Omkring 70 dagbøger blev læst fra ende til anden, før historiker Palle Roslyng-Jensen fra Saxo-instituttet på Københavns Universitet turde drage sin konklusion: Danskerne var pragmatisk indstillede over for den tyske besættelsesmagt de første år under krigen. Og det materiale giver et helt andet billede, end det som tidligere frihedskæmpere og politikere ønsker at tegne.
»Eftertidens opfattelse af den danske modstandskamp har været ideologiseret og har båret præg af efterrationalisering. Det er interessant at se, når man får adgang til disse stemningsbilleder, som dagbøgerne er, at danskerne var pragmatiske og tilpasningsparate. De siger: Vi er besat, så det må vi jo leve med,« fortæller Palle Roslyng-Jensen.
Dagbøger fra de veluddannede
De 70 dagbøger, som Palle Roslyng-Jensen har nærlæst, er ikke en kvantitativ undersøgelse. Det er kun 70 danske stemmer fra krigen. Men han mener, de giver et godt stemningsbillede af holdningen uden censur. De fleste dagbøger blev skrevet til skrivebordsskuffen. Det er heller ikke alle mennesker, som skrev dagbog dengang.
»Det er typisk dagbøger skrevet af relativt veluddannede, og i arbejderklassen er det dagbøger skrevet af automekanikeren og tømrersvenden. Den arbejdsløse arbejdsmand har ikke skrevet dagbog. Der er også færre yngre kvinder med i mit studie. De har sikkert ikke haft tid til det, når de skulle tage sig af hus, hjem og børn,« mener Roslyng-Jensen.
»Dagbøgerne er et vidnesbyrd om, hvad folk tænkte og følte, mens landet var besat af den tyske krigsmagt. Dengang man endnu ikke vidste, hvem der ville vinde krigen, dengang man ikke vidste, om Danmark ville være besat i årtier.«
Befolkningen ændrer holdning
Dagbøgerne dokumenterer, hvordan danskerne stille og roligt skifter holdning. Man var nationalistiske, og selvom man beundrede Norges modstand, ønskede man ikke norske tilstande i Danmark.
\ Fakta
VIDSTE DU
De yngre kvinder, der ikke havde tid til at skrive dagbøger, skrev til gengæld vandrebøger, som var datidens blog eller fællesmail.
Det var typisk unge kvinder, som havde været på husholdningsskole eller højskole sammen, som skrev i en vandrebog, der turnerede rundt i kredsen af tidligere elever.
Palle Roslyng-Jensen mener dog at oplysningerne fra vandrebøgerne skal tages med et gran salt. Her skulle man passe på hvad man skrev, da det blev læst af andre.
»De færreste ønskede at gøre åbent oprør mod den tyske besættelsesmagt. Det ville i datidens optik anno 1940/41 være udansk, fordi det ville betyde, at vi fik en regering af danske nazister, og det ønskede de færreste danskere. I datidens kilder er det hele tiden det nationale og det danske, man ønsker at fremme og beskytte, og det gælder alle - både kommunister, socialdemokrater, liberale og endda danske nazister,« siger Roslyng-Jensen og fortsætter:
»Så selvom flertallet af danskerne grundlæggende var nationale, demokrater og engelsksindede, og de glædede sig over de allieredes sejre, så var det først da krigslykken vendte, at man vendte sig mod samarbejdspolitikken. Og ved krigens slutning har de fleste danskere lykkeligt glemt, at de til at starte med støttede samarbejdspolitikken.«
Samarbejdspolitikken kritiseresBesættelsen, samarbejdspolitikken og folkestemningen under 2. Verdenskrig er ofte til debat. Politikerne drager jævnligt paralleler til samarbejdspolitikken som eksempel på en opportunistisk politik, hvor man i stedet for at modsætte sig besættelsesmagten og kæmpe for de værdier, man troede på, bøjede nakken og samarbejdede. I anledning af 60-året for sammenbruddet for samarbejdsregeringen d. 29. august 1943 udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen: »Læresætningen fra den 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem.«
Men Palle Roslyng-Jensen er ikke enig med statsministeren.
»Anders Foghs udtalelse hviler på uvidenhed om det ideologiske grundlag i befolkningen. I Foghs optik skulle man have kæmpet fra den 9. april 1940, hvor Danmark blev besat. Det gav mening, at regeringen ikke længere kunne samarbejde med tyskerne i '43. Men at antage, at danskerne i 1940 ønskede at overlade regeringsmagten til tyskerne, og at regeringen burde have efterlevet dette ønske, er ikke korrekt,« siger Palle Roslyng-Jensen.
Nemt at efterrationalisere
»Politikerne har lige siden afslutningen på 2. Verdenskrig brugt besættelsen til at fremme det ene eller det andet politiske budskab eller ideologi. Under den kolde krig var det »aldrig mere en 9. april«, man brugte som argument for, at vi skulle have et stærkt forsvar og slutte os til Nato. Nu bruges den tyske besættelse og den danske modstandskamp til at fremme kampen for de demokratiske værdier og ytringsfriheden,« siger den danske historiker.
»Men virkeligheden under besættelse og sindelaget i den tid var langt mere nuanceret end som så. Det var ikke blot sort/hvidt. Mange frygtede, hvad der ville ske med familie og ejendom, hvis man gik i åbent oprør mod tyskerne. Det har vi en tendens til at se bort fra i dag,« afslutter Palle Roslyng-Jensen.
