Fodbold har historisk set været en arena for stereotypisk, traditionel maskulinitet med grobund for afsky mod homoseksualitet.
I de bedste fodboldligaer verden over er der i dag ingen erklærede homofile spillere. Måske kan dette ændre sig på sigt?
I et nyt studie siger hele 93 procent af 3.500 fodboldfans, at de vil støtte homofile spillere - så længe spillerens præstationer på banen er relevante. Samtidig peger tilhængerne på andre end sig selv som bremseklodsen for den positive udvikling. De peger både på agenter og konservative klubber.
Det kommer også frem, at mange fans tror, medierne er noget af det, homofile spillere frygter mest.
Studiet er publiceret i British Journal of Sociology.
Hvem hindrer udviklingen?
»Det er markedet, der styrer fodbolden, som forhindrer homofile spillere i at komme ud af skabet,« mener forsker Jamie Cleland ved engelske Staffordshire University.
»Deres fans skyder skylden på agenter, der står til at miste indtægter, og på konservative klubber, der ønsker status quo,« fortsætter han.
Sammen med Ellis Cashmore, som er professor i kultur, media og sport, har han samlet og analyseret flere tusinde fodboldsupporteres synspunkter.
Det har de gjort ved hjælp af en anonym onlineundersøgelse, der danner grundlaget for det, der skal blive det første empiriske studie af homofobi i supporterkulturen.
Størstedelen af de, der deltog på undersøgelsen (85 procent), var fra Storbritannien, men forskerne fik svar fra i alt 35 land.
Homo-kampagne blev gemt væk
Professor Cashmore siger, det er en almindelig opfattelse, at fodbolden ikke er klar til spillere, der står åbent frem med en homoseksuel orientering.
»I 2010 lagde det engelske fodboldforbund en kampagne væk, der ellers skulle bekæmpe homofobi. Den engelske spillerforening udtalte, at den slags kampagne vil være mere passende, når fansene er blevet 'lidt mere civiliserede',« siger Cashmore i en pressemeddelelse.
Det står i stærk kontrast til fundene i undersøgelsen, som altså fortæller, at majoriteten af supporterne er imod homofobi og i stedet udtrykker en positiv holdning.
Homoseksuel fodboldspiller begik selvmord
Samtidig er det vel ingen, der tror, at tabuet om homofili i topfodbold, eller i fodbold i det hele taget for den sags skyld, er ryddet af vejen med denne undersøgelse - selv om den signaliserer, at toleransen er forøget.
»Selv i lys af de nye resultater er det et faktum, at kun én eneste spiller er stået frem i britisk fodboldhistorie,« kommenterer Cleland.
Året var 1990, spilleren Justin Fashanu.
Til trods for, at det værste homo-hysteri var ved med at slippe taget indad til i forskellige kulturer i samfundet i 90erne, så det ikke ud til at gælde i fodboldverdenen, påpeger forskerne.
De bemærker, at Fashanu i stedet fik en meget lidt venlig modtagelse af både spillere, fans og medierne. Han begik selvmord i 1998.
Homofile må høre på lidt af hvert
En ting er at støtte egne homofile spillere, noget andet er at omfavne modstanderen, uanset seksuel orientering.
»Selv om de fleste tror, de fint kunne leve med en åben homofil spiller i sin egen klub, er det selvsagt et mere åbent spørgsmål, hvordan de vil optræde over for spillere hos rivalerne.«
Det påpeger den norske fodboldsociolog Arve Hjelseth i en kommentar til resultaterne. Han har selv studeret supporterkultur, men har ikke været involveret i det nye engelske arbejde.
»Supportere tænker jo på deres rolle sådan, at det at det gælder om at få modstanderen ud af fatning, og det giver grund til at tro, at åbent homofile kommer til lægge ører lidt af hvert i starten,« skriver Hjelseth i en e-mail til forskning.no.
»En minoritet på syv procent kan også udrette meget skade,« understreger han.
Stereotyper påvirker tolkning
Hjelseth påpeger, at stereotypisering ikke bare påvirker, hvad vi tror om folk, men også hvordan vi tolker hændelser.
»En latinamerikansk spiller bliver for eksempel lettere mistænkt for at ’filme’ end en englænder i samme situation. Tilsvarende kan homofobi også påvirke, hvad supporterne får øje på, og hvordan de tolker situationer.«
»Men ellers støtter undersøgelsen op under antagelsen om, at toleransen er i forandring. Selv skeptiske supportere vil se, at uafhængig af orientering, kaster spillere sig ind i både taklinger og får beskidte shorts,« minder NTNU-forskeren om.
Fodboldfans holder fast i traditionel kultur
Supporterkulturen i fodbold har været, og er til dels stadig, mere præget af traditionel maskulinitet end publikumskulturen i de fleste andre idrætter.
»Både ledere, trænere og publikum har bevidst eller ubevidst reproduceret det, de opfatter som fodboldens traditionelle kultur med vægt på loyalitet, maskulinitet, sejhed, viljestyrke,« ifølge Hjelseth.
»Samtidig er der en modstand mod krukkeri, elitisme og formel uddannelse. Rammerne bliver dermed meget trange for spillere, der ikke deler kulturens begejstring for regelmæssig alkoholforbrug, hurtige biler og flotte damer,« siger han.
Prøv for eksempel at forestil dig en horde supportere varme op til en kamp på en pub med rødvinsglas holdt elegant i næven. Det vil stadig være et noget usædvanligt syn.
»Det skal være øl, for det associeres mere til ægte mandfolk,« bemærker Hjelseth.
Holder foldboldfans idolerne i skabet?
Måske er det så heller ingen overraskelse, at der blandt de mange hundrede tusinde aktive, professionelle fodboldspillere på toppniveau tilsyneladende ikke findes homofile.
Eller; der er ingen, der indtil nu tør komme ud af skabet.
Hvilken rolle spiller fansene i dette? Tilhængerne placerer ansvaret hos agenter og klubber, men sidder de ikke selv i glasshuset og råber ud?
Brølene fra en fodboldtribune er som bekendt sjældent fintfølende i slaget. Det er rå og grumme tilråb fra rivallens fans, der hagler mod spillere.
Hver enkelt supporter har også en vigtig rolle - ikke bare klubber og agenter.
Fans er formentlig som alle andre mennesker
Kan det tænkes, at et større spillerum for, hvordan maskulinitet udtrykkes, og den liberalisering af samfundet, der er sket over flere årtier, også kommer fodbolden til undsætning?
Kan det virkelig være rigtigt, at der er mindre homofobi blandt fodboldfans, end man hidtil har troet? Det spørger forskning.no Arve Hjelseth om:
»Hvis artiklens konklusion er rigtig, har den praksis, der fortsat dominerer blandt selverklærede supportere, skygget for en underliggende ændringsproces.«
Her er en grundlæggende tolerance vokset frem i skyggen af et udtryk, der stadig forbindes med den stærkt maskuline arbejderklassekultur, mener fodboldsociologen:
»Det betyder i så fald, at selv om man på overfladen gør de samme ting; er én af gutterne på pubben, drikker øl og skriger aggressivt mod modstanderens supportere, så har man tilpasset sig det øvrige samfunds tolerancegrænser, både når det gælder racisme og homofobi.«
Supporterkultur er blevet mere tolerant
NTNU-forskeren er alligevel ikke så sikker på, at supporterkulturen i sig selv er i så kraftig forandring.
»Men rammene, den udøves indenfor, er mere tolerante,« siger han.
Vi giver en person, der holder med den engelske klub Nottingham Forest, lov til at runde af.
Vedkommende er en af flere supportere, der er citeret i studiet, og han udtrykker optimisme, omend med et lille forbehold på fansenes og fodboldsportens vegne:
»Fodboldfans er blevet mere liberale i takt med resten af samfundet. Snæversynede tilfælde findes stadig – de, der klamrer sig til ondskabsfulde personkarakteristikker, baseret på hudfarve eller seksualitet.«
»Men den type er i mindretal. Fodbolden er på vej ud af fordomsfuldheden. Vi er ikke helt der endnu, men det skal vi nok komme.«
Og det har vi jo lov at håbe på.
© forskning.no Oversat af: Mette Damsgaard
