Når en hund og dens ejer kigger hinanden i øjnene, er det med til at knytte bånd imellem dem.
Øjenkontakten udløser nemlig stoffet oxytocin hos både hunden og dens ejer.
Oxytocin, der også er kendt som ’kærlighedshormonet’, udløses også ved kys og kram. Det skriver ScienceAlert.
Men i et nyt studie har forskere opdaget, at det ikke er alle hunde, der har lige nemt ved at kigge deres ejer i øjnene.
Ved at måle en masse forskellige faktorer som hundens hovedstørrelse, alder, race, funktion og evne til at lege med fremmede mennesker, kunne forskerne konkludere, at en hunds snudelængde og hovedbredde har stor indflydelse på, hvordan en hund ser sin omverden.

Korte hunde med brede hoveder har mindre synsrækkevidde end lange hunde med kortere næse og hoved, og de kan dermed nemmere kommunikere direkte med mennesker.
»Hunde med kortere næser har formentlig mere erfaring i at få øjenkontakt med mennesker, såsom en boxer, en bulldog, en mops og andre fladnæsede (branchycephale red.) hunde,« siger Zsófia Bognár, der er hovedforfatter bag studiet og fra Eötvös Loránd University i Ungarn, til ScienceAlert.
Forskerne så på 125 forskellige voksne hunde, og resultaterne viste, at hunde med kortere hoved får øjenkontakt hurtigere.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Scientific Reports.



































