Hvad er retfærdigt? Det er det ikke altid så enkelt at svare på. Ens første tanke kan være, at det er mest retfærdigt at dele ligeligt.
Sådan er det i hvert fald for mange børn. Forestil dig en storesøster på 10 år, som skal dele lørdagsslikket mellem sig selv og sine søskende. Der skal være nøjagtigt lige meget til hver.
Men når vi bliver ældre, er det pludselig ikke længere så enkelt. Vi accepterer oftere, at kollegaen ved siden af tjener mere,k fordi hun arbejder mere, eller fordi hun er dygtigere.
Faktisk er det veldokumenteret, at de fleste voksne mener, det er uretfærdigt at dele helt ligeligt. Med andre ord opfattes nogle uligheder som retfærdige.
Hvad er det, som er sket med barndommens lighedstanke undervejs i opvæksten? Hvornår skete det, og hvad er forklaringen? Norske forskere har nu fundet nogle svar.
500 børn og unge fra Bergen
Resultaterne fra undersøgelsen viser, at børn og unges opfattelse af retfærdighed ændrer sig fundamentalt under opvæksten, I stærkt stigende grad accepterer de uligheder baseret på individuelle præstationer eller bidrag.
»Vores undersøgelse belyser også, hvordan vores opfattelser af retfærdighed formes af både samfundspåvirkninger og biologiske faktorer,« siger professor Bertil Tungodden fra Norges handelshøjskole (NHH).
Forskerne fra NHH foretog et tilfældig udvalg blandt skoleelever i Bergen i alderen 10-19 år. Forsøget med de 500 børn og unge blev udført i 2007 og gik ud på, at de spillede et spil, som handlede om fordeling af penge.
»I gennemsnit tjente de omkring 230 kroner hver,« forklarer postdoktor Ingvild Almås. Hun er førsteforfatter på undersøgelsen, som nu er publiceret i tidsskriftet ‘Science’.
Diktatorspillet
Pengene halede de i land gennem en udgave af det forskerdesignede ‘diktatorspil’.
I den klassiske version af dette spil får diktatoren en sum penge, som vedkommende skal fordele mellem sig selv og en anden person.
Man kan altså vælge, om man beholder alt selv eller deler med den anden. Dette er et spil, som er meget brugt i lignende eksperimenter.
Eftersom spillerne er anonyme, er det i diktatorens økonomiske egeninteresse selv at beholde pengene.
Det viser sig imidlertid, at de fleste vælger at give penge til den anden, og at mange deler ligeligt. Årsagen er formentlig, at deltagerne er motiveret af betragtninger omkring retfærdighed.
Egalitære, libertarianere og meritokrater
NHH-forskerne modificerede dette spil blandt andet ved at indføre en produktionsfase på 45 minutter før selve diktatorfasen. Her skulle børnene selv fremskaffe de midler, som skulle fordeles i næste runde.
Alt efter hvordan de opførte sig i spillet, indplacerede forskerne deltagerne i tre kategorier, som reflekterer tre forskellige retfærdighedsidealer.
Det første ideal handler om, at det er retfærdigt at dele ligeligt, og at al ulighed er uretfærdig. Forskerne gav børn med dette retfærdighedssyn mærkatet
egalitære
. Det andet ideal går ud på, at det er i orden med uligheder, og at man dermed i det hele taget ikke behøver at omfordele for at opnå retfærdighed. Børnene i denne gruppe fik mærkatet
libertarianere
. Det tredje og sidste retfærdighedsideal handler om, at det er retfærdigt med visse uligheder, når dette reflekterer forskelle i individuelle bidrag. Ungerne med dette syn på tingene fik mærkatet
meritokrater
.
De yngste deler ligeligt
Blandt de tiårige – de yngste deltagere i undersøgelsen – findes der så at sige ingen meritokrater. De allerfleste af dem synes, det er mest retfærdigt at dele ligeligt.
»Men så sker der noget omkring 12-årsalderen. Så begynder de at være opmærksomme på, hvem som har fremskaffet midlerne, og flere følger idéen om, at fordele efter indsats og evner,« siger Almås.
Op gennem teenageårene kommer der så stadig flere meritokrater.
»Blandt de ældste er majoriteten meritokrater. For dem er det uretfærdigt at dele ligeligt og retfærdigt at dele proportionalt med produktion. Man flygter fra det egalitære princip,« siger Almås.
Andelen af libertarianere holdt sig imidlertid stabil i alle aldersgrupperne.
Lige optaget af retfærdighed
Selv om synet på retfærdighed forandres kraftigt hos skolebørnene, er vægtningen af retfærdighed stabil.
»Inden for psykologifeltet er børns udvikling af retfærdighedssyn blevet studeret grundigt, men her har man stort set kun undersøgt børn op til 10 år,« siger Almås.
Denne forskning viser, at børn bliver mindre egoistiske i ræsonnement og valg, fra de er tre år, til de bliver ti år. Den norske undersøgelse bekræfter nyere psykologisk forskning, som viser, at egeninteressen derimod er ganske stabil efter tiårsalderen.
Faktisk fandt de norske forskere, at en 10-årig er lige så optaget af retfærdighed som en 19-åring. De har blot forskellige opfattelser af, hvad der er retfærdigt.
At de er lige meget optaget af retfærdighed, står i kontrast til, at synet på, hvad som er retfærdigt, forandrer sig.
Institutionel udvikling
Hvad er så forklaringen på, at forståelsen af retfærdighed forandrer sig så kraftigt?
Her handler det både om, at hjernen udvikler sig biologisk, og at samfundet påvirker udefra.
»Vi ved, at der sker en kognitiv udvikling i perioden 10-19 år, men der sker også en institutionel udvikling i denne periode – for eksempel fra børneskole til ungdomsskole og videregående,« siger Almås.
Hun henviser til, at børn i Norge ikke får karakterer i børneskolen, mens de får det i ungdomsskolen.
»Børneidrætten forandres også efter 12-årsalderen, hvor det tillades for eksempel, at man lader de bedste spille i længere tid på fodboldbanen. Det er en tankegang, som er bygget på meritokratiske principper.«
Undersøgelsen fra forskergruppen ved NHH kan ikke sige noget om, hvor vigtige de to forskellige årsagsforklaringer er, men de hævder, at skiftet ikke alene kan skyldes hjernens udvikling.
Mere end hjernens modning
»I første omgang kan man jo sige, at det det at gå fra et egalitært princip til et meritokratisk princip, er det samme som at gå fra et simpelt princip til et mere kompliceret princip,« siger Almås.
Meritokraterne skal jo være i stand til at skelne mellem relevant og irrelevant information – en evne – som modnes i ungdomsårene. En vigtig del af forklaringen kan være, at de yngste ikke har det tankemæssige apparatet, som skal til for at skelne mellem forskellige typer uretfærdighed.
Men eftersom både det egalitære og det libertarianske princip er enkelt at forholde sig til, burde man også have set en flugt fra det libertarianske retfærdighedssyn, såfremt forklaringen alene var en biologisk modning.
Antallet af libertarianere holder sig imidlertid stabilt på tværs af aldersgrupperne.
»Eftersom vi ikke ser den samme tendens blandt gruppen af libertarianere, kan forandringerne ikke blot skyldes, at børnene flytter sig fra enkle til mere komplicerede principper,« siger Almås.
»Dette antyder, at en samfundspåvirkning også spiller en rolle for at forme børnenes retfærdighedspræferencer,« konkluderer forskerne.
Samfundet præger os
»Kan det forholde sig således, at når børn møder meritokratiske institutioner, så er dette med til at ændre deres præferencer?« spørger Almås.
Et af de mest grundlæggende spørgsmål i samfundsvidenskaben er, hvordan vurderinger omkring moral og retfærdighed påvirker menneskers opførsel.
»Mange samfundsforskere er optaget af, hvad der er en retfærdig fordeling af goderne,« siger professor Bertil Tungodden.
Der noget omkring 12-årsalderen. Så begynder de at være opmærksomme på, hvem som har fremskaffet midlerne, og flere følger idéen om, at fordele efter indsats og evner.
Ingvild Almås
»Vi har set på dette spørgsmål fra forskellige vinkler i forskellige undersøgelser og undersøgt, hvad personer mener om retfærdig fordeling.«
Tungodden mener, at vi som mennesker er præget af et samfund, som accepterer forskelle på grund af individuelle præstationer.
»Dette er min klare intuition, og det ønsker jeg at se, om vi vil kunne påvise i fremtidige undersøgelser,« siger han.
Er vi enige i dette?
»Det betyder, at vi må tænke os om. Er det sådan, vi ønsker, at vores børn skal tænke? Vi ser, at unge mener denne type præstationsforskelle er godt – er dette noget vi er enige i som samfund?« spørger Tungodden.
Han trækker karaktergivning i skolen frem som eksempel, og han mener, at dette sandsynligvis præger vores unge i, hvordan de tænker på retfærdighed i bredere forstand. Tilsvarende vil det også have betydning, hvordan vi organiserer idrætten.
»Jeg har boet i Tanzania med børn, og der får de også karakterer i skolen. Men de har to sæt karakterer: Det ene sæt går på indsats, og det andet på præstation. Dermed erkender de, at præstation og talent ikke er noget, som det er oplagt, at folk skal holdes ansvarlige for,« siger han.
Overraskende
»Jeg er overrasket over, hvor stærkt den individuelle præstation bliver vægtet blandt de unge i vores undersøgelse. Vi påviser, at der sker en kraftig bevægelse mod at acceptere ulighed på grund af individuelle præstationer,« siger Tungodden.
Denne overraskelse deles også af Karl Ove Moene, professor ved Center for studier af lighed, social organisering og økonomisk udvikling (ESOP) ved Universitetet i Oslo.
Han har ikke været med i arbejdet på undersøgelsen, men han har tidligere samarbejdet med flere af NHH-forskerne for at undersøge lignende temaer. Flere af NHH-forskerne har også en tilknytning til ESOP-centeret.
»Det mest overraskende er, at de meritokratiske holdninger virker så stærkt,« siger han.
»Det kan være vigtigt, hvordan sådanne ting diskuteres i skolen og i undervisningen. Nogen mener, at retfærdighed ikke har noget med objektivitet at gøre, som om det ikke skulle være muligt at diskutere principper for retfærdighed, uden at det gøres til et politisk spørgsmål,« siger Moene.
Moralsk potentiale
Tungodden forestiller sig, at vores retfærdighedsopfattelser dannes lidt på samme måde som sprog.
»Lingvister taler nogle gange om, at vi har en kapacitet for at lære sprog, men at du lærer de sprog, du bliver eksponeret for. På samme måde kan vi måske tænke os en ‘moralsk kapacitet’.«
»Under opvæksten lærer vi én måde at tænke moralsk på, og senere hen bliver det svært at skifte perspektiv. Derfor bliver det specielt vigtigt, hvad der sker i ungdomsårene,« funderer han.
Moene er med på Tungoddens tanker:
»Jeg tror, det, lingvister peger på, er, at evnen for sprog nærmest er at sammenligne med evnen til at få tænder. Men samtidig skal der puttes det råmateriale ind i hjernen som sproget behøver – ord, typiske sætningskonstruktioner og så videre,« siger han.
»På samme måde kan det være med moralske holdninger. Vi har en meget stor kapacitet for disse ting, men det ligger ikke parat som principper. Men kapaciteten er let at spille på i diskussionen om disse ting,« siger Moene.
Bryder sig ikke om tilfældigheder
Sandsynligvis findes der lige så mange forskellige opfattelser af retfærdighed, som der findes mennesker, men NHH-forskernes undersøgelse viser også, at der er visse typer ulighed, som ikke er ret populære.
»En stigende accept af ulighed betyder ikke at vi accepterer alle former for ulighed,« siger Tungodden.
»Uligheder skabt af rene tilfældigheder synes de fleste af børnene er uretfærdige, og dette holder sig gældende op gennem alle ungdomsårene,« siger han.
Tungodden påpeger, at dette er fundamentalt i forhold til markedet:
»Vi vælger uddannelse, når vi er unge, og går ud på arbejdsmarkedet 10 år senere. Dermed handler det meget om held og uheld.«
»Der er mange store problemer knyttet til, at dette skal bestemme indtægtsfordelingen i samfundet. Samtidig er det generelt accepteret, at dem, som er bedst inden for en organisation, bliver bedre betalt,« siger Tungodden.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
