Amerikansk fodbold har ’The Catch’, baseball har ’The Shot Heard ‘Round the World’, og basketball har ’The Block’.
Inden for fodbold er det Diego Maradonas mål med ’Guds Hånd’ – et sportsøjeblik fastfrosset i tid, som man blot skal nævne for at vække stærke følelser blandt fodboldtilhængere.
Dets eftermæle har sådan en kraft, at den bold, Maradona scorede målet med, næsten 36 år efter er sat på auktion den 16. november 2022 til en forventet pris helt op til 3,3 million dollars eller godt 24 millioner danske kroner.
Så hvorfor har dette mål, der slet ikke skulle have været et mål, så stor betydning? Som økonom, der studerer sport, har jeg længe ment, at man bliver nødt til at sætte sig ind i sportens kulturelle betydning for at forstå dens finansielle dimension. Der er flere årsager til, at dette mål er blevet en af fodboldspillets mest ikoniske begivenheder.
1. Det handler om den kontroversielle hændelse
Målet, det drejer sig om, blev scoret af den store argentinske spiller Maradona i en kvartfinalekamp mod England ved VM i fodbold i 1986.
Anden halvleg var i gang, der var ikke scoret endnu, og det argentinske hold kørte bolden rundt lige uden for Englands straffesparksfelt.
Den engelske midtbanespiller Steve Hodge prøvede at sparke bolden væk, men det lykkedes ham kun at sende den højt op i luften over sin egen målmand.
Normalt ville man forvente, at målmanden ville gribe bolden, især i en luftduel med Maradona, der var 165 cm høj. På en eller anden måde endte bolden alligevel i netmaskerne.
Umiddelbart så det som om, Maradona headede til bolden, men den langsomme gengivelse viste tydeligt, at han dirigerede den videre med sin knyttede næve.
Det var tre årtier før brugen af Video Assistant Referee, eller VAR, i fodbold. Der var ingen mulighed for at se en gengivelse på stedet.
Dommerens udsyn var blokeret, og han kiggede ud på sin linjevogter for at få hjælp – men linjevogteren kunne ikke se, at der var noget galt, og målet blev godkendt.
Efter kampen fortalte Maradona, at målet blev scoret »un poco con la cabeza de Maradona y otro poco con la mano de Dios«, eller på dansk »en smule med Maradonas hoved og en smule med Guds hånd«.
Den vending blev hængende og blev en del af legenden omkring målet.
2. Det handler i virkeligheden om det andet mål
Argentinas landshold i 1986 var ikke noget stort hold. Det var snarere et gennemsnitligt hold suppleret med verdens på det tidspunkt bedste spiller. Mange ville sige den mest talentfulde spiller, der nogensinde har optrådt på en fodboldbane.
England var sandsynligvis et bedre hold, hvis man havde taget Maradona ud af kampen. Så det var lige præcis det, de engelske forsvarsspillere prøvede: at lukke Maradona ned med fair midler eller frispark. Englands plan var at gøre det til næsten samtlige spilleres ansvar at jagte ham og afholde ham fra at præge kampen. De prøvede, men det var umuligt.
Fire minutter efter det første mål fik Maradona bolden og driblede med lynets hast forbi tre forsvarsspillere og den engelske målmand og scorede igen. Målet blev i 2002 udnævnt til ’1900-tallets bedste mål’ ved en afstemning arrangeret af det internationale fodboldforbund, FIFA.
Argentina gik siden hele vejen og vandt finalen, i hvad der stadig er kendt som ’Maradonas VM’.
3. Nej, det hele handler om Argentinas hævn!
Det var umuligt at ignorere kampens politiske kontekst – eller målet. Argentina invaderede i 1982 Falklandsøerne, eller Malvinerne – hvilket navn, man bruger, afhænger af ens tilhørsforhold – et britisk oversøisk territorie godt 600 km ud for Argentinas sydspids.
Øerne havde været besat af briterne siden 1833, og den regerende premierminister Margaret Thatcher (1925-2013) cementerede sit image som ’Jernladyen’ ved at sende en militær styrke på 8.000 mand over Atlanten for at generobre øerne.
Storbritannien hævdede, at de først og fremmest gjorde det af hensyn til øboernes selvbestemmelse, men værdifulde fiskerirettigheder og retten til at deltage i administrationen af Antarktis var også på spil. Blandt dem, der stod neutralt i konflikten, var der en betydelig sympati for Argentinas sag, eftersom briternes handlinger fremstod som forældet, kolonialistisk imperialisme.
Ydmygelsen af de argentinske generaler var sandsynligvis med til at fremskynde enden på landets militærdiktatur og genindførelsen af demokratiet i Argentina. Det medførte også en modvilje mod englænderne. Argentinerne mener inderst inde, at Malvinerne tilhører dem, ikke Storbritannien. Samtidig prægede det optakten til kvartfinalen i 1986, som Maradona senere genkaldte sig det i sine memoirer, ’Yo Soy El Diego’ eller ’Jeg er El Diego’:
»På sin vis gav vi de engelske spillere skylden for alt, hvad der var sket, for alt det, det argentinske folk havde lidt – vi forsvarede vores flag, de døde børn, de overlevende.«
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
4. Okay, det er, fordi Diego Maradona i virkeligheden er alletiders største fodboldspiller
Få fodboldspillere har sat deres aftryk på et verdensmesterskab helt som Maradona. Hans præstation i kampen mod England står som et vidnesbyrd om hans storhed, og vendingen ’Guds hånd’ placerer elegant hans navn i samme sætning som guddommelighed.
Det var ikke bare en enkeltstående kamp. Hele turneringen blev et udstillingsvindue for hans utrolige evner – og meget passende løftede han til sidst også VM-pokalen.
Maradona – der døde i 2020 i en alder af 60 år – var imidlertid også et plaget geni. Som barn af slummen i Buenos Aires var han altid bange for, at han ikke ville få, hvad han var berettiget til.
Han blev afhængig af stoffer – formodentlig som følge af alle de smertestillende piller, han brugte for at kunne fortsætte med at spille i en tid, hvor forsvarsspillere ofte tyede til benbrækkende tacklinger – og sloges med et kokainmisbrug.
Han var ofte på kant med medierne, blev anklaget for at have overfaldet en af sine kærester og havde angiveligt tætte forbindelser til mafiaen.
For de fleste fodboldentusiaster betød alt dette imidlertid intet for hans storhed som spiller.
Der er simpelthen nogle spillere – ganske få når det kommer til stykket – hvis historie hæver sig over godt og ondt, og hvis handlinger for evigt vil blive husket ligesom de antikke græske guders bedrifter.
Maradona er en af disse spillere. Som Achilleus og Odysseus vil hans navn leve videre, knyttet til målet med ’Guds Hånd’.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Jørn Busch Olsen.
