Er vi ikke så synske alligevel?

Det, der skete i slutningen af 2010, får man ikke lov til at opleve hvert år:

Det respekterede tidsskrift Journal of Personality and Social Psychology publicerede en forskningsartikel af den velrenommerede socialpsykolog Daryl Bem. Rapporten indeholdt resultaterne fra ikke mindre end ni forskellige eksperimenter.

Otte af dem pegede i retning af, at forsøgspersonerne var i stand til at føle hændelser, som ville ske i fremtiden.

Sagen fik naturligt nok en massiv mediedækning.

Nogle måneder senere gentog tre andre forskere det mest succesfulde eksperiment, uden at få de samme resultater. Men nu var de videnskabelige magasiner ikke interesserede. De ville ikke tage replikationsstudier ind.

Først nu, næsten et år senere, har Chris French, Richard Wiseman og Stuart J. Ritchie endelig fået vurderet og publiceret deres forskning.

»Dette synliggør et problem ved systemet for videnskabelig publicering,« siger Chris French til forskning.no.

Erotik fra fremtiden

Daryl Bems forsøg er intet mindre end fascinerende. De bygger på en idé om, at fremtidige hændelser på en eller anden måde trænger tilbage gennem tiden, så de kan påvirke vores adfærd, før de er sket.

Et af eksperimenterne gik for eksempel ud på, at forsøgspersonen blev stillet over for to gardiner på en computerskærm, med besked om, at der skjulte sig et erotisk billede bag et af dem. Gæt hvilket, og så får du at se, om du havde ret.

Dét, deltagerne ikke vidste, var, at computeren ikke afgjorde, hvor billedet dukkede op før efter, at de havde gættet. Hvis forsøgspersonerne gættede rigtigt oftere end rent tilfældigt, måtte det altså betyde, at de på en eller anden måde havde kontakt med fremtiden.

Og det forbløffende var, at de netop så ud til at have det.

Lille, men signifikant resultat

Samlet set gættede deltagerne rigtigt i 53,1 procent af tilfældene. Dette tal lyder måske ikke så imponerende, taget i betragtning, at ren tilfældighed ville give 50 procent rigtige svar.

Men den tilsyneladende lille forskel er alligevel statistisk signifikant, altså stor nok til, at det sandsynligvis ikke skyldes tilfældigheder.

Ikke mindre imponerende var det, at tilsvarende resultater dukkede op i hele otte af de ni eksperimenter, som Daryl Bem foretog. Tilsammen var over 1.000 personer med i forsøgene.

Betyder dette, at prækognition faktisk findes?

Tog udfordringen op

Som mange af os måske har hørt, siges det, at ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser. Skal Daryl Bems resultater have virkelig betydning, må de kunne reproduceres af andre forskere.

Derfor opfordrede forskeren netop til dette i rapporten i Journal of Personality and Social Psychology.

Opfordringen lå ikke stille særligt længe.

Chris French fra Goldsmiths University, Richard Wiseman fra University of Hertfordshire og Stuart J. Richie fra University of Edinburgh opsatte alle deres egne versioner af eksperiment 9.

»De havde de stærkeste resultater i Daryl Bems forskning,« siger Chris French.

Han fortæller, at psykologiforskeren til og med havde gjort softwaren fra sine forsøg tilgængelig, så andre videnskabsfolk let kunne gentage eksperimenterne.

Ordleg og rent gætteri

Testen gik ud på, at deltagerne fik præsenteret 48 ord fordelt på fire forskellige kategorier. Ordene stod på en computerskærm i tre sekunder, og forsøgspersonerne skulle visualisere begreberne, så godt de kunne.

Derefter kom en overraskelsesopgave: Skriv de ord ned, som du kan huske.

Da deltagerne var færdige med opgaven, fik de 24 af 48 af ordene at se på skærmen igen. Nu skulle forsøgspersonerne rangere begreberne i forskellige kategorier. På den måde blev deltagerne bedre kendt med disse ord.

Og så var spørgsmålet altså: Vil dette kendskab gå tilbage gennem tiden og påvirke testen, som gik forud?

Her havde Daryl Bem altså fået positive resultater. Det så ud til, at de 24 ord, som deltagerne sorterede efterfølgende, havde en tendens til at dukke op oftere i husketesten først.

Hverken Chris French, Richard Wiseman eller Stuart J. Richie kunne imidlertid bekræfte et sådant fænomen. I deres forsøg fik forsøgspersonerne ikke en bedre score end hvad man kunne forvente ved rent gætteri.

De tre forskerne foretog også en grundig gennemgang af Daryl Bems rapport. De konkluderede, at hans opsigtsvækkende resultater kan skyldes summen af en række små fejl og unøjagtigheder.

Da de ville publicere resultaterne af de nyeste tests, stødte forskerne imidlertid på uventede problemer.

Tidsskrifterne var ikke interesserede

»Som udgangspunkt troede vi, at det ville blive let at få forskningen publiceret i et af de vigtige tidsskrifter,« siger Chris French, og fortæller, at de først sendte resultaterne ind til Journal of Personality and Social Psychology, som havde trykt Daryl Bems rapport i sin tid.

»Men de afslog umiddelbart, uden overhovedet at sende dem til vurdering. Begrundelsen var, at de ikke publicerer replikationsstudier.«

Samme historie gentog sig hos tidsskrifterne Science Brevia og Psychological Science.

Endelig valgte British Journal of Psychology at sende rapporten til fagfællevurdering. Den ene af de anonyme bedømmere var meget positiv over for forskningen, men den anden havde reservationer, og rapporten blev forkastet.

Chris French og hans kolleger syntes imidlertid, at der var noget lidt bekendt ved den sidste bedømmer, og begyndte at mistænke, at det faktisk var Daryl Bem selv, som var blevet udpeget til at vurdere opfølgningen af hans egen forskning.

»Dette var Daryl Bem selv sympatisk nok til at bekræfte for os. Vi bad tidsskriftet om en tredje bedømmer, noget Daryl Bem også ønskede, men de afslog,« fortæller Chris French.

Så der skulle gå helt hen til 14. marts 2012, før resultaterne fra de gentagede forsøg blev vurderet og publiceret.

Dette sætter spotlys på et dybere problem ved selve forskningens væsen, mener Chris French.

Skævt billede af forskningen

»Man siger, at replikation er selve hjørnestenen i god videnskab, men sandheden er, at top-tidsskrifterne ikke er interesserede i replikationer – specielt ikke, hvis de har negative resultater,« siger Chris French.

Dermed kan billedet af, hvad forskningen viser, bliver skævt.

Positive resultater kan blive stående uimodsagt, selv når der findes forskning som peger i den modsatte retning. Og når al forskning, som er publiceret om et tema, skal opsummeres, kan de positive resultater få en tyngde, de ikke fortjener.

Før internettets tid kunne man til en vis grad have forståelse for, at et tidsskrift hellere ville bruge pladsen på nye og positive resultater, men nu findes der ingen undskyldninger længere, mener Chris French.

»Tidsskrifter kan sende replikationsstudierne til fagfællevurdering, og så bare publicere abstraktet i papirudgaven. Selve rapporten kunne publiceres på nettet,« siger han.

Og dermed kan vel affæren opsummeres omtrent på denne måde:

Det er nok desværre kun lidt sandsynligt, at mennesker kan føle, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Sandsynligheden for skævheder i videnskabsbasen, som resultat af tidsskrifternes aversion mod replikationsstudier ser derimod ud til at være betydelig.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson