Rige mennesker, der markerer deres status med eksotiske kæledyr, er en tendens, som vi kender fra vores tid.
Tænk på bokselegenden Mike Tysons bengalske kæletigere. Eller narkobaronen Pablo Escobars zoologiske have med flodheste fra Afrika.
Men det er ikke noget nyt fænomen. Det skriver Phys.org på baggrund af et nyt studie, der er bragt i tidsskriftet Journal of Roman Archaeology.
Allerede for omkring 2.000 år siden kunne romerske officerer have gjort det samme med importerede aber fra Indien, konkluderer forskerne.

I studiet har arkæologer undersøgt 35 abe-skeletter, der blev fundet blandt næsten 800 dyregrave, i havnebyen Berenike i det sydlige Egypten.
Fundene stammer fra det første og andet århundrede e.v.t., hvor officerer fra det store romerske imperium opholdt sig i området. De fleste af aberne var makakaber, som ifølge forskerne normalt lever i Indien.
Forskerne mener, at fundet er det første håndfaste bevis på, at romerne importerede levende aber over havet fra Asien.
Begravelserne viser desuden, at aberne ikke blot blev holdt som almindelige husdyr.
Ifølge forskerne blev 40 procent af de 35 aber begravet med gravgaver som halsbånd, mad og flotte skaller. Til sammenligning var det kun tre procent af hunde og katte, der fik den slags med.

Et eksempel skiller sig særligt ud. Forskerne opdagede nemlig en abe, som var begravet sammen med en lille gris, som om aben selv havde haft et kæledyr.
»At eje en abe kan have været en markør for ens eliteposition i lokalsamfundet«, konkluderer forskerne, der stammer fra tre forskellige polske universiteter, i studiet.
Men livet som eksotisk kæledyr i den romerske elite har ikke været et luksusliv.
Forskerne finder, at to af abe-kranierne viser tydelige tegn på underernæring. Det skyldes sandsynligvis ikke dårlig behandling, men at havnebyen Berenike lå ekstremt afsides og langt abernes naturlige habitat.
Det har gjort det svært at skaffe de frugter og grøntsager, som aber har brug for.

































