Disney's kommende live-action udgave af klassikeren 'Den Lille Havfrue' har udløst en mildest talt forbløffende reaktion.
Filmens trailer blev mødt med millionvis af nedadvendte tommelfingre på YouTube, tilsyneladende fordi den lille havfrue spilles af Halle Bailey, en sort skuespillerinde.
I den animerede Disney-film fra 1989, som den kommende film er baseret på, hed den lille havfrue Ariel. Hun havde rødt hår og en syngende krabbe (med en jamaicansk accent).
Implikationen af en stor del af den seneste kritik lyder, at en sort havfrue ikke er 'autentisk' i forhold eventyret om den lille havfrue. Men eventyr bliver løbende genfortalt på nye måder over tid.
H. C. Andersens litterære eventyr adskiller sig meget fra filmen fra 1989. Han var en biseksuel social outsider, der kæmpede med at give udtryk for sine ønsker og længsel.
H. C. Andersens 'Den Lille Havfrue' er ikke den lykkelige, romantiske fortælling, som Disney-fans kender, men en fortælling om smertefuld, ulykkelig kærlighed, som Andersen arbejdede på, da en mand, han var forelsket i, skulle giftes.
Den første Askepot var kinesisk
Harme over eventyr, der krydser kulturelle og etniske grænser, er baseret på misforståelser.
Variationer af de mest populære fortællinger findes i flere kulturer, og velkendte fortællingstyper har historisk bevæget sig kloden rundt.
Den måde, fortællingerne bliver fortalt på, har også tilpasset sig: Fra at blive delt mundtligt til litterære versioner (fra det 17. århundrede) og nu via film, TV og spil (fra det 20. århundrede).
Selve årsagen til, at eventyrene har overlevet, er, at de hele tiden bliver genfortalt på nye måder og tilpasser sig de skiftende publikum og kulturelle normer.
For eksempel er den første nedskrevne Askepot Yeh-Hsien fra Kina. Fortællingen udkom første gang omkring år 850, mens Charles Perraults 'Askepot', som er inspirationen bag de fleste versioner, vi kender i dag, blev publiceret i 1697.
Yeh-Hsien får ikke hjælp af en gudmor i form af en fe, men i stedet af fiskeben. Hvis et eventyr kun 'tilhører' den allerførste kultur, hvor det blev fortalt eller skrevet ned, ville det være logisk, at vi kun afbilder Askepot som kinesisk.
Disney's animerede versioner, der begynder med Snehvide i 1937, er kommet til at definere vores kulturelle forståelse af eventyr. Det er én af grundene til, at vi har mistet vores kulturelle bevidsthed om de forskellige oprindelser og traditioner omkring disse fortællinger.
\ Læs mere
'Friserede' udgaver af tidligere eventyr
Disney-filmene, som er rettet mod et familiepublikum, er velfriserede udgaver af tidligere eventyrvarianter - som ofte var langt mere grusomme og foruroligende end Disney-udgaverne.
I modsætning til Disney-filmene er H. C. Andersens 'Den Lille Havfrue' en tragisk fortælling om lidelse og ekstreme selvopofrelse.
P. L. Travers, som skrev 'Mary Poppins', fortalte om sin modvilje mod den lille havfrues lidelser og smerte. Hun mente, at H.C. Andersens »tortur, forklædt som fromhed« var »demoraliserende«.
Mange af H.C. Andersens hovedpersoner er små og sarte figurer, der vækker vores sympati.
Denne skrøbelighed kan skyldes fattigdom eller manglende omsorg, som i 'Den lille pige med svovlstikkerne'.
Men det kan også være en karakterer, der ikke er i stand til at bevæge sig uden besvær. Den lille Tommelise skal bæres fra et sted til det næste, og den lille havfrue går med fornemmelsen af 'skarpe knive i de fine fødder' med hvert skridt.
'Den Lille Havfrue' er også et glimrende eksempel på H.C. Andersens fokus på kvindelig selvopofrelse og lidelse. Havfruen får skåret tungen ud af havheksen og bliver stum.
Hun bevarer sin sarte kvindelighed med sin 'dejlige, svævende' gang på sine hårdt tilkæmpede menneskeben på trods af den svære smerte, der er prisen for hendes handel.
\ Læs mere
Ikke en kærlighedshistorie
Havfruen redder prinsen to gange. Først risikerer hun sit eget liv for at redde ham fra et skibsforlis.
H.C. Andersens eventyr er dog ikke en kærlighedshistorie, for prinsen har aldrig romantiske følelser for havfruen.
Han er imponeret over hendes hengivenhed, men behandler havfruen som et dyr eller et barn. Han giver hende endda 'tilladelse til at sove på en fløjlspude ved hans dør'.
Den lille havfrues ultimative selvopofrelse er evident, da prinsen gifter sig med en anden kvinde, og havfruen holder brudekjolens slæb, mens hun kun tænker 'på sin dødsnat, på alt hvad hun havde tabt i denne verden'.
Havheksen lovede den lille havfrue en udødelig sjæl, hvis hun kunne få prinsen til at forelske sig i hende. Hvis ikke ville hun dø af et knust hjerte den første dag efter hans ægteskab med en anden kvinde - og blive havskum på bølgerne.
Da hun står over for valget mellem at dræbe prinsen og slutte sig til sin familie i sin havfrueskikkelse, ofrer hun i stedet sit eget liv.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet & Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
H.C. Andersen som outsider
H.C. Andersens sørgelige privatliv påvirker uafværgeligt fortolkningen af hans fortællinger om undertrykte og ynkelige karakterer.
I den lille havfrues tilfælde er der en tæt sammenhæng mellem historien og H.C. Andersens egne følelser af isolation og afvisning.
H.C. Andersen var en social outsider, der aldrig giftede sig – og potentielt aldrig havde sex. Han forelskede sig i både mænd og kvinder og menes derfor at være biseksuel.
Alligevel kæmpede han for at udtrykke sine ønsker ohg længsel, et problem relateret til en række komplekse psykologiske problemer.
Én af de mænd, Andersen forelskede sig i, var vennen Edvard Collin, som ikke gengældte H. C. Andersens følelser. Forfatteren Jackie Wullschläger skriver, at 'Den Lille Havfrue' blev skrevet 'da Andersens besættelse og Edvard Collins forsagelse var på sit højeste'.
Da Edvard Collin i august 1836 giftede sig med en kvinde, blev H. C. Andersen med vilje på Fyn for at undgå brylluppet. Der fortsatte han med at arbejde på 'Den Lille Havfrue'.
Opnår ikke en evig sjæl gennem ægteskab
Den lille havfrue opnår ikke en evig sjæl gennem ægteskab med prinsen. Det kan vi fortolke som H.C. Andersens afvisning af tanken om, at udødelighed er afhængig af, at kærligheden bliver gengældt.
Som Jackie Wullschläger foreslår, sidestillede H.C. Andersen sandsynligvis sig selv, en biseksuel mand, med havfruens forståelse af sig selv som en anden art end menneske.
H. C. Andersen skrev, at han bevidst undgik den sædvane, der er at finde i anden havfruefiktion, som Friedrich de la Motte Fouqués 'Undine' (1811), hvor menneskelig kærlighed muliggør erhvervelsen af en sjæl:
»Jeg er sikker på, at det er forkert! […] Jeg vil ikke acceptere den slags i denne verden. Jeg har tilladt min havfrue at følge en mere naturlig, mere guddommelig vej.«
H. C. Andersens fortællinger er ofte fortalere for hans kristne etik. Vejen til frelse med Gud, som H. C. Andersen kortlægger, medfører ofte omfavnelse af smerte, lidelse eller ydmygelse.
Omfavner døden 'med glæde'
Maria Tatar kommenterer, at H. C. Andersens hovedpersoner omfavner døden 'med glæde'. De »bebrejder sig selv for deres synder og støtter fromhed, ydmyghed, passivitet og et væld af andre 'dyder' designet til at fremme underdanig adfærd«.
De fleste af H. C. Andersens hovedpersoner er kvinder. Eventyr i det 19. århundrede, som eksempelvis Brødrene Grimms fortællinger, forsøgte almindeligvis at styre pigers adfærd og moral.
I den lille havfrues tilfælde kan den barske behandling af hende og hendes ultimative skæbne forstås som en straf for hendes seksuelle nysgerrighed ved at forfølge prinsen.
Det er også en advarsel mod at forsøge at forlade det undersøiske hjem, hvor hun hører til.
Til sidst i H. C. Andersens fortælling bliver den lille havfrue forvandlet til havskum og derefter en af 'luftens døtre', der kan få en sjæl efter 300 års medfølende, selvopofrende adfærd. Eventyrets moralske opdragende funktion er især tydelig i denne slutning.
Børn bliver i historien informeret om, at deres egne gode handlinger vil forkorte den prøvetid, den lille havfrue (og luftens andre døtre) skal vente på en sjæl med ét år, men ser de et 'uartigt og ondt barn, da må de græde sorgens gråd, og hver tåre lægger en dag til deres prøvetid'.
Diversificere og tilpasse eventyr
Disneys originale, animerede 'Den Lille Havfrue' afviger altså radikalt fra H. C. Andersens eventyr.
Nogle af disse ændringer afspejler udviklingen i idéer om formålet med historier om børn.
Børn og unge karakterer, der gennemgår ekstrem selvopofrelse og møder et ulykkeligt ende, optræder i dag kun sjældent i historier for børn.
Disney's transformation af en historie om frelse og religiøs hengivenhed til en kærlighedsoplevelse er blot ét eksempel på, hvordan eventyr egner sig til genfortælling i nye sammenhænge.
Live-action-tilpasningen med Halle Bailey i hovedrollen, som forsøger at få ikke-hvide børn til at føle sig repræsenteret i eventyr, er endnu en gentagelse af historien.
Outsidere ser sig selv sig i historien om den lille havfrue
Dette forsøg på at diversificere eventyrene bygger på 'Den lille havfrue'-eventyrets queer-historie, som menes at trække tråde til H. C. Andersens biseksualitet, samt transkønnedes oplevelse.
Den største velgørenhedsorganisation, som støtter transkønnede børn og unge med flydende kønsidentiteter i Storbritannien, hedder for eksempel 'Mermaids'.
Det er ikke overraskende, at alle slags outsidere kan se sig selv sig i en historie om en havfrue, der ikke passer ind i den menneskeverden, hun desperat ønsker at tilhøre - uanset om der er tale om en elsket forfatter i det 19. århundredes Danmark eller en afroamerikansk pige i dag.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
