Dansk journalistik er langt bedre end sit rygte. Der bliver anvendt flere forskellige kilder, kommer flere bud på virkeligheden, og sager bliver langt bedre forklaret, end rygtet siger.
Det konkluderer lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Flemming Svith i sin ph.d. Nyhedsjournalistik – bedre end sit rygte? hvor han undersøger omfanget af forklarende journalistik i danske medier.
Her dokumenterer han, at den hyppige kritik af dansk journalistik er malplaceret.
Faktisk er artiklerne langt mere forklarende og nuancerede i dag end tidligere.
»Siden 80’erne er forklaringer på sager gået fra at være placeret i bunden af artiklen til at stå i toppen. Tidligere fik politikere og andre interessenter lov til at udlægge virkeligheden. Men i dag ved alle, at det blot er deres bud på virkeligheden, og derfor bliver uafhængige kilder i langt højere grad sat til at forklare virkeligheden. Set i et demokratisk perspektiv er det en stor fremgang,« siger Flemming Svith.
Hvorfor var Anders Fogh i udlandet?
Forklaring i journalistik er helt afgørende.
Hvis man bruger daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens mange udlandsrejser i 2008/09 som eksempel, så ville fordums referende journalistik blot nøjes med at skrive, at Anders Fogh Rasmussen ofte var i udlandet. Omvendt ville Anders Fogh Rasmussen fremstå som en nationalsindet verdensmand, hvis forklaringen på hans udlandsrejser var, at han ville styrke Danmarks position på verdenscenen. Men den reelle forklaring på de mange udlandsrejser var at sikre opbakning til jobbet som generalsekretær for NATO, hvilket måske får ham til at fremstå som en statsminister, der negligerer sit arbejde for egen vindings skyld.
På samme måde afhænger ens syn på terrorangrebet 11. september 2001 af, hvorvidt man tror på forklaringer om, at Al-Qaeda stod bag - eller om man tror, at bagmændene var amerikanske våben- og olieinteresser.
»Forklaringen er afgørende i journalistik, fordi forklaringen har en meget større indvirkning på folks opfattelse af virkeligheden, end hvis de blot får refereret, at fly er fløjet ind i World Trade Center, eller Anders Fogh Rasmussen ofte er i udlandet,« siger Flemming Svith.
Svith har undersøgt en uges nyhedsproduktion i 1968, 1988, 1998 og 2008, og har efterfølgende interviewet de 50 forskellige journalister, der stod bag 52 forside artikler på de landsdækkende aviser i 2008, om arbejdsprocessen bag artiklen.
»I 1968 byggede 28 procent af artiklerne på soloforklaringer fra magtfulde politiske aktører, og i 1988 er det steget til 37 procent. Dvs. at i den klassiske journalistiks periode blev virkeligheden i godt en tredjedel af artiklerne alene framet af repræsentanter for særinteresser. I 2008 var det faldet til otte procent,« skriver Svith i afhandlingen.
Kan man interviewe virkeligheden?
Der er forsket meget lidt i forklarende journalistik, og forskellige forskere har vidt forskellige definitioner på, hvad der er forklarende journalistik. Samtidig holder tidligere forskning sig i elfenbenstårnet, mens Flemming Svith, der har en baggrund som journalist på Jyllands-Posten i 1990’erne, også har været inde i selve det journalistiske maskinrum i sin ph.d.
Siden 2000 er journalistik blevet langt mere forklarende, og det skyldes blandt andet, at alle er blevet meget bevidste om, at det, som ofte lanceres som virkeligheden, reelt blot er bud på virkeligheden.
»Da jeg var journalist i 90’erne, havde vi en opfattelse af, at vi kunne interviewe virkeligheden. Men i 00’erne er der i større omfang ansat journalister som spindoktorer, og det har ført til, at vi er klar over, at vi ikke interviewer virkeligheden, men en formateret udgave af virkeligheden. Derfor kan vi ikke længere bare lade politikere forklare virkeligheden, nu ved vi, at det ikke er virkeligheden. Derfor har journalister grebet til eksperter og i nogen grad også til sig selv som et middel til at udlægge, hvordan skal det her forstås,« siger Flemming Svith.
Journalisten som skjult virkelighedskonstruktør
Meget ofte, måske i langt de fleste tilfælde, er det journalisten selv, der graver virkeligheden frem.
I et eksempel i ph.d.’en har Rockwoolfonden udsendt et nyhedsbrev om en undersøgelse af indvandreres uddannelsesfrekvens. Det er udsendt til samtlige dagblade, og derfor er den ikke en solohistorie.
Men en journalist på Berlingske Tidende opdager, at der skjult i teksten ligger en god solohistorie, som forskerne tilsyneladende ikke selv har kunne se det interessante i.
Det viser sig nemlig, ifølge en bisætning, at indvandrere oftere får en uddannelse end danske unge fra samme sociale klasse.
Dermed har Berlingske Tidende solohistorien om, at ”Indvandrere bryder den sociale arv”, hvilket det kræver indsigt i den generelle samfundsdebat at kunne identificere som en god historie.
Historien bliver afprøvet på forskeren fra Rockwoolfonden, der godt kan se, at det er det, bisætningen betyder.
Journalisten kontrollerer historiens rigtighed ved at kontrollere den hos en integrationskonsulent med praktisk erfaring.
Reelt er det journalisten der har opdaget historien, været den aktive igangsætter, kontrolleret historiens legitimitet og opsøgt forklaringen på, hvorfor indvandrere bryder den sociale arv.
Men når man læser den, fremstår det som om journalisten blot refererer forskernes konklusioner. Her kan man læse historiens indledning:
Unge med indvandrerbaggrund er bedre end danske unge med samme sociale vilkår til at bryde den sociale arv. De sidste ti år er et stadigt stigende antal indvandrere kommet i uddannelse, og en væsentlig årsag er, at det er lykkedes de unge at bryde med deres forældres svage tilknytning til arbejdsmarkedet og lave uddannelsesniveau. Det er en af konklusionerne i en ny, omfattende undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.
"Det går godt med at bryde den sociale arv for indvandrere. Hvis man f.eks. ser på tyrkere, så uddannede de sig for ti år siden mindre end sammenlignelige danskere, men i dag gør de det mere end danskerne," siger forskningschef Torben Tranæs fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.
»Eksemplet viser, at journalister producerer viden og forklaring på tilværelsen. Fra forskeres synspunkt er det priviligium forbeholdt forskningen. Forskere laver eksperimenter og holder resultaterne op mod kontrolgrupper. Men der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om det kun er videnskabelig praksis, der skaber viden og og forklaring. Måske man også skaber viden og forklaring alene ved sit professionelle virke,« siger Flemming Svith.
Derfor i rubrikken
Han mener, at journalistik i nogen grad bliver holdt tilbage af objektivitetskravet.
Ikke forstået på den måde, at journalister skal give deres eget subjektive besyv med. Men i objektivitetskravet ligger implicit, at journalister ikke må øse af egen viden eller tage stilling.
I stedet skal de blot referere andre bud på virkeligheden, og lade læseren tage stilling. Det svarer til, at journalister befinder sig på de nederste trin af det som hedder Blooms taxonomi, hvor man ikke skaber, men refererer viden. På de øvre trin kommer analyse og skabelse af viden.
»Jeg oplever, at det bliver mere tilladt at øse af sin egen viden. Men ikke i det omfang, som vi kunne. Men på et tidspunkt vil læserne forlange, at journalisterne tager stilling og udlægger sandheden i historier i stedet for bare at stille to stridende parter op over for hinanden,« siger Flemming Svith.
Han giver som eksempel, at Information for nogle år siden havde en artikel med rubrikken ”Derfor taber Christiania” om sagen mellem Christiania og Staten om brugsretten til Christiania.
»I det tilfælde laver journalisten en juridisk undersøgelse af sagens akter og konkluderer på den baggrund, at Christiania taber sagen. Rubrikken er ikke ”Christiania taber måske”, eller ”Derfor risikerer Chrisitiania at tabe”. I stedet sætter journalisten alt på spil og fortæller læseren, at sådan her er det,« siger Flemming Svith.
Når journalister bruger deres særlige kombination af dybt specialiseret viden inden for deres stofområde, med en dyb indsigt i samfunds- og aktuelle forhold, så bevæger de sig op ad Blooms stige. Som Flemming Svith skriver i ph.d’en.
»Det peger i retning af et skifte fra en formidlende og aktørreferende journalistfunktion til en erkendelsesbaseret funktion. Journalister kravler populært sagt op ad Blooms taksonomiske stige, når de fremstår som forklaringseksponenter i nyhedsartikler.«
Nettet ændrer journalistik
I 1980’erne vurderede den amerikanske medieforsker James W. Carey i lighed med den franske sociolog Pierre Bordieu, at journalister ikke kunne bevæge sig op på forskernes niveau i forhold til at producere viden, finde sandhed og forklare virkeligheden.
Carey mente, ifølge Flemming Svith, at journalister for det første manglede den peer-review proces, som validerer forskning, inden det bliver publiceret, og at journalister ikke havde adgang til den nødvendige viden uden for eksempel at kontakte forskere eller begrave sig på biblioteker. Men Flemming Svith mener, at de vilkår er opfyldt i dag.
»Vi har alle verdens største bibliotek i vores computer. Nettet gør dybt specialiseret viden tilgængelig øjeblikkeligt. Samtidig er spørgsmålet, om ikke journalister dagligt gennemfører et peer-review med de bedste kilder, der findes. Journalister sidder med en sag, danner en tese om, hvorfor det, som sker, er sket, og kontakter de tre førende eksperter inden for området og kontakter mennesker med praktisk erfaring. Det er i mine øjne en form for peer-review. Men det kræver naturligvis, at man er villig til at kontrollere og eventuelt forkaste sin tese, og det tyder mine 50 interviews med danske journalister på, at de er villige til,« siger Flemming Svith.
James Careys sidste indvending var, at objektivitetsprincippet står i vejen for journalisters evne til udlægge og forklare virkeligheden. For at forklare virkeligheden bliver man nødt til at tage stilling.
»Carey mente, at den objektivistiske tilgang, hvor læserne selv skal beslutte, hvad der er op og ned, baseret på fakta, blokerede for forklaring. Men det vi ser i dag, og som vi vil se endnu mere, er, at journalister vurderer, hvilken forklaring der er mest plausibel. De undersøger via kilder, hvad data siger, og hvad andre i forskellige positioner siger, og hvis det hele i højere grad peger i en retning end en anden retning, så er det et mere legitimt synspunkt end et andet, og det bliver der vinklet på,« siger Flemming Svith.
Dermed er vi som borgere ikke længere overladt til en forståelse af verden, som primært kommer fra samfundets magtfulde- og beslutningsberettigede elite. Det opfatter Svith som et demokratisk gode.
»Afhandlingens store historie er, at den aktuelle nyhedsjournalistik på betalingsaviser med sin forklarende karakter er bedre end sit renommé og bedre i dag end for 20 eller 40 år siden,« konkluderer han.
