'Dommedagsuret' er historisk tæt på midnat - men hvad kan vi bruge det til?
Forskergruppen 'The Bulletin of Atomic Scientists' - som bl.a. tæller 18 Nobelpristagere - har sat det berømte 'Dommedagsur' til tre minutter i midnat. Dermed er vi tilsyneladende tættere end nogensinde på verdens undergang. Men kan vi egentlig bruge dommedagsprofetier til noget som helst?

Uret tikker utålmodigt. Men kan vi overhovedet bruge dommedagsprofetierne til noget som helst? (Foto: Shutterstock)

Uret tikker utålmodigt. Men kan vi overhovedet bruge dommedagsprofetierne til noget som helst? (Foto: Shutterstock)

Viserne på Dommedagsuret står nu på 3 minutter i midnat. Det er det tætteste på apokalypsen, vi har været siden 1984, som var det koldeste af alle årene i Den kolde krig, blot et år efter Able Archer 83, Petrov-optrinnet og Reagans 'evil empire' (onde regime, red.) tale.

Forskergruppen 'The Bulletin of Atomic Scientists', som står bag uret og blandt andet tæller 18 Nobelpristagere, fortalte, at tiden var blevet ændret 22. januar på grund af den øgede trussel fra klimaforandringer og en oprustning af atomvåben på globalt plan.

Større internationale spændinger, en svindende nedrustning, oprustning og hastigt stigende formering af atomvåben, og den sideløbende mangel på fremskridt i kontrollen af udslip, gør en global katastrofe 'højst sandsynlig'.

En skeptisk journalist påpegede, at viserne på uret er blevet rykket regelmæssigt i 68 år, og Jorden er ikke gået under endnu, så 'hvorfor skal vi tro på det denne gang?'

Kommitéen forklarede, at 'de ikke forudsagde noget', men snarere ville advare verden om dens forfatning og forpligtelse. Hvis det er tilfældet, kan uret betragtes som en slags retorisk sandsynlighedsteori.

En ukendt sandsynlighed er ikke lige med nul procent

Hvor mange gange skal man kaste en terning og ikke slå en sekser, før man begynder at mistænke, at vægten i terningen ikke er fordelt lige? Og hvor mange gange skal man kaste en uligevægtig terning, før man får en fornemmelse af, hvor uligevægtig den er?

Bare fordi noget ikke sker, betyder det ikke, at det ikke fortæller os noget.

Vi kan prøve at gå ud fra, at der er en ukendt sandsynlighed for atomkrig pr. år, og for hvert år skæbnen kaster terningen, kan vi beregne et givent antal år uden atomkrig. Derefter kan vi vende det på hovedet og give et nyt bud på, hvor sandsynlig en atomkrig er.

Tilbage i 1945 har vi givetvis været udsat for en ekstrem risiko for atomkrig, men i 2015 er risikoen for atomkrig ikke ret høj.

(Til de interesserede: Denne Bayeiske fremgangsmetode til sandsynlighed, beregner chancen for atomkrig til 1,4 procent per år, med et 95 procent sikkerhedsinterval på mellem 0,036 procent - 5,1 procent).

Men vi kender verden bedre end som så. Vi kan se nærmere på de gange, hvor det var lige ved at ske, såsom Cubakrisen og den norske rakethændelse på Andøya Space Center, i et forsøg på at få et bedre overslag.

Vi kan analysere svagheder og styrker i kommando- og kontrolsystemerne eller risikoen for, at utilsigtede hændelser udløser konflikter. Men selv den bedste analyse har sine begrænsninger. Risici og farer ændrer sig med tiden, og der kan være fundamentale ting, vi endnu ikke kender til i verden.

Informationens værdi ligger i, om den kan bruges konstruktivt

Hvordan måler man egentlig, hvor tæt på verdens undergang er?

Man kunne forestille sig, at vi havde faktiske data. Et kighul, som ledte til en fremtidig dato, som gav mulighed for direkte observationer af menneskehedens ophør.

Men hvis universet er konsekvent, i betydningen af, at paradokser ikke kan finde sted, vil vi ikke være i stand til at ændre datoen, selvom vi kender den. Værdien af enhver information om fare ligger i, hvordan den kan lade os begrænse denne fare.

Vi har næsten et faktisk ur for nogle farer. Vi ved nogenlunde, hvornår Solen vil begynde at udvide sig og gøre livet på Jorden uudholdeligt.

Vi kan installere en timer, som kan tælle ned til kollisionen, hvis vi opdager en asteroide eller komet med kurs mod Jorden. Men Solens evolution er langsom, og vi har god grund til at tro, at faren ved en asteroidekollision i den nærmeste fremtid er forholdsvis lille. Så et sådant ur ville være til ingen verdens nytte.

Store hændelser starter mikroskopisk

Jordskælv, supervulkaner eller pandemier starter på et mikroskopisk plan, et belastet mineralsk korn knuses i brudlinjen, en mutation i en celle, og vokser sig eksponentielt større og skaber store hændelser.

Her har vi, groft sagt, med tilfældighederne at gøre. Disse farer må ses som tilfældige. Et hvilket som helst 'ur' ville kun kunne give os et sandsynlighedsoverslag.

Men de store reelle farer, som kan ødelægge os, er domineret af menneskelige forhold. Det indebærer mange meget vanskeligere sandsynlighedsberegninger. Over tid ændrer de sig.

De er påvirkede af selvopfyldende og selvbekæmpende profetier (såsom Dommedagsuret), og selve farerne ændres, samtidig med at teknologi og samfund ændres.

Her er de sædvanlige sandsynlighedsberegninger ikke tilstrækkelige. De er faktisk misvisende. Sandsynligheden på 1,4 procent per år lyder meget præcist, men er baseret på muligvis tvivlsomme antagelser. Sandsynligheden for, at mindst én af disse antagelser er forkert, er høj.

Forskergruppen kan ikke måle noget præcist

Det er måske bedre at vedkende os usikkerheden, sammeligne hvad vi ved med en acceptabel risiko for ragnarok, og slå fast, at atomrisikoen er 'uacceptabelt høj'.

De forskellige modeller er altid usikre, men i særlig grad når det gælder komplekse systemer, hvor vi ikke kender alle faktorerne. Miljøforskere leder efter det miljø- eller klimamæssige kritiske punkt.

Hvis vi kendte de yderste grænser, kunne vi skabe et index (en Dommedagsmålestok), som kunne fortælle os, hvor tæt på vi er.

Men den faktiske antagelse ligner mere en overvejet ekspertvurdering og er nærmest en slags 'tampen brænder' end en egentlig afstand. Det handler om at bevæge sig i den rigtige retning, snarere end at måle noget præcist.

Den rigtige brug af dommedagsprofetier

Dommedagsuret er ikke en målestok for tid, sandsynlighed eller afstand. Det er en 'stærk fornemmelse af påtrængende nødvendighed', som de, der styrer det, har, når de betragter verden. 

Man kan sammeligne det med World Economic Forums globale risicirapport. Det er ikke en rapport om faktiske risici, men en rapport om i hvor høj grad man bekymrer sig for de risici.

Eksperterne kan i høj grad over- eller undervurdere chancen for, at noget sker, og det kan godt være, at der er langt større farer på vej.

Det er på samme tid en hjælp at udarbejde rapporter om hvilke bekymringer, der eksisterer, og bruge det til at starte en diskussion om, hvad vi skal gøre - og hvad vi er parate til at gøre.

Dommedagsforudsigelser giver os sjældent konkrete oplysninger, men de gode kan vise os vej; de beder os indtrængende om at udbedre verden.

Anders Sandberg hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation. The Conversation

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om påfugleedderkoppen, der er opkaldt efter fisken Nemo.