Terapeuter, coaches og foredragsholdere fremhæver ofte en positiv tankegang som nøglen til lykke. Selvhjælpsbøger har også tit et lignende budskab.
Eksempelvis hævder Norman Vincent Peales bestseller The Power of Positive Thinking:
»Når vi forventer det bedste, udløser vi en magnetisk kraft i vores sind, som gennem loven om tiltrækning (the law of attraction, red.) bringer det bedste til os.«
Terorien lyder, at en optimistisk tankegang ikke alene fordriver midlertidigt sortsyn og pessimisme, men at den også sætter gang i en selvopfyldende profeti, hvor vi får succes, fordi vi tror på det.
Er en optimistisk tankegang en win-win-strategi?
Så når det kommer til lykke, er en optimistisk tankegang en win-win-strategi.
Måske er det grunden til, at urealistisk optimisme - det vil sige tilbøjeligheden til at overvurdere sandsynligheden for, at noget godt vil ske, samt undervurdere sandsynligheden for, at noget dårligt vil ske - er ét af de mest udbredte karaktertræk blandt mennesker.
Studier viser konsekvent, at langt størstedelen af befolkningen (cirka 80 procent ifølge de fleste estimater) har et overdrevent optimistisk livssyn.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Pessimismens fortalere
Men pessimisme har dog også sine fortalere.
Selvom det kan være ekstremt smertefuldt rent psykisk altid at forvente det værste, er pessimisterne som regel også temmelig immune overfor skuffelser.
Som den engelske forfatter Thomas Hardy skrev:
»Pessimisme er - kort sagt - at spille sikkert spil. Man har ikke noget at tabe, men vinder måske endda. Det er det eneste livssyn, der sikrer, at vi ikke bliver skuffede. Når vi tager højde for, hvad vi vil gøre i værste tilfælde, bliver livet en barneleg.«
Det er en holdning, nobelprisvinderen Daniel Kahneman og hans nu afdøde kollega Amos Tversky stiltiende tilslutter sig.
Vi hader at tabe mere, end vi elsker at vinde
Ifølge deres begreb om 'loss aversion' ('loss aversion' er et begreb, som bliver anvendt inden for nudging og adfærdsdesign til at ændre vores adfærd, red.), hader vi at tabe dobbelt så meget, som vi elsker at vinde.
For eksempel er ærgrelsen over at miste 50 kroner dobbelt så stor som glæden ved uventet at vinde 50 kroner.
I de fleste tilfælde afhænger det af, hvad vi forventede: En lønforhøjelse på 50.000 kroner virker som et tab, hvis vi forventede 100.000 kroner.
Ved at forvente en masse udsætter urealistiske optimister sig selv for store mængder destruktiv skuffelse.
Optimisme og pessimisme er forudindtagede livsholdninger
Disse adfærdsmæssige holdninger til henholdsvis en optimistisk og en pessimistisk tankegang står i kontrast til mainstreamøkonomiens perspektiv, hvor det er bedst at have realistiske forventninger, og hvor beslutningerne bliver truffet på grundlag af nøjagtige, uvildige informationer.
Optimisme og pessimisme er begge forudindtagede livsholdninger, som kan danne grundlag for uheldige beslutninger og ringere livstilfredshed.
Især karrierevalg, økonomiske beslutninger og ethvert valg, der involverer risiko og usikkerhed, er i farezonen.
Vores forskning undersøger, om optimister, pessimister eller realister trives bedst. Forskningen fulgte 1.601 personer over 18 år. Vi målte trivslen ud fra selvrapporteringer om livstilfredsheden og psykisk stress.
Vi takserede desuden deltagernes indkomst samt deres tilbøjelighed til henholdsvis at over- og undervurdere den. Bedre økonomi er associeret med større livstilfredshed, så det kommer ikke som en overraskelse.
Realitetstjek
Vores hovedfund er, at det ikke kun er resultaterne, der gælder - vores forventninger spiller også en rolle.
Alt andet lige, er både over- og undervurdering af udfaldet associeret med mindre livstilfredshed, end hvis vores forventninger rammer mere eller mindre plet. Med andre ord, realisterne klarer sig bedst.
Vores forskningsresultater er måske en lettelse for mange, da de viser, at vi ikke behøver at stræbe efter at tænke positivt.
I stedet lader det til, at vi kan trives med at forholde os realistisk til fremtiden samt træffe fornuftige beslutninger baseret på evidens - helt uden at kaste os ud i ufravigelig positivitet.
Der er to overordnede årsager til vores forskningsresultater, som er resultatet af to modstridende følelser:
- For optimisterne kan skuffelsen i sidste ende dominere det forventningsfulde håb om det bedst mulige udfald, og så begynder lykkefølelsen at dale.
- For pessimisterne kan den deprimerende forventning om det værst tænkelige udfald komme til at dominere lettelsen over at undgå katastrofen.
Både optimisme og pessimisme fører til mindre trivsel
Planer baseret på unøjagtige forventninger resulterer i værre udfald end planer baseret på rationelle, realistiske forventninger.
Under alle omstændigheder er vores konklusion, at henholdsvis overoptimisme eller for meget pessimisme fører til mindre livstilfredshed.
Størstedelen af os har en tendens til at være optimistiske, så bør vi holde vores forventninger i skak?
Vores studie indikerer, at realisterne er lykkeligst, men det betyder ikke nødvendigvis, at vores livstilfredshed stiger, hvis vi bliver realister (hvis en sådan forandring overhovedet er mulig).
Det eneste, vi kan sige, er, at det er muligt.
Beslutninger på grundlag af forudindtagede forventninger
Det gælder også i forhold til coronavirussen. Både optimister og pessimister træffer beslutninger på grundlag af forudindtagede forventninger. Det resulterer ikke alene i dårlige beslutninger, men også i manglen på at tage passende forholdsregler mod potentielle trusler.
Optimisterne tror, at der er mindre risiko for, at de bliver smittet med COVID-19 end andre, og derfor er der mindre sandsynlighed for, at de tager passende forholdsregler.
Pessimisterne vil derimod være meget modvillige mod at forlade deres hjem eller sende deres børn i skole igen, men hverken den ene eller den anden strategi er passende i forhold til trivsel og lykke.
Realisterne tager derimod velovervejede risici, velvidende at disponering for sygdommen i stor udstrækning afhænger af alder.
Chris Dawson og David de Meza hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
