Det fortælles, at en 17-årig dreng i starten af året 1863 i al fredsommelighed og uvidende om sin egen fremtid skal have siddet og spist sin beskedne madpakke, da hans øjne fangede hans navn på de avissider, madpakken var indpakket i.
Den verdenshistoriske begivenhed, som denne knægt var en del af, var valget af den fremtidige græske konge. Få uger efter kunne drengen, prins Vilhelm af Danmark, den danske tronfølgers søn, påbegynde sit hverv som det, der blev hans livsopgave, nemlig som konge af Grækenland.
Om historien er rigtig, er ikke i denne forbindelse væsentlig og efterlades derfor til senere undersøgelse, men tilstedeværelsen af den understreger det pludselige og det overraskende i valget af den danske prins, der da heller ikke havde været det første valg til posten.
Når det var Vilhelm, der blev valgt, var det, fordi valget af en prins fra et lille neutralt land var det, stormagterne mente skulle til for at sikre stabilitet på den ellers evigt urolige Balkan-halvø.
Kongetitlen skulle understrege, at kongen var en samlende figur
Vilhelm var ikke født kongelig og kun af navn fyrstelig. Hans far var prins af Glücksborg og tilhørte en sidegren af den danske kongeslægt og blev ved stormagternes mellemkomst i 1853 udnævnt som dansk tronfølger efter den barnløse Frederik VII, Grundlovens giver. Faderen blev først konge mere end et halvt år efter sin søn.
Vilhelm, eller Georg, som var det af hans navne, han blev kronet med, benævnes i reglen, som jeg også selv har gjort det, 'konge af Grækenland'. Dette er imidlertid upræcist eller i hvert fald utilstrækkeligt. Hans egentlige titel var 'Hellenernes konge'.
Det selvstændige Grækenland, der var blevet etableret i 1832, indeholdt kun en brøkdel af de mennesker, der følte sig som grækere. F.eks. var hverken Korfu, Kreta eller hele den langstrakte nordlige del af det nuværende Grækenland en del af den daværende græske stat.
Men det var meningen med kongetitlen at understrege, at kongen var en samlende figur for hele det stolte folk - i hvilken stat den enkelte græker så måtte bo.
Samarbejdet var sværere i praksis
Dette kom til at præge hans lange regeringstid. Kongen lærte sig hurtigt græsk og året efter tronbestigelsen fremlagde den unge konge et forslag til forfatningsændring, der bevarede, men skarpt afgrænsede kongens egne beføjelser. Derudover blev parlamentets senat afskaffet, så kun det folkevalgte kammer blev tilbage.
Dette var desuden valgt ikke bare af grækere i det græske kongerige, men også de græske sammenslutninger uden for statens grænser. Derudover indførtes forholdstalsvalg. På alle måder tegnede forfatningen et billede af et folkeligt styre med et samlende overhoved - et samarbejde mellem parlament og konge til det fælles bedste.
At et sådant samarbejde var sværere i praksis end i teori, har lignende eksempler vist - deriblandt det danske - og det var den efterfølgende tid i Grækenland også et vidne om. Kongens regeringer havde sjældent opbakning i parlamentet, hvilket skabte et problematisk politisk miljø.
Politikeren Charilaos Trikoupis beskrev i 1874 problemet under overskriften 'Hvem har skylden?' Ifølge Trikoupis var kongen svaret. Kongen indvilligede året efter i kun at vælge regeringer, som parlamentet havde tillid til, og Trikoupis blev herefter valgt som premierminister.
Indtagelsen af Kreta skete på kongeligt initiativ
Dette medførte så langt fra politisk stabilitet, fordi koalitionerne i parlamentet bestandigt skiftede, men det kunne kongen ikke længere bebrejdes. De næste knapt fyrre år blev denne ordning rammen om samarbejdet mellem konge og parlament. Dette må ikke forstås som kongelig passivitet.
En sådan var utænkelig i det 19. århundrede, der af historikeren Dieter Langewiesche netop er blevet kaldt 'einem Jahrhundert der Fürstenstaaten'. Kong Georg er et eksempel på, at kongen i et konstitutionelt monarki i 1800-tallet, trods forpligtet til at tage sig en parlamentarisk regering, var en del af et samarbejde mellem konge og folk.
Således havde forfatningen i 1864 været et kongeligt krav, og indtagelsen af Kreta, der var tyrkisk til 1913, i 1897 skete på kongeligt initiativ med regeringsmæssig støtte og folkelig opbakning.
Tolv dage inden sit 50-års regeringsjubilæum blev han snigmyrdet af en anarkist.
Problemerne var ikke det kongelige initiativ
I sidste uge var der i Berlingske en intens debat angående monarkiets berettigelse, hvori jeg også selv deltog. Flere af denne blogs ivrige læsere vil sikkert finde denne debat interessant, og derfor er den hermed henvist til. Dette indlæg er ikke et bidrag til debatten, men alene afledt af den.
At nærværende blogger i øjeblikket er på de græske øer har desuden muligvis gjort valget af eksempel lidt mere oplagt. Kong Georgs rolle som konstitutionel monark var i et i stigende grad politiseret styre rollen som en samlende figur som alle grækere - ligegyldigt på hvilken side af grænsen, de boede, og hvad de stemte - kunne se hen til.
Problemerne bestod ikke i det kongelige initiativ, som ofte netop kunne være udtryk for en samlende national og ikke snæver politisk handling, men i en vedvarende tilsidesættelse af folkeflertallet.
Er den konstitutionelle monark stadig meningsfuld?
Det er herfra, at det nuværende konstitutionelle monarki har udviklet sig, og man ser endda fortsat det samme samarbejde udfolde sig mellem fyrste og parlament i et land som Liechtenstein - formodentlig ikke upåvirket af landets størrelse.
Generelt set har en stadig højere grad af politisk deling i Europas befolkninger imidlertid gjort det stadig sværere for monarken at tage et politisk initiativ, fordi det er blevet stadig sværere at legitimere - først fordi det blev sværere at sikre en utvetydig folkelig enighed i beslutning, siden fordi det nu betragtes som illegitimt, at et ikke-valgt statsoverhoved tager initiativ - beslutningens rigtighed uagtet.
Dermed består diskussionen i dag ikke i, om den konstitutionelle monark skal kunne tage et politisk initiativ, men hvorvidt den konstitutionelle monark uden at tage et politisk initiativ stadig er meningsfuld som samlende figur.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
