Enebørn er ligesom alle andre børn

Selv om det flere gange er fastslået, at forestillingen om, at enebørn er mere egoistiske, asociale og forkælede end søskendebørn, er rent vås, så vedbliver mange med at forveksle myten med virkelighed.

Nu dokumenterer forskere endnu engang, at enebørn er nøjagtig lige så socialiserede som alle andre.

Den nye dokumentation er endda et opgør med samme forskers tidligere undersøgelse, der viste, at enebørn er mere adfærdsvanskelige end andre. Nu er han nået frem til det modsatte resultat.

Den logiske brist

Sammen med Donna Bobbit-Zeher har sociologen Douglas Downey fra Ohio State University undersøgt svar fra 13.466 folkeskole og -gymnasieelever, der blev bedt om at nævne deres fem bedste venner på skolen.

Undersøgelsen, som de præsenterede ved årsmødet i American Sociological Association i august, viser, at enebørn blev valgt lige så ofte som søskendebørn.

»I ingen af de kombinationer, vi testede for, havde det at have søskende indflydelse på, hvor populær man var. Jeg tror ikke, at nogen behøver at være bekymrede for, at man ikke vil lære sociale færdigheder, hvis man ikke har søskende,« siger Donna Bobbit-Zeher.

Umiddelbart indeholder fordommen om enebørn dog også den temmelig store logiske brist, at langt de fleste børn tilbringer flere af deres vågne timer i institutioner med andre børn end i hjemmet.

Det er da også netop det aspekt, der er årsagen til, at enebørn er som andre børn.

Det viser Douglas Downeys tidligere undersøgelse fra 2004, hvor han konkluderede, at enebørn er mere adfærdsvanskelige. I den undersøgelse rapporterede børnehavepædagoger, der tilsammen passede 20.000 børn, at enebørnene havde mindre selvkontrol, færre relationsredskaber og var mere adfærdsvanskelige.

Douglas mener, at de modsatrettede resultater af hans undersøgelser viser, at enebørn bliver mere socialiserede af at være sammen med andre børn.

Faktisk har han undersøgt børnehavebørnene igen. I dag går de i femte klasse, og her fortæller deres lærere, at der ikke er forskel på enebørnene og søskendebørnene.

»Det viser, at den modgang, det kan give ikke at have søskende, er helt væk, når børnene når femte klasse. Det skyldes formentlig, at børnene er mere sammen med andre,« siger Douglas.

Enebørn har ingen fællesnævner

Men hvor kommer myten om enebørn egentlig fra?

I sin bog fra 1998 ‘Maybe One: A Personal and Environmental Argument for Single-Child Families’ har New York Times kommentatoren Bill McKibben kortlagt fordommen.

Det viser sig, at datidens førende børnepsykolog G. Stanley Hall i slutningen af 1800-tallet på baggrund af rapporter fra skolelærere konkluderede, at enebørn var så tilbagestående i forhold til andre børn, at det at være enebarn kunne betragtes som en “sygdom i sig selv”.

Freuds samtidige, østrigeren Alfred Adler, fulgte op med konklusionen, at enebørn, ligesom det yngste barn i en søskendeflok, er nogle forkælede møgunger, fordi de får al opmærksomhed.

Det standpunkt blev gentaget til langt op i det 20. århundrede, og undersøgelser, der dokumenterede noget andet, blev begravet under vægten af den herskende fordom. Men siden er undersøgelserne kommet til deres ret.

I 1987 samlede professor i psykologi Toni Falbo fra University of Texas flere årtiers oversete studier af enebørn og konkluderede, at de negative forestillinger om enebørn var noget vrøvl, og i 90’erne viste hendes undersøgelser af både vestlige enebørn og børn i et-barns politikkens Kina, at enebørn rent faktisk klarer sig bedre end søskendebørn.

Forskellen er kun minimal, men enebørn har højere IQ, er bedre uddannet og har ligeså mange venner og relationer som andre.

I 1996 varierede Frank J. Sulloway i bogen Born to Rebel Aldred Adlers teori om placering i søskendeflokkens påvirkning af personligheden.

Her kom han frem til, at enebørn er de mindst forudsigelige børn af alle børn. Det er med andre ord svært at identificere særlige karakteristika så som adfærdsproblemer eller egoisme i enebørn.

…den modgang, det kan give ikke at have søskende, er helt væk, når børnene når femte klasse. Det skyldes formentlig, at børnene er mere sammen med andre…

Douglas Downey

Enebørn har kort sagt ingen fællesnævner, og dermed er stereotypen en lidt pudsig fejlslutning.

Dokumenteret fordom

Sidste år kunne Videnskab.dk da også fortælle, at psykologer fra Estland konkluderede, at folk har store fordomme om enebørn.

I forsøget bad de 200 studerende om at vurdere 30 personlige egenskaber, som de forventede, en person havde, ud fra en kort historie, de havde hørt om personen.

Der var dog en lille forskel på den historie, de studerende fik.

I den ene historie var personen enebarn, og i den anden havde han søskende. Den ene lille forskel ændrede de studerendes svar i hele 23 af de 30 spørgsmål. Personen, der var enebarn, blev blandt andet vurderet til at være selvoptaget, egoistisk og ensom.

Forskningsresultaterne kan enten betyde, at børnehavepædagogerne i Douglas Downeys undersøgelse fra 2004 havde en forventning om, at enebørn opførte sig mere adfærdsvanskeligt, eller at enebørnene faktisk var mindre socialiserede, hvilket muligvis kan forklares med, at børn kommer senere i institution i USA end i Danmark.