Hvornår begyndte mennesker at give hinanden navne?
Spørg Videnskaben kaster sig ud i en umulig opgave.
Navn navne baby mennesker historie fortid

Der kan ligge stor betydning i det navn, vi får med fra vores forældre. (Foto: Shutterstock)

Altan. Nitte. Aloha. Cello. Gul. Cirkel. Panda. Ok. Bvadr.

I dag kan mennesker hedde de mærkeligste ting. Ifølge Ankestyrelsen, som afgør praksis på området, er alle ovenstående navne godkendt og klar til brug, hvis du drømmer om at give din nyfødte en mere unik start på livet.

Men hvornår startede denne trend med at give hinanden mere eller mindre mærkværdige navne egentlig? Har vi mennesker altid kaldt hinanden ved navn? Det har vores læser Humayun undret sig over.

I en mail til Spørg Videnskaben formulerer Humayun – et navn, som i øvrigt betyder 'den lykkelige' – sit spørgsmål sådan her: »Jeg er nysgerrig på, om alle mennesker i verden har et navn? Hvornår og hvorfor begyndte mennesker at give hinanden navne?«

Det skal vise sig, at Humayun har sendt Spørg Videnskaben på en helt og aldeles umulig mission. Men det er vi heldigvis endnu lykkeligt uvidende om.

Du skal have et navn
  • Ankestyrelsen skriver på sin hjemmeside, at alle mennesker i Danmark i dag skal have mindst et fornavn.
  • Man må gerne have et eller flere mellemnavne, men kun ét efternavn.

Kilde: Navneloven

De tidligste runer ér faktisk navne

Kigger vi til at starte med på vores egen lille del af verden, skal vi faktisk helt op i jernalderen, før vi har konkrete beviser på, at mennesker begynder at få og give hinanden navne. Jernalderen i Danmark regnes i dag som tidsrummet mellem ca. år 500 før vores tidsregning til år 850 e.v.t.

Det er runerne, der sladrer om de tidligste navngivningstraditioner, vi kender til herhjemme, forklarer runolog Lisbeth Imer.

»De tidligste runeindskrifter, vi har, ér faktisk navne,« siger ph.d. Lisbeth Imer, som er museumsinspektør ved Nationalmuseet.

Den ældste runeindskrift, vi kender i Danmark, er fundet i Vimose på Fyn. På en kam, som er dateret til at stamme fra år 150 e.v.t., har nogen ridset ordet 'Harja'. Forskerne er ikke helt sikre på, om Harja er et navn – måske kammens ejer – eller om det bare betyder kam, fortæller Lisbeth Imer.

»Men kort efter dukker en hel bunke indskrifter fra andre våbenofringer fra omkring 200-tallet op. Og der finder vi masser af navne. Heldigt for os havde man dengang en skik med at ofre alt i moserne efter en krig, og det betyder, at det er rigtig godt bevaret den dag i dag,« siger runologen.

Et af de første navne, som arkæologerne har fundet i en dansk mose, er navnet 'Wagnijo'. Det kan du læse meget mere om i boksen under artiklen.

Navnestatistik i Danmark
  • Hos Danmarks Statistik fortæller afdelingsleder Dorthe Larsen, at der er ført navnestatistik over nyfødte siden 1985, mens navnestatistikken for hele befolkningen først kom til i år 2000.
  • »Vi startede egentlig mest for sjov med at lave den første opgørelse over nyfødte i 1995, hvor vi kiggede 10 år tilbage, men så var der en stor interesse for det, og så endte vi med at blive ved,« siger Dorthe Larsen.
  • I 1985 var de mest populære pigenavne Louise, Mette og Marie, mens det for nyfødte drenge var navnene Martin, Christian og Kasper, der hittede.

Kilde: Danmarks Statistik

Jernalderen gemmer sig i bynavne

Jernalderen har dog ikke kun efterladt sig navne i form af runesten. Hvis man går på jagt i danske stednavne, kan man nemlig også finde personnavne, som stammer helt tilbage fra år 300-600 e.v.t., fortæller navneforsker Birgit Eggert.

»Det gælder især stednavne, der slutter på –lev. Eksempelvis er Hader i Haderslev et drengenavn, og Siger, eller Sighar på gammelt dansk, i Sigerslev svarer til nutidens mandsnavn Sejer,« siger Birgit Eggert, som er lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

Endelsen 'lev' betyder i øvrigt arvegods. Et –lev navn antydede altså igen en form for slægtskab og arveret gennem familierelationer.

Det er svært at vide, præcis hvornår et stednavn stammer fra, men forskerne bruger blandt andet skriftlige kilder fra nordisk kontrollerede områder i England, til at fastslå, om et navn er opstået før eller efter vikingetiden. Vikingetiden løber i Danmark nogenlunde fra år 800 til 1050 e.v.t.

»Det bruger vi tit til at datere, for hvis de blev brugt dér, var de i hvert fald aktive i vikingetiden. Men det var –lev-navnene ikke, så derfor formoder vi, at de må være ældre,« forklarer Birgit Eggert.

Gyldne, høje og hvide heste

Vi skal dog ud over landets grænser, hvis vi for alvor vil til bunds i spørgsmålet om navnenes oprindelse, lyder det fra Birgit Eggert.

Såvel stednavnene som navnene på de ældste runeindskrifter er nemlig i vid udstrækning bygget op af to led – tag Haderslev som eksempel – og vi ved, at den måde at lave navne på faktisk slet ikke er opstået i vores del af verden. Den er derimod indoeuropæisk, fortæller hun.

Ganske rigtigt, lyder det fra professor Birgit Anette Rasmussen, som arbejder ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet:

»Vi kan se i nogle af de tidligste tekster, at folk havde navne, men også at nogle af de navne var sammensat på en lidt speciel måde. Der var nogle elementer, som man godt kunne lide at kalde folk, og som gik igen og blev sat sammen på kryds og tværs,« siger hun og nævner ordet 'hest' som eksempel.

»Heste var flotte dyr, syntes man, og derfor var det populært som navn på oldindisk og græsk. Filosoffen Sokrates' kone hed eksempelvis Xanthippe, som betyder Gylden hest, og andre hed Høj hest eller Hvid hest. Det var også eftertragtet at hedde noget med ry, fordi de gik meget op i evigt ry og eftermæle.«

Navn navne mennesker historie fortid

Det var populært at hedde noget med hest, viser nogle af de tidligste indoeuropæiske kilder. Høj hest, hvid hest og gylden hest eksempelvis. (Foto: Shutterstock)

Sprogstammer
  • De indoeuropæiske sprog er en af verdens primære sprogstammer og har dannet grundlag for de fleste europæiske sprog, heriblandt dansk, svensk og norsk, og mange sprog i Central-, Vest- og Sydasien.
  • Der er diskussion om, hvor indoeuropæerne oprindeligt stammer fra, men de udsprang formentlig fra et sted omkring stepperne nord for Sortehavet og Det Kaspiske Hav og Lilleasien.
  • De germanske sprog er en sproggren under den indoeuropæiske sprogfamilie og omfatter blandt andet dansk, svensk, norsk, færøsk og islandsk.

Kilde: Birgit Anette Rasmussen

Germanske navne var 'macho-agtige'

Den indoeuropæiske trend med sammensatte navne blev adopteret i de germanske sprog, som udsprang af indoeuropæisk omkring år 500-400 f.v.t. 'Germanere' var romernes fællesbetegnelse for de fleste af de skandinaviske folkeslag. 

De germanske navne fik dog hurtigt et mere 'macho-agtigt' præg, fortæller Birgit Anette Rasmussen:

»Et navn som Harald er for eksempel et gammelt germansk (skandinavisk, red.) navn, og det betyder 'Den, der har magt over hæren'. Et andet germansk navn er Gunhild, som nærmest betyder krig to gange. Begge navne er sammensatte, ligesom for eksempel Thorbjørn, som også var et ofte brugt navn.«

De allertidligste navnekilder, som Birgit Anette Rasmussen kender til, stammer dog ikke fra indoeuropæisk, men fra sumererne – en civilisation og historisk region i Sumer i det sydlige Mesopotamien, som i dag hedder Irak.

Det sydlige Mesopotamien kaldes ofte for 'civilisationens vugge', men ingen ved, hvilken sprogstamme sumerisk udspringer fra.

Gud passer på Daniel og Elisabeth

En af de vigtigste kilder til Sumer-civilisationen er den sumeriske kongeliste, som fortæller os, at den første sumeriske konge hed Enmebaragesi. Han regerede omkring år 2.700 f.v.t.

»Listen viser, at kongerne ofte hed noget med gudenavne, og det er en trend, som fortsætter. Den trend kan vi faktisk følge gennem flere senere historiske kilder,« fortæller Birgit Anette Rasmussen.

Hebraiske navne, som opstår omkring år 900 f.v.t., har eksempelvis tit et element med 'Gud', forklarer hun. Hebraisk udspringer af semitisk, en sprogfamilie der er opstået i Mellemøsten samt Nord- og Østafrika.

»Leddet '–el' betyder for eksempel 'Gud'. Navnet Daniel betyder således 'Gud er min dommer', og Elisabeth betyder 'Guds løfte' eller 'Gud har svoret'. Begge er hebraiske navne. Det viser jo, at man ønsker for det barn, at det skal relatere til Gud på en god måde,« siger hun.

Birgit Anette Rasmussen påpeger dog, at selv ikke i vores ældste skriftlige kilder kan vi finde et tilfredsstillende svar på spørgsmålet om, hvornår navne første gang opstod. Og nu begynder vi at få en fornemmelse af, hvorfor Humayuns spørgsmål praktisk talt er umuligt at svare på.

Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.

Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.

Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk

Selv folk uden skriftsprog har navne

Problemet er, at svaret formentlig gemmer sig i en tid, hvor vi slet ikke havde skriftsprog, påpeger Birgit Anette Rasmussen. Og uden skriftlige kilder kan vi af gode grunde ikke med sikkerhed vide med, hvad – om noget – folk kaldte hinanden.

»Vi har givet hinanden navne så langt tilbage, som vi ved, at mennesker har kunnet skrive. Men vi har sikkert også gjort det før da, det har vi bare ikke en jordisk chance for at vide i dag,« siger sprogforskeren.

Hun påpeger, at selv skriftløse folk på Ny Guinea giver hinanden navne, og den pointe vinder genlyd hos Birgit Eggert.

»Mig bekendt har man aldrig fundet et folkefærd nok så primitivt, som ikke har navne. Af alle de folkefærd, man kender til, har jeg simpelthen aldrig hørt om nogen, der ikke brugte navne,« siger Birgit Eggert, som påpeger, at navne slet og ret er en praktisk nødvendighed for at vide, hvem vi taler om og til.

»Derfor må det at bruge navne være en meget fundamental ting. Mit bud er, at man har brugt det, vi forstår ved navne i dag, eller noget der er meget tæt på, lige siden man begyndte at have sprog,« siger hun.

Sprog bliver ikke til fossiler

Følger man denne tankegang, er det selvfølgelig oplagt at dykke ned i, hvornår sprog egentlig opstod. Men her løber vi igen ind i problemer, forklarer lektor Kristian Tylén, som arbejder på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet.

Et forsigtigt bud, på hvornår menneskets sprog opstod, kunne lyde på 70.000 år siden – men andre mener, at det allerede skete for 100.000 år siden, og det er ekstremt svært at sige, hvem der har ret, lyder det fra Kristian Tylén.

»Problemet er, at vi er nødt til at gætte på baggrund af nogle forskellige arkæologiske fund og vores viden om menneskelig fysiologi. Sprog bliver jo ikke rigtig til fossiler, ligesom knogler for eksempel, så vi har ikke nogle konkrete prøver, vi kan lave analyser på,« siger han.

Kristian Tylén beskæftiger sig selv med fund fra blandt andet huler i Sydafrika – for eksempel ridser og streger på æggeskaller – som tyder på en symbolsk adfærd hos de mennesker, der boede der. Hvis de udtrykte sig i symboler, kan det være en indikation på, at de også havde et verbalt sprog, forklarer han.

Sprog og symboler
  • For at finde ud af, hvornår menneskets sprog opstod, studerer forskerne nogle af de tidligste tegn, man har fundet på symbolsk aktivitet fra mennesker.
  • I 2010 daterede forskere for eksempel nogle ridsede strudseæg, som blev fundet i Diepkloof Rock Shelter i Western Cape, Sydafrika, til at være skabt for omkring 60.000 år siden.
  • Blandt de tidligste eksempler på abstrakt tænkning er skalsmykker, som blev opdaget i Skhul Cave i Israel og i Oued Djebbana i Algeriet. Disse smykker er 90.000-100.000 år gamle, men forskerne er ikke sikre på, om der er tale om symboler eller 'bare' udsmykning.

Kilde: Kristian Tylén

Det første sprog var måske mimik

Udfordringen er at bevise, at der vitterligt er tale om symboler og ikke 'bare' om udsmykning, forklarer Kristian Tylén.

»Tanken er, at hvis man er i gang med at udtrykke sig i symboler, kunne det være en indikation på, at man også har haft et verbalt sprog. Men det er meget usikkert og svært at vise, hvornår der er tale om symbolik, og hvornår nogen bare har ridset i en æggeskal,« tilføjer han.

Hvis man alligevel vil prøve at forestille sig, hvordan de tidligste sprog formentlig har set ud, kan man rette blikket mod vores tætteste nulevende art: Chimpanser.

»De kan ikke producere så fine lyddistinktioner, som vi kan, men i deres gestikulation kan man observere mange fænomener, som minder om vores menneskelige kommunikation. Derfor har den gestik-agtige måde at udtrykke sig på været foreslået som et slags proto-sprog – måske har det menneskelige sprog også haft en fase, hvor vi har fægtet rundt med arme og ben,« siger Kristian Tylén.

Senere har menneskets fysiologi måske udviklet sig, så vi lettere kunne frembringe nuancerede, forskellige lyde og lettere kommunikere med hinanden, selv når det var mørkt, og vi ikke kunne se hinanden? Det er i hvert fald én teori.

Og hvis den er rigtig, kan man næsten fristes til at forestille sig, at de allerførste navne måske har været en form for håndtegn ...

Tak for spørgsmålet – og beklager

Vi er ved at være nået til vejs ende. Fra runesten til gyldne heste, macho-germanere og forhistoriske mennesker, der kaster håndtegn.

For at opsummere kan vi konkludere, at forskerne umiddelbart er enige om, at mennesker med al sandsynlighed har haft navne, lige så længe som vi har haft sprog. Men rent praktisk kan vi ikke vide det.

Det er selvfølgelig ikke et rigtig tilfredsstillende svar for dig, Humayen, men vi håber alligevel, at du er blevet lidt klogere på menneskers tilbøjelighed til at navngive sig selv og hinanden.

Måske den flotte T-shirt, som er på vej til dig med posten, kan være et plaster på såret. Og så kan du jo også altid trøste dig med det flotte navn, som dine egne forældre har givet dig med på vejen.

Spørg Videnskaben takker af for denne gang. Sidder du selv med en god undren, er du velkommen til at sende den til os på sv@videnskab.dk.

Danske moser gemmer på de første navne
Mose

De danske moser har givet os et hav af spændende arkæologiske fund, heriblandt nogle af de første danske navne, vi kender til i dag. (Foto: Shutterstock)

I en af de mest berømte våbenofringer i Danmark, nemlig Illerup Ådal nord for Skanderborg, ofrede østjyske krigere omkring år 200 e.v.t. utallige romerske våben og ejendele. På to lansespidser står med runer ridset drengenavnet Wagnijo, og samme navn findes faktisk på en spydspids fra Vimosen.

»Det ville være mærkeligt, hvis det var forskellige mennesker, der hed Wagnijo og skrev deres navn på helt samme måde, så vi gætter på, at det er den samme mand, der har sat sit navn på tre forskellige lansespidser. Måske har han været våbenmager,« spekulerer Lisbeth Imer.

Du kan læse mere om Illerup Ådal i artiklerne 'Barbarisk fund: Vores forfædre bar ligrester på kæppe' og 'Massegrav fra jernalderen får hårene til at stritte'.

Forskerne finder både eksempler på egentlige personnavne, men også på navne, som bærer mere præg af kælenavne eller i nogen tilfælde ligefrem øgenavne, fortæller Lisbeth Imer.

I en grav ved Himlingøje på Stevns har arkæologerne for eksempel fundet et dragtspænde med navnet Lamo, som betyder den lamme, og på et håndtag til et skjold i Illerup Ådal står indskriften Swarta, som betyder den sorte.

De første familienavne på runesten

Når vi kommer lidt længere op i tid, begynder fundene at bære præg af, at navne også kunne bruges til at sætte sig selv i en familiær kontekst.

Det betyder med andre ord, at man begyndte at bruge de samme navne som tidligere generationer for at vise, hvem man var i familie med.

Det første eksempel på denne tradition finder vi på en runesten fra 5-600-tallet i Blekinge i det sydlige Sverige. Her har en mand nævnt sig selv, sin far og sin bedstefar: Hærulv, Hådulv og Hjorulv.

»Sammen med forbogstavet H angiver efterleddet -ulv, at de er i familie. På tidligere fund ser vi kun enkelte navne, som ikke fortæller noget om en persons relationer, men her får vi hele tre slægtled,« siger Lisbeth Imer og fortsætter:

»Så det med at bruge sit navn til at vise, at man tilhører samme familie, det er faktisk en tradition, som har rødder helt tilbage i jernalderen. Princippet ser vi på mange andre runesten, når vi bevæger os op i vikingetiden.«

Når vi kommer op i vikingetiden, begynder navnene at ændre karakter, fortæller Lisbeth Imer.

»I 600-tallet sker den største sproglige udvikling, vi har set herhjemme, og der begynder folk at hedde navne som Thorstein, Toke og Ragnhild. Det er 'nye' navne, som vi ikke kender fra jernalderen.«

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.