Det tabte Paradis - da Sicilien var muslimsk

For middelalderens middelhavsmagter var Sicilien altid et begæret objekt. Da muslimerne ved udgangen af senantikken begyndte at erobre Mellemøsten og Nordafrika blev Middelhavet føjet til som endnu en kamparena.

Islams imperiale magtaspirationer kom ikke kun i stand ved dygtig brug af ørkenens skib, kamelen, men bogstavelig talt også af rigtige, havgående skibe. Mange af os tænker da heller ikke, at ordet 'admiral' stammer fra arabisk amir al-bahr, Havets fyrste.

Islams første dynastiske kalif, umajjaden al-Mu’awiya (602-680), blev i midten af 600-tallet hurtig klar over, at kontrol over Middelhavet og dets øer var strategisk vigtige i magtkampen mellem det spæde islamiske imperium og det gamle byzantinske. Hans første flådeekspedition var angiveligt bemandet med kristne søfolk og arabiske tropper.

Sicilien var i kikkerten, men kom ikke under arabisk kontrol før små to hundrede år senere. Helt præcist begyndte erobringen af Sicilien i 827, men først i 902 var øen helt og aldeles kontrolleret af muslimske magthavere og gjaldt fra da af som et emirat. Sicilien var nu Siqilliyyah. Den oprindelige befolkning blev spædet op med en broget flok af etniciteter:

Arabere, berbere, spaniere og sudanesere. Denne etniske mangfoldighed faldt da også munken Theodosius i øjnene, da han besøgte øen i slutningen af 800-tallet:

»Det virker som om, at alle saracenernes [den gængse kristne betegnelse for muslimerne] folk fra øst til vest og fra nord til syd er samlet her… Blandet med sicilianerne, grækerne, lombarderne og jøderne, var der arabere, berbere, persere, tatarer, negre, nogle hyllet i lange klæder og turbaner, andre klædt i skind, og andre halvnøgne; ovale ansigter, firkantede eller runde,af enhver hudfarve og profil, skæg og hår i enhver afart af farve og frisure.«

Smørhullet Sicilien

Ved siden af farverigdommen i muslimernes egne rækker forblev øen også multireligiøs.

Kristne (og et lille mindretal af jøder) blev således tolereret som en del af Bogens Folk og tilkendt (delvis påtvunget) status som dhimmier, dvs. som 'beskyttede' undersåtter uden militære forpligtelser – på betingelse af at de betalte en særskat til den muslimske øvrighed.

Denne betingede accept af en større kristen minoritet muliggjorde den kristne befolknings fortsatte eksistens på øen. Men tolerancen blev også muslimernes akilleshæl, da normannerne i sidste halvdel af 1000-tallet for alvor begyndte at presse muslimerne militært, og de kristne således kunne agere femte kolonne mod deres muslimske suveræner.

Men ikke kun etnisk og religiøs 'rigdom' prægede øen. Muslimernes herredømme faldt også sammen med en kommerciel revolution i middelalderen. Således blev Sicilien til lidt af et økonomisk smørhul sent i 900-tallet og tidligt i 1000-tallet, fordi det lå i centrum af Middelhavets travleste handelsruter: Mellem det muslimske al-Andalus (den iberiske halvø) i vest og det store muslimske rige i øst.

Europæerne foretrak at søge efter østerlandske varer som sukker og krydderier på Sicilien frem for den østligere Orient. Dertil kom også en opblomstring af landbruget: Hvor Rom og Byzans havde fokuseret på kornprodukter, udvidede muslimerne produktionen med bomuld, hamp, dadler, sukkerrør og citrusfrugter.

I kølvandet på disse nyskabelser kom en række beslægtede håndværksindustrier, fra rebslagning til papir-, silke- og tekstilproduktion. Normannerne, som fortsatte silke- og tekstilproduktionen efter deres erobring af Sicilien, har efterladt os Roger 2.s prægtige kroningskappe.

En høj tolerancetærskel

Under normannerne (reelt efterkommere af vikingerne) og i særdeleshed under Roger 2. (1095-1154) nåede Sicilien sit højdepunkt af etnisk og religiøs mangfoldighed, undertiden kendt som den normannisk-arabisk-byzantinske kultur.

Muslimerne var ganske vist nu under normannisk og kristent overherredømme, men muslimerne fik lov til at forblive muslimer og en bemærkelsesværdig rig og tolerant kultur udfoldede sig for en tid – arabisk forblev for eksempel ét af de store sprog på øen.

Man tør godt sige, at normannernes styre var de kristnes pendant til det muslimsk styrede, men ligeledes multireligiøse og tolerante al-Andalus, Andalusien. Man skal dog passe på med at overdrive billedet af en lykkelig og tolerant kultur – mistro, pogromer og regulære massakrer blev også muslimernes lod undertiden.

Ikke desto mindre: Da den muslimske globetrotter Ibn Jubayr forliste på øen i 1184 forbavsedes han over, at mange kristne kunne tale arabisk.

Og ligesom munken Theodosius var også han imponeret over byernes pulserende og kosmopolitiske karakter, herunder at muslimerne holdt deres talrige moskeer i pæn stand, havde en qadi, dvs. en religiøs, lærd dommer, til at afgøre interne sager, og at muslimer havde fremtrædende stillinger ved hoffet.

Ironisk nok blev det nu muslimernes lod at betale særskat for beskyttelse – de kristne havde lært af deres forgængere. Allermest forundret blev Ibn Jubayr da han hørte, at sågar kongen, William 2., kunne læse og skrive arabisk.

Digte om den tabte hjemstavn

Men blot fire årtier senere er det slut med Siciliens muslimer. Tolerancen og sameksistensen var på lånt tid, og i 1224 udviste den tysk-romerske kejser Frederik 2. de sidste muslimer fra Sicilien, inden han drog videre på korstog og lod sig krone som konge af Jerusalem i 1229.

Her må det være passende at runde af med en note om Siciliens sidste store arabiske digter, Ibn Hamdîs (1056-1133), hvis skæbne og eftermæle blev eksilet og den lyriske nostalgi.

Som teenager deltog Ibn Hamdîs i kampen om det muslimske Siciliens sidste brohoved, Palermo. Men normannerne blev som bekendt de endelige sejrsherrer. For Ibn Hamdîs måtte et liv i eksodus indledes, men smerten over tabet kunne forædles til ypperlige nostalgiske oder om den tabte hjemstavn, de såkaldte Siqilliyyât (dvs. digte om Siqilliyyah), som igen kunne omsættes til et liv ved de muslimske hoffer.

Først i al-Andalus, men da hans mæcen hér, al-Mu’tamid, blev styrtet, måtte ibn Hamdîs finde nye poetiske mæcener, denne gang i Nordafrika. Hans landflygtige poesi var muligvis populær, fordi han forstod at spille på to store temaer fra den klassiske arabiske poesi.

For det første khamriyyât-poesien, dvs. poesi om vin, khamr, og beruselsens lyksaligheder (en veletableret genre inden for klassisk poesi helt desuagtet islams vinforbud).

Ungdommens gale streger –sandsynligvis under påvirkning af vin – bliver besunget som indbegrebet af et passioneret liv. For det andet tårevædet nostalgi. De gamle arabere ville have elsket Ibsens diktum om, at 'Evigt ejes kun det tabte', og her var Siqilliyyah det konkrete og oplagte motiv til at pleje poesiens lystbetonede smerte. Vi overlader ordet til ibn Hamdîs:

'Mit Siqilliyyah, desperate smerte

Som fornyer sig for dig i erindringen

Ungdom, jeg ser den tabte og lykkelige galskab

Og vidunderlige venner.

Åh, da jeg blev forvist fra Paradis!'