Hvis et parti erobrer regeringsmagten, kan man med god ret hævde, at partiets valgprogram virker præcis, som det skal.
Så hvorfor ændre på valgprogrammet, sådan som Socialistisk Folkeparti gjorde i 2011 efter at være trådt i regering for første gang i partiets historie, ligesom både Kristeligt Folkeparti og Centrum Demokraterne også gjorde i begyndelsen af 1980’erne?
I en ny undersøgelse har jeg og de tre hollandske politologer, Gijs Schumacher, Marc van de Wardt og Barbara Vis, påvist, at de tre partiers programændringer faktisk er typiske for et parti, som for første gang i historien træder ind i en regering.
På baggrund af en analyse af 214 politiske partier i perioden mellem 1950 og 2013 konkluderer vi, at forklaringen er, at regeringsdebutanter i højere grad end andre partier frygter at tabe magten igen ved førstkommende valg, og at de derfor justerer valgprogrammet i en bestræbelse på at forhindre dette.
Datagrundlaget for vores analyse er det såkaldte Comparative Manifesto Project, som indeholder oplysninger fra 3.749 valgprogrammer i 21 lande.
Har regerings- og oppositionsstatus betydning?
Statskundskaben har i en årrække prøvet at finde ud af, om statussen som henholdsvis regerings- eller oppositionsparti har indflydelse på indholdet af partiernes løbende justeringer af deres valgprogrammer.
Nogle undersøgelser viser, at oppositionspartier er mest tilbøjelige til at ændre program, fordi oppositionsrollen er et vidnesbyrd om, at partiet er ude af trit med den offentlige opinion og har tabt til et eller flere andre partier.
Andre peger på, at effekten varierer mellem partier, for hvem regeringsdeltagelse er et hovedmål, og partier, som har andre primære prioriteter.
Endelig er nogle nået til den konklusion, at regerings- og oppositionsstatus slet ikke har nogen betydning, men at valgprogrammerne ændres som følge af udsving i den offentlige opinion eller som svar på ændringer foretaget af rivaliserende partier.
Hvorfor skifter regeringspartierne valgprogram?
I forlængelse af disse tidligere undersøgelser er vores resultat opsigtsvækkende, men der skal to nøgler til at forstå det.
Første nøgle er det, vi kalder partiernes aspirationsniveau, dvs., i hvilket omfang et parti faktisk aspirerer efter regeringsmagt.
Aspirationsniveauet varierer fra parti til parti, men det ændrer sig også for det enkelte parti over tid i takt med dets præstationer.
Et parti, der historisk har fastholdt regeringsmagten i lange perioder, har et højt aspirationsniveau, mens et parti, som næsten aldrig har været i regering, har et tilsvarende lavt aspirationsniveau, som endda kan være faldende.
Den anden nøgle er, at der gælder det psykologiske forhold for politiske partier, at påførte tab gør mere ondt, end tilsvarende opnåede gevinster glæder.
Mennesker ærgrer sig mere over at tabe 100 kroner på gaden, end de glæder sig over at finde 100 kroner samme sted, og et politisk parti rammes hårdere af tabet af regeringsmagten, end det glædes over at erobre magten igen.
Effekten af dette er, at politiske partier er konservative organisationer, som foretrækker at holde sig til det, der ligner et virkningsfuldt program frem for at eksperimentere med risikofyldte ændringer.
At sidde på magten medfører et uundgåeligt tab
Kun i situationer, hvor partierne står over for tilsyneladende uundgåelige tab, øges risikovilligheden til forandringer.
Det at sidde på regeringsmagten medfører et tilnærmelsesvist uundgåeligt tab pga. den såkaldte cost of governing-regel.
At træffe og stå til ansvar for vanskelige og ikke sjældent upopulære beslutninger er forbundet med en årlig omkostning i vælgertilslutningen.
Kraften, hvormed partierne reagerer på dette tilsyneladende uundgåelige tab ved at gennemføre ændringer i valgprogrammet, afhænger af aspirationsniveauet.
Regeringspartier må indgå kompromisser
Partier, for hvem regeringsmagten er meget uvant, de såkaldte lav-aspirationspartier, gennemfører markant større ændringer, når de er i regering, end når de er i opposition.
Det skyldes, at disse partier forventer, at udsigten til fortsat regeringsmagt er dårlig. Forhandling og kompromis er nødvendigt for at holde sammen på den koalition, partierne typisk er en del af.
Og netop kompromisser på eksempelvis mærkesager er ifølge forskningen ensbetydende med tab af vælgere, idet lav-aspirationspartier også ofte er enkeltsagspartier med meget vigtige mærkesager.
Hvis disse partier omvendt ikke er villige til at gå på kompromis, men vælger at radikalisere et oprindeligt program, kan det skabe så meget splid med koalitionspartnerne, at partiet opgives som troværdig partner i det hele taget.
Stillet over for udsigten til at tabe den nyligt opnåede regeringsmagt på gulvet, vælger lav-aspirationspartier derfor at løbe den risiko, en ændring af valgprogrammet er forbundet med.
Eksempel fra nabolandene
De Grønne i Tyskland er et illustrativt eksempel på denne mekanisme. I løbet af 1990’erne blev dette i udgangspunktet anarkistiske parti stabiliseret så meget, at det i 1998 kunne træde i regering for første gang som juniorpartner til socialdemokraterne i SPD.
Til trods for partiets grundlæggende pacifistiske rødder og tilknytning til anti-atomkraftbevægelsen i Tyskland medvirkede det mellem 1998 og 2002 til at sende Tyskland ud i to krige samt udsætte lukningen af de tyske A-kraftværker.
Det, samt en revision af partiprogrammet, fik mange fra partiets aktivistiske bagland til at forlade det. Ledelsen fastholdt dog det nye program for at demonstrere regeringsduelighed, og ved valget i 2002 øgede partiet således vælgertilslutningen og kunne forsætte i regeringskoalition med SPD.
Høj-aspirationspartier frygter ikke magttab
Høj-aspirationspartiers nærmest permanente status som regeringspartier bevirker, at de ikke i nær så høj grad frygter et magttab efter førstkommende valg.
Vi taler her om gruppen af regeringsbærende partier, som i egen selvforståelse har en førstefødselsret til nøglerne ind i regeringskontorerne – f.eks. Kristendemokraterne i Holland og det svenske Socialdemokrati.
Når de er i regering, ænser de derfor kun i ringe grad risikoen for at miste magten ved næste valg, og derfor er de relativt lidt tilbøjelige til at ændre valgprogrammet, mens de er i regering.
Til gengæld kommer rollen som oppositionsparti som så stort et chok for høj-aspirations partier, at det udløser markante ændringer.
Degradering til oppositionsbænken kan være chok
Mens De Grønne er et godt eksempel på et lav-aspirations parti, der ændrer program efter at være trådt i regering, er det svenske Socialdemokrati et stærkt eksempel på et høj-aspirationsparti, for hvem degraderingen til oppositionsbænkene var et stort chok.
Efter at have siddet i regering uafbrudt siden 1932, tabte de i 1976 magten til en borgerlig.
Socialdemokraterne genvandt dog magten igen i 1982, og i den mellemliggende periode havde partiet foretaget kraftige justeringer i eksempelvis partiets velfærdspolitiske program. Det var langt stærkere ændringer, end partiet havde foretaget op til 1976-valget.
Nogle partier er mere villige til at gå på kompromis med ideologien, hvis det er prisen for at sætte sig i regeringsstolen
Michael Baggesen Klitgaard
Partiets erfaringer afgør, om ideologi eller magt vægtes højest
Vores analyse viser, at de målsætninger, partierne forfølger, til dels er et resultat af partiernes historiske oplevelse af egen performance.
Det er velkendt i såvel den teoretiske litteratur som i den offentlige debat, at ideologiske løsninger på politiske problemer for nogle partier vægter højere end regeringsmagten, mens andre partier er mere villige til at gå på kompromis med ideologien, hvis det er prisen for at sætte sig i regeringsstolen.
Hvor de forskellige partier lægger snittet, er imidlertid stærkt påvirket af partiets oplevede erfaringer.
I Danmark har det Radikale Venstre en lang historie for at kunne samarbejde med såvel højre- som venstreorienterede partier i regering.
Med vores analyse i hånden kan det forklares som et resultat af, at partiets hyppige regeringsstatus har gjort det til et høj-aspirationsparti, som er villig til at ændre program med henblik på altid at være klar til at træde i regering.
