Kærlighed får din mor til at kalde dig ved dine søskendes navne
Kilde: 
17 januar 2017

De fleste børn med søskende, har nok prøvet at blive kaldt deres brors eller søsters navn.

Undertegnede er endda blevet kaldt navnet på familiens afdøde hund.

Mange mennesker bytter indimellem rundt på børnenes eller vennernes navne, men nu viser ny forskning, at vi nok ikke skal tage det så tungt. Det tyder nemlig på, at det har med kærlighed at gøre, skriver npr.org.

GRATIS: Tilmeld dig Videnskab.dk's daglige nyhedsbrev

I en stor undersøgelse med 1.700 mænd og kvinder i alle aldre viste det sig, at næsten alle blander navne sammen i ny og næ.

Det ser ikke ud til at være relateret til dårlig hukommelse eller alderdom, men i stedet hvordan vores hjerner kategoriserer navnene.

Forskerne sammenligner systemet med mapper, der har kategorier som 'venner' og 'familie', og når vi kommer til at bytte rundt på navnene, så er det oftest to navne fra samme kategori.

Undersøgelsen viste også, at der var én gruppe blandt deltagerne, som var ekstra udsat for at bytte om på navne.

»Mødre. Helt klart mødre. Alle mødre jeg har talt med, siger 'det har jeg helt sikkert gjort,'« fortæller Samantha Deffler, der forsker i kognitiv psykologi ved Rollins College i Winter Park i Florida og er hovedforfatter på studiet, til npr.org.

Neil Mulligan, der også er kognitiv psykolog, forklarer situationen med et dagligdags eksempel:

Du går rundt i supermarkedet med favnen fuld, og du skal bruge en hjælpende hånd fra en af børnene. Hjernen forsøger hurtigt at få adgang til navnet i 'familie-mappen', men i stedet får du fat i et relateret navn.

»Bedst som du forbereder dig på at tale, så får du ikke bare fat i den ene persons navn, men også lignende personers navne,« siger han til npr.org. Nogle gange er det altså bare det forkerte navn, der vinder.

Lidt ligesom i den klassiske scene fra tv-serien 'Venner', hvor Ross kommer til at sige Rachel, i stedet for navnet på sin forlovede, Emily.

Ross havde formentlig både Emily og Rachel i samme kategori af mennesker, han holder af.

Ifølge Samantha Deffler er det det samme, der sker, når mor eller far bytter rundt på børnenes navne. Ifølge hende er det heller ikke usædvanligt, at hunden bliver talt med som familiemedlem.

Studiet er netop udgivet i tidsskriftet Memory and Cognition.

Tilmeld dig Videnskab.dk's nyhedsbrev - helt gratis - hvis du vil modtage flere nyheder som denne hver dag.

ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.