Børnehavebørn, der regelmæssigt puttes i seng senest klokken 20, har markant mindre risiko for at blive overvægtige som teenagere end børn, der puttes senere. Det viser et nyt studie, skriver ScienceDaily.com.
Studiet er publiceret i tidsskriftet The Journal of Pediatrics.
Ifølge studiet fører det til en dobbelt så stor risiko for at blive overvægtig senere i livet at putte barnet klokken 21 fremfor klokken 20.
»For forældre styrker dette betydningen af at etablere en fast sengerutine. Det er en konkret ting, familier kan gøre for at mindske barnets risiko for overvægt, og det har sandsynligvis også positiv indvirkning på adfærd og social, følelsesmæssig og kognitiv udvikling,« siger Sarah Anderson, hovedforfatter af studiet og professor i epidemiologi på The Ohio State University College of Public Health, ifølge ScienceDaily.com.
I studiet deltog 977 børn, som er blevet fulgt siden deres fødsel i 1991. Da børnene var 4,5 år gamle, rapporterede mødrene deres typiske sengetid, og dette kædede forskerne sammen med overvægt i teenagealderen.
Kun 10 procent af de børn, der sov klokken 20 eller tidligere, blev overvægtige som teenagere. Blandt gruppen, der sov mellem klokken 20 og 21, blev 16 procent overvægtige. Hele 23 procent af dem, der gik i seng efter klokken 21 fik problemer med vægten senere.
Da barnets følelsesmæssige tilknytning kan have indflydelse på sengetidsrutiner, undersøgte forskerne også interaktionen mellem moderen og barnet gennem videofilm af leg mellem mor og barn. Således foretog forskerne en måling af barnets såkaldte ’moderlige tilknytning’.
Undersøgelsen viste, at der var et stærkt link mellem sengetider og overvægt uanset, hvor stærk den moderlige tilknytning var. Men de børn, der blev puttet senest på aftenen og hvis mødre samtidig havde den laveste tilknytningsscore, havde højest risiko for overvægt.
































