Fodbold og rugby har delt verden

Har du hørt, at der i dag, d. 30. november 2013, er VM-finale på Old Trafford i Manchester?

Det er godt nok ikke med Messi eller Neymar i holdopstillingen, men med newzealandske og australske spillere, der er ukendte for de fleste europæiske ører.

Det er nemlig ikke fodbold, der skal spilles på fodboldklubben Manchester Uniteds sædvanlige hjemmebane, men verdensmesterskabet i rugby, nærmere bestemt den udgave af spillet, der hedder Rugby League.

Men selvom rugby og fodbold oprindeligt var én sport, så deler de to udgaver af spillet i dag verden:

»Groft sagt er Europa og Latinamerika fodboldlande, mens de tidligere britiske kolonier er rugbylande. Så når man i øjeblikket spiller om verdensmesterskabet i Rugby League, så er alle de deltagende lande tidligere britiske kolonier, med undtagelse af USA og Frankrig, der har særlige historier,« siger den britiske sportshistoriker Tony Collins til Videnskab.dk.

Han er professor på De Montfort University i England og er netop i gang med at skrive en bog om rugbys verdenshistorie.

I et nyligt studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Global History undersøger Tony Collins, hvordan den britiske sport blev splittet i forskellige udgaver og deler verden mellem sig.

Spørgsmålet er, hvorfor de britiske kolonier egentligt kastede deres kærlighed på rugby, hvorimod de europæiske og latinamerikanske lande blev besat af fodbold, alt imens amerikanerne udviklede deres helt egen udgave af spillet, amerikansk fodbold.

Rugby var symbol på det britiske imperiums overlegenhed

Tony Collins giver os svaret ved at tage os med tilbage til 1800-tallets England, hvor rugby-sporten havde en tæt tilknytning til den særlige britiske nationalisme, der præger på det tidspunkt.

På den engelske Rugby School, som er skolen, hvor rugby-spillet tager sit udgangspunkt, hersker den såkaldte 'muskuløse kristendom' på det tidspunkt:

Eleverne skal opdrages til at have 'karakter og god moral', så de kan tjene det britiske imperium. Skolens forstander er nemlig britisk nationalist, der tror på sin egen klasse og races overlegenhed, og det kommer til at præge rugby-spillet, der bliver en krig for gentlemen.

»Mange journalister og skribenter ser i 1800-tallet briternes forkærlighed for sport som en stor del af forklaring på det britiske imperiums succes. Man mener, at briterne er en fysisk overlegen race, som er mere energisk end andre folkeslag, og at det blandt andet skyldes, at man spiller fodbold, rugby og cricket. Det er naturligvis noget vrøvl, men det tror folk virkelig på på det tidspunkt,« siger Tony Collins.

Mere britisk end briterne

Særligt tror man på det i de britiske imperiums kolonier. Her repræsenterer rugby de britiske dyder, som landenes nye beboere har forladt i moderlandet.

»De engelske bosættere, der skaber nye samfund i lande som New Zealand, Australien og Sydafrika vil gerne skabe 'et bedre Storbritannien'. Derfor tager de meget af den britiske kultur og sport med sig fra det England, de har forladt. Sportsgrene som rugby og cricket kommer til at betyde så enormt meget i de lande, fordi det repræsenterer båndet til moderlandet og de britiske værdier,« siger Tony Collins.

Årsagen til, at rugby måske får endnu større betydning for de tidligere kolonier end for moderlandet selv, er ifølge Tony Collins muligvis, at sporten blev eksporteret til de britiske kolonier på et tidspunkt, hvor rugby-sporten netop var blevet delt i to i England.

»Det newzealandske og sydafrikanske landshold slog relativt let det engelske hold, da de første gang mødte dem i starten af 1900-tallet. Den sejr betød enormt meget for landene og gav dem en sejr og en rolle inden for det britiske imperium, og det er én af de faktorer, der gjorde, at rugby blev så vigtig en sport i to af rugbys ledende nationer.«

Sejrene var dog ikke et resultat af landenes reelle styrke. Mange af de bedste engelske spillere havde nemlig fulgt den del af rugby, der indførte professionalisme, og det efterlod det engelske landshold betydeligt svækket. Spørgsmålet er ifølge Tony Collins, om rugby havde fået samme gennemslagskraft i de tidligere kolonier, hvis det engelske hold havde haft fuld styrke.

I USA er man på trods af landets uafhængighedskrig fra briterne også fascineret af det britiske imperiums succes, og derfor får rugby umiddelbart også succes i USA.

Men når USA ender med at have sin helt egen udgave af spillet, så skyldes det ifølge Tony Collins, at spillets regler er uklare på det tidspunkt, hvor sporten udbredes til den engelsktalende verden. Derfor udvikler spillet sig gradvist til en særlig amerikansk udgave, ligesom man også får nationale udgaver af spillet i Canada og Australien.

Britisk krigersport svær at sluge på kontinentet

Men i Europa uden for de britiske øer har rugbys aura af britisk nationalisme og gentleman-krig ikke samme gennemslagskraft.

Der er ellers frit valg på alle hylder, da de britiske sportsgrene ankommer til kontinentet.

Fodbold og rugby præsenteres side om side, og de to spils regler ligner da også hinanden meget, da de ankommer til for eksempel Danmark.

Men ifølge Tony Collins er rugbys problem netop, at den fremstår som en ekstremt britisk sport:

»Det gør det formodentligt vanskeligere for sporten at slå rødder i lande, som ikke ønskede at følge Storbritanniens linje, eller som måske endda så landet som sin fjende. Fodbold har derimod ikke den samme forbindelse til ideologien om den 'muskuløse kristendom' som rugby. Det betyder på den ene side, at den ikke appellerer i samme grad til de tidligere britiske kolonier, men på den anden side, så er det formodentlig lettere for de europæiske lande at tage fodbold til sig.«

Samtidig er fodboldsporten på det tidspunkt en mere åben og demokratisk sport.

Her giver man efter for klubberne i de nordengelske industribyer, der kræver, at man tillader, at arbejderklasse-spillerne kompenseres for tabt arbejdsfortjeneste, så de stadig kan overleve og dyrke deres sport, selvom spillet lægger beslag på dele af deres arbejdstid.

Men ledelsen i den endnu ikke delte engelske rugby-sport ser helst ikke rugby overtaget af arbejderklassen som fodbold:

»Man diskuterede, om man skulle følge fodboldsporten og tillade professionalisme, men man ønskede, at rugby skulle blive ved med at være kontrolleret af middelklassen og den britiske elite, og det kunne man sikre ved at lade den forblive en amatørsport, hvilket til slut førte til en splittelse mellem den professionelle Rugby League og den engelske Rugby Union, som insisterede på amatørisme indtil 1995,« siger Tony Collins.

Dansk borgerskab først senere klar til fysisk sport

I Danmark er det byernes borgerskab, der i midten af 1800-tallet indfører de engelske sportsgrene, og selvom rugby i England er en sport for de højere klasser, så deler det danske borgerskab ikke den engelske middelklasses syn på rugby:

»I Danmark lægger man vægt på finesse, etikette, hygiejne og disciplin, og man vil tage afstand fra sport, der bygger på styrke, som rugby gør, fordi man forbinder det med arbejderklasse-sport som brydning og boksning,« siger historikeren David Holt Olsen, der er museumsinspektør på Danmarks Industrimuseum og en af forfatterne til bogen 'Fodbold, fair play og forretning: Dansk klubfodbolds historie'.

Det konservative borgerskab i Danmark er ganske enkelt bange for det fysiske aspekter af rugby og forstår ikke sporten:

»Man kan også i den tidlige danske diskussionen om fodbold se, at man vil have finesse, etikette og disciplin, og så har man altså ikke haft øje for, at rugby jo netop signalerede mange af de ting i det britiske imperium,« siger David Holt Olsen.

Det kan skyldes, at borgerskabet i Danmark og Storbritannien simpelthen så forskelligt på sport:

»Mens det britiske imperium er verdensledende, så har Danmark netop tabt en krig på det her tidspunkt, og der er nogle stærke bevægelser hen imod anti-militarisme. Det har måske haft indflydelse på, at fodbold og ikke rugby slog igennem i Danmark. Man ser simpelthen rugby som en krigersport, og det passer sig ikke i den småstat, som Danmark er blevet efter krigen i 1864.«

Da krigstraumet er kommet på afstand, får Danmark til gengæld sit eget spil, der ligesom rugby kombinerer fysik med etikette og dannelse: Da håndbold i mellemkrigstiden får sit gennembrud i hele landet bliver spillet ifølge David Holt Olsen Danmarks rugby.

Frankrig er en europæisk undtagelse

Et andet sted i Europa hjælper et krigsnederlag imidlertid rugby inden for i varmen:

Frankrig er i dag det europæiske land, hvor rugby er mest populært, og det skyldes ifølge Tony Collins netop et nederlag.

»Frankrig havde netop tabt den fransk-preussiske krig i 1870, og en betydelig del af den franske elite mener derfor på det tidspunkt, at landet kan genvinde sin ledende position i verden ved at efterligne Storbritannien og deres kærlighed til sport,« siger Tony Collins.

»Eleverne i de franske skoler bliver simpelthen tilskyndet til at spille rugby, fordi man mener, at sporten havde hjulpet briterne til at udvikle deres succesfulde imperium, og derfor også kunne hjælpe franskmændene med at genvinde deres position på verdensscenen.«

Men selvom Frankrig som en af de eneste europæiske lande for alvor tager sporten til sig, bliver landet de første mange år ikke accepteret af de engelsktalende rugby-nationer:

»Frankrig var i årtier en ledende rugby-nation, men alligevel blev landet først i 1978 fuldgyldigt medlem af den internationale rugby organisation, der svarer til fodboldens FIFA,« siger Tony Collins.

Fodbold mister derimod hurtigt sin britiske dominans.

»Mindre end to årtier efter, at man grundlægger FIFA i Paris, har fodbold spredt sig over hele verden, og det første verdensmesterskab blev afholdt i 1930 i Uruguay,« siger Tony Collins.

Fodbold omfavnede hele verden, mens rugby spillede sin særlige rolle som britisk nationalistisk projekt i de tidligere britiske kolonier, og det forklarer altså, at mange europæere ikke vil sidde klistret til skærmen, når VM-finalen i Rugby League spilles på 'drømmenes teater' i Manchester.