Ukraine er af stor geopolitisk betydning for Rusland. Et blik på kortet viser hvorfor. Rusland har en mere en 2.000 kilometer lang grænse tilfælles med Ukraine. Desuden ligger Ukraine mindre end 500 kilometer fra Moskva og i nærhed af Volga-regionen, Ruslands industrielle og politiske centrum.
Derfor er det naturligt, at Moskva gerne vil beholde Ukraine i det russiske interesseområde.
Det primære formål er at udøve kontrol over Kievs udenrigspolitiske adfærd og dermed at forhindre, at Ukraine bliver en tæt allieret eller et militært brohoved for andre stormagter. Selvsagt ønsker ingen stater at have baser eller tropper fra potentielle rivaler i umiddelbar nærhed af egne grænser.
Det er derfor, næsten alle stormagter gennem tiden – fra det Persiske Rige til nutidens USA – har forsøgt at opnå regional dominans. Og det er på denne geopolitiske baggrund, at Ruslands politik over for Ukraine bedst kan forklares.
Krisen i Ukraine startede med EU's tilnærmelser
Gennem 90'erne og 00'erne brugte Moskva en række økonomiske og diplomatiske instrumenter til at vinde indflydelse over Ukraine. Med præsident Viktor Janukovtjs magtovertagelse i 2010 havde Moskva opnået dette mål. Næsten da. Præsident Janukovitj førte en på mange måder Rusland-venlig kurs. Samtidig er det værd at fremhæve, at han ikke var russernes marionet.
Blandt andet forhandlede Janukovitj med EU om en associeringsaftale, som omfattede ikke bare mulighed for frihandel, men også udsigten til et tættere sikkerhedspolitisk samarbejde. Det var noget, den politiske ledelse i Kreml var dybt bekymret over.
Selvom det er svært for europæere at forstå, så ser de fleste russere ikke længere EU som en uskyldig frihandelsorganisation, men snarere som et potentielt stormagtscentrum. Moskva er mistænksom over for EU's motiver, og i forlængelse heraf betragter EU's Partnerskab mod øst som et forsøg på at udvide Unionens indflydelsessfære.
Samtidig er Moskva bekymret, fordi EU-udvidelser plejer at være tæt forbundet med NATO-ekspansion. Tænk på de baltiske stater, Bulgarien og Rumænien, eller Kroatien som det seneste eksempel.
Kort sagt: Politiske beslutningstagere i Kreml frygtede, at Janukovitj ville vende Rusland ryggen og knytte tættere bånd til EU og NATO.
Dette måtte ikke ske, og derfor besluttede Moskva at indføre en række handelsrestriktioner mod Ukraine i sensommeren 2013. Grænsen blev lukket for mange ukrainske varer som for eksempel chokolade og mejeriprodukter. Denne restriktion forværrede Ukraines dårlige økonomiske situation yderligere.
Samtidig lokkede Rusland med en stor hjælpepakke, der omfattede eksport af billig naturgas til Ukraine samt et løfte om lån på 15 milliarder dollar (omkring 100 milliarder danske kroner, red.).
Ruslands plan virkede
Ruslands brug af trusler og lokkemidler virkede – i hvert fald på kort sigt. Janukovitj afviste EU ved topmødet i Vilnius i november 2013 og valgte i stedet at skrive under på en omfattende handelsaftale med Rusland. Men ikke alt gik som planlagt.
Beslutningen udløste store demonstrationer i Kijev. Den dybere årsag til protesterne var en udbredt utilfredshed med regeringen. Mange ukrainere (fra både øst og vest) betragtede Janukovitjs styre som dybt korrupt og inkompetent.
Det videre forløb er velkendt. Efter tre måneder med mere og mere voldsomme uroligheder flygtede Janukovitj i februar fra hovedstaden. En ny regering, domineret af pro-vestlige eliter og medlemmer af den såkaldte Dnepropetrovsk-klan, tog hurtigt over.
(Foto: Dmitry Terekhov)
Det er vigtigt at forstå i denne sammenhæng, at for Moskva var det afgørende ikke, at Jankovitij blev væltet. Putins forhold til den ukrainske præsident havde i parentes bemærket ikke altid været det bedste. Det afgørende var, at den nye regering åbent erklærede, at den ville skrive under på associeringsaftalen med EU.
Moskvas mareridt var dermed ved at gå i opfyldelse. Et udpræget pro-vestligt styre var pludselig ved magten i Kijev, mens EU virkede mere end ivrig for at indlemme Ukraine i sin indflydelsessfære.
Rusland skiftede til hårde magtmidler
Hvordan reagerede Rusland? Rusland reagerede som de fleste stormagter ville gøre og skiftede fra bløde til hårde magtmidler:
For det første annekterede Rusland den ukrainske halvø Krim. Selvom anneksionen blev gennemført under påskud af at beskytte den russiske befolkning i området, så spillede geopolitiske overvejelser en central rolle. Moskvas primære mål var at bevare kontrollen over flådebaser og militæranlæg på halvøen.
Endvidere sendte overtagelsen af Krim et klart signal til den nye regering i Kijev og andre stater i Ruslands nærområde: Tages der ikke hensyn til Moskvas interesser, vil det have ubehagelige konsekvenser.
For det andet begyndte Moskva at destabilisere det østlige Ukraine ved at støtte pro-russiske separatistbevægelser i området. Der findes en række stærke indicier for, at Rusland leverer våben og forsyninger til rebellerne.
Derudover har Kreml faktisk indrømmet, at russiske soldater kæmper sammen med oprørerne, men hævder, at soldaterne gør dette, mens de er på ferie. En forklaring, som ikke virker særlig overbevisende.
For det tredje er russerne begyndt at presse for en form for føderalisering af Ukraine. Det er der gode grunde til: En føderalisering vil give Moskva mulighed for at etablere et bælte af pro-russiske regioner og provinser langs grænsen.
Samtidig kan Moskva undgå de diplomatiske og økonomiske omkostninger, som en indlemning af det østlige Ukraine i den russiske føderation ville medføre. Disse provinser vil oven i købet givetvis have et veto over Kijevs udenrigspoliske beslutninger.
Det vil give Moskva mulighed for at blokere Kijevs ambitioner om at knytte tættere bånd til EU og et eventuelt NATO-medlemskab.
Rusland har handlet som forventet
Alt i alt har Rusland handlet, som man ville forvente ud fra et geopolitisk perspektiv.
Ligesom Washington ville modarbejde centralamerikanske staters forsøg på at knytte tættere politiske og økonomiske bånd til Kina, forsøger Moskva at beholde en vis kontrol over Ukraine og modarbejder EU’s og NATO’s fremrykning på Ruslands grænser.
Alt andet ville være mærkeligt.
