet anerkende barnets udgangspunkt for at deltage, og så tilrettelægge læringsfællesskaber derefter - men det kan som sagt være svært for lærere i praksis.

»Nogle lærere føler sig truet på deres autoritet og professionalitet, når eksklusion af elever - som de oplever forstyrrer undervisningen - ikke længere er en legitim mulighed.«

»De skal håndtere situationer, der kan opleves som meget personlige angreb. Når undervisningen ikke forløber som planlagt, skal de også kunne arbejde fleksibelt med andre undervisningsformer, så alle slags elever kan indgå i læringsrelationer. Men hvis læreren føler sig truet på sin professionalisme og autoritet, kan dette krav være svært at realisere,« siger Helene Ratner.

Ledere laver meget brandslukning

Afhandlingen fokuserer egentlig på skoleledernes rolle i forandringsprocessen af folkeskolen som en skole for alle, ikke kun for de ”normale”. Derfor har Helene Ratner været på feltarbejde på to skoler, hvor hun har fulgt i hælene på lederne gennem deres hverdag.

Konklusionen er, at en stor del af ledernes tid går med brandslukning af et væld af forskellige problemer der opstår i hverdagen.

»Meningen er, at lederne skal gennemføre kulturændringer i folkeskolen. Men som antropolog vil man sige, at kulturændringer ikke kan dikteres oppefra.«

»Det var meget tydeligt i mit feltarbejde, at relationen mellem leder og lærer blev sat på spil. Lederne skal både håndtere lærernes professions-usikkerhed og samtidig vise vejen for inklusion. Og så bliver lederne hele tiden afbrudt, når lærerne føler sig udfordret med inklusion – og ofte er det svært at sætte grænser for, hvad der er et leder- og hvad der er et lærerproblem,« siger Helene Ratner og fortsætter:

»Dertil kommer, at grænsen mellem overvågning og hjælp er meget flydende. Nogle lærere fortalte mig, at de føler sig sårbare, når de beder ledelsen om hjælp, fordi de føler, at de dermed også inviterer til at blive kigget over skulderen.«

»Og omvendt gør denne flydende grænse det meget svært for ledere at give lærere helt præcist den hjælp, de efterspørger. For lederne kan ikke bare ekskludere en elev, hvis det er den slags hjælp, en lærer vil have. Og så må de gå ind og arbejde med lærerens kompetencer og organisering af undervisning i stedet,« siger Helene Ratner.

Perfekt grobund for konflikter mellem lærere

Lærere arbejder i teams, hvor de skal reflektere kritisk over hinandens undervisning. I nogle teams kan det give anledning til personlige konflikter. Og det betyder, at lederne også bruger meget tid på konfliktløsning i lærernes teamsamarbejde.

Eller sagt på en anden måde, skal lederne bruge tid på at udrede lærernes indbyrdes skænderier.

»Den ”privat-praktiserende lærer”, som man kalder fortidens lærer, der selv kunne bestemme over sin undervisning, er en saga blot. Sat på spidsen har en lærer ret til at sige til en kollega, at vedkommende skælder for meget ud, underviser for kedeligt, i stedet burde have dansk ude i sofarummet, tænke bedre sammenhæng mellem pause og læring eller opdele timen i flere forskellige fag.«

»Når det i refleksivitetens navn bliver tilladt at stille spørgsmål ved kollegaens kompetencer og indretning af undervisningen på et væld af forskellige måder, så har vi den perfekte grobund for konflikter – og her skal lederen altså agere coach eller problemløser,« siger Helene Ratner.

Ledere skal også høre eleverne

Lærerne kan også føle sig decideret svigtet af lederen. For at inkludere er det nemlig nødvendigt at tage barnets perspektiv. Det betyder, at når et barn er 'uartigt', skal man undersøge, hvorfor denne adfærd er meningsfuld for barnet – måske er der problemer på hjemmefronten eller med klassekammeraterne.

Når børn bliver sendt ned til inspektøren, bruger lederen derfor meget tid på at spørge ind til den situation, der er gået galt.

»Det overraskede mig, at lederne snakkede rigtigt meget med eleverne. Selvom de havde travlt, tog de sig tid til at tage barnets perspektiv i konfliktsituationer.«

»Det havde nogle gange den effekt, at lærere oplevede, at de ikke havde ledelsens opbakning – de havde måske netop sendt eleven på kontoret som en straf. Hvis lederen ikke formår at skabe forståelse for det relationelle arbejde, så risikerer de, at lærerne mister tilliden til dem.«

»Men der var også eksempler på, at lærere var glade for muligheden for at kunne sende sårbare elever op til deres leder, som havde tid og ro til at tage svære samtaler med eleven. Ideen om, at man skal tage barnets perspektiv, er essentiel i inklusion - men den sætter altså også lærer- og lederrelationen på spil,« siger Helene Ratner.

Inklusion kan også give utilfredse forældre

Endelig er der forældre, der er utilfredse med inklusion: de er bange for, at halvdelen af undervisningen går med at få inkluderet de vanskelige børn.

»Gennem 00’erne har den offentlige sektor gennem ’frit skolevalgs-politikken’ opdraget forældre til at se skolen som et servicetilbud til deres børn – og ikke som et demokratisk fællesskab for alle børn i lokalsamfundet.«

»Nogle forældre har svært ved at forstå, hvorfor deres børns undervisning skal forstyrres af, at lærerne bruger tid på at inkludere f.eks. børn med diagnoser i klassen – de er simpelthen bange for, at det går ud over deres barns læring,« siger Helene Ratner.

Ledere og lærere mangler værktøjer

Afhandlingen kommer ikke med nogen opskrift på, hvordan man sikrer inklusion – for der er ingen facitliste i forhold til at løse de meget store udfordringer, det både skaber for lærere og ledelse.

I stedet belyser afhandlingen, hvilke konkrete magtforskydninger, ledelsesdilemmaer og ikke-planlagte virkninger som filosofien omkring refleksiv inklusion har på de skoler, Helene Ratner har undersøgt - og måske på folkeskolen generelt.

»Det er langt fra så nemt at ændre på skolens kultur, som mange ledelsesteorier påstår. Jeg siger ikke, det er umuligt at ændre den sociale praksis, men det er ikke så nemt, som forskere og politikere har forventet – netop fordi det kan være enormt sårbart for lærerne, og fordi ledelsespositionen i den grad sættes i spil.«

»Men så længe vi snakker om refleksion som en mirakelkur til at skabe kulturforandring, så mangler lærerne og lederne både ressourcer og et sprog for at klare de konkrete problemer, som opstår i skolens hverdag,« siger Helene Ratner.