Chimpansen i denne video har lært af forskerne, at det er en god idé at suge i røret, hvis han gerne vil drikke juicen foran sig. Den anden chimpanse, Pal, har derimod kun lært at dyppe sugerøret i juicen. Men da Pal ser, hvordan hans burkammerat labber juicen i sig, tager det ikke lang tid, før Pal også bemestrer sugerørets ædle kunst.
For første gang nogensinde viser et studie, at det ikke kun er mennesker, som bliver klogere af at studere hinanden. Vores nært beslægtede venner, chimpanserne, kan også blive bedre til at bruge værktøj ved at iagttage artsfæller udføre en opgave, skriver forskning.no.
Det konkluderer japanske og engelske forskere, som har delt en gruppe chimpanserne i to og lært dem hver deres sugerørsteknik: den traditionelle metode, hvor man suger i enden af røret og en mere ukonventionel, hvor røret dyppes i juicen, tages op og derefter suges ren.
Den mest effektive metode skulle være indlysende for selv abehjerner, og forskerne kunne da heller ikke snyde chimpanserne i lang tid.
Da de to grupper blev genforenet, bemærkede chimpanserne med den utilstrækkelige dyppeteknik hurtigt, at den anden gruppe fik væsentligt mere juice per sug end dem selv, hvilket fluks fik dem til at forkaste den falske lære og konvertere til traditionel sugerørsbrug.
»Når chimpanser er misfornøjede med deres egen teknik, kan de lære en bedre teknik ved at studere en ekspert,« konkluderer forskerne. De håber, at den nye viden kan give indsigt i, hvordan kulturer udvikler sig blandt primater.






























