Bliver Kinas opstigen fredelig, eller fører den til krig?

Når nye magter rejser sig på den globale scene, og gamle magter holder fast, opstår der spændinger, konflikter og ofte krig.

Det rummer historien så mange eksempler på, at det nærmest er blevet en jernlov blandt nogle forskere inden for forskningsfeltet international politik, der undersøger forholdet mellem stater.

Og nu står vi her så igen: Et økonomisk forfaldende Europa og et internationalt tilbageholdende USA udgør sammen den gamle, vestlige verden, der udfordres af opstigende magter som Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika og en række andre vækstøkonomier, der i kraft af de seneste årtiers økonomiske udvikling nu også kræver en større plads på verdensscenen:

Kina bygger kunstige øer i omstridte dele af Det Øst- og Sydkinesiske Hav. BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) udfordrer de eksisterende, vestlige institutioner med nye udviklingsbanker og ambitioner om at omskrive spillereglerne for det internationale system.

Betyder det, at vi er på vej mod en ny tid med internationale spændinger?

Ikke nødvendigvis, hvis man spørger Peter Marcus Kristensen. Han er postdoc på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og har netop påbegyndt et forskningsprojekt, hvor han skal undersøge mulighederne for fredelige transitioner af den globale magt.

»Det er ikke altid, vi har haft en mekanisk idé om, at et magtskifte fører til konflikt,« siger Peter Marcus Kristensen.

Forskningsprojekt skal forhindre selvopfyldende profetier

I forskningsprojektet skal han undersøge en række af teorierne om, hvordan et magtskifte kan forløbe fredeligt for at danne modvægt til antagelsen blandt nogle forskere om, at konflikt er uundgåelig.

»Jeg har ikke fundet opskriften, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg finder den, men ved at acceptere at det ikke er en jernlov, er der mulighed for, at det kan gå anderledes. Hvis først vi siger, at det ikke kan ende på anden måde end en konfrontation, er det for sent. Så er den eneste løsning at forsinke eller forhindre magtskiftet. Hvis vi ikke prøver at tænke på alternativer i vores egen idéhistorie, er det en profeti, der bliver selvopfyldende,« siger Peter Marcus Kristensen.

Forskningsprojektet er finansieret af Det Frie Forskningsråd gennem eliteforskningsprogrammet, Sapere Aude, og løber over de kommende tre år.

Historien har været dramatisk

Idéen om, at et skifte i magtforholdet mellem lande fører til konflikt, rækker helt tilbage til det gamle Grækenland.

Med lande, der konstant klarer sig forskelligt økonomisk, udvikler forskellige teknologier og har mere eller mindre kompetente ledere, er det uundgåeligt, at der er konstante udsving og forskydninger i magtforholdet mellem stater.

Den slags udsving giver eller fratager måske nok point ved forhandlingsbordet, men kan sagtens forløbe udramatisk.

Anderledes er det gået gennem historien, når en ny magt har vokset sig så stor og stærk, at den har kunnet true den dominerende hegemon.

Et af de tidligste eksempler var, da et selvsikkert og demokratisk Athen voksede sig stærkere i området omkring Det Ægæiske Hav og truede den eksisterende stormagt, Sparta. Historikeren Thukydid dokumenterede, hvad der fulgte: Den Peloponnesiske Krig, der over 27 år lagde de græske bystater i ruiner.

»Idéen var, at krigen var uundgåelig, fordi Athens magt var i vækst, hvilket skabte frygt i Sparta og førte til krig. I dag vil man se på Kinas og andre BRIKS-landes vækst og den frygt, det medfører i USA og andre dele af Vesten,« siger Peter Marcus Kristensen.

Den opstigende eller den eksisterende hegemon begynder krigen

I en artikel i 2015 pegede Harvard-forskeren, Graham Allison, på 16 gange gennem historien, hvor mønsteret mellem Sparta og Athen har gentaget sig i, hvad han kalder, 'Thukydid-fælden'.

»Verdenskrigene er de store eksempler,« siger Peter Marcus Kristensen.

Forud for Den Første Verdenskrigs udbrud havde Tyskland truet Frankrig og Storbritanniens position som etablerede stormagter på det europæiske kontinent, og da Nazityskland senere igen overskyggede dem, brød Den Anden Verdenskrig ud. Ligesom der udbrød krig, da Napoleons Frankrig truede Storbritannien. Og en række andre gange gennem historien.

Sejrherrerne fra konfrontationer og kampe om den regionale eller globale magt har historisk designet den internationale orden til deres egen fordel. Og heraf udspringer logikken, at et magtskifte fører til konflikt. Den opstigende magt, fra Athen til Napoleon til Kina, vil ikke acceptere en verdensorden, hvor en tidligere dominerende magt bestemmer det meste, lyder argumentet.

En række af de opstigende magter mener i dag, at sejrherrerne fra Den Anden Verdenskrig har uforholdsmæssig meget magt i organisationer som FN's Sikkerhedsråd, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond.

Og som de gamle spartanere frygter de eksisterende magter, at en rival bliver en trussel. Enten den opstigende eller den eksisterende hegemon begynder derfor krigen.

»Der er en grund til, at ideen om, at magttransitioner fører til konflikt, er blevet udbredt, for sådan er det som regel i europæisk historie. Spørgsmålet er, hvorvidt historien er en guide til fremtiden,« siger Peter Marcus Kristensen.

Magten kan skifte hænder uden krig

Men det er ikke altid, det forløber sådan. Graham Allison nævner ud af sine 16 eksempler 4 gange, hvor magten har skiftet hænder, uden at det udløste en krig. Senest da Det Britiske Imperium måtte slippe sit tag i verden efter Den Anden Verdenskrig, frigav kolonierne og overlod scenen til USA.

Ser man uden for Europa, er international politik-teoretikerne også langtfra enige i, at de mange krige i europæisk historie vil blive gentaget af ikke-europæiske lande.

De første mange år af sin eksistens som forskningsfelt var international politik næsten udelukkende præget af vesterlændinge, der byggede teorier om en kaotisk og anarkisk verden, hvor nationalstater (en europæisk opfindelse) kæmper for at sikre overlevelse og derfor handler i sin egen interesse, som både Athen og Sparta gjorde det og mange andre siden.

Men forskere fra andre dele af verden begynder at fremsætte andre teorier med det argument, at en vestlig måde at forstå verden ikke kan forklare alt det, der ikke er Vesten.

Europæisk aggressivitet kan ikke overføres til ikke-europæiske lande

Peter Marcus Kristensen forsvarede sidste år sin ph.d.-afhandling om de meget anderledes teorier i international politik, som er opstået i særligt Kina, der lægger vægt på, at den europæiske historie er europæisk, og at den aggressivitet, som har præget europæiske lande i europæiske krige, kolonitiden og under verdenskrigene, ikke bare sådan lige kan tillægges ikke-europæiske lande, der har en helt anden historie, kultur og samfund.

»Argumenter lyder, at Kina er Kina – og ikke Europa. Hvorfor skulle man kunne tage den europæiske historie og nødvendigvis kunne overføre den til Kina? Debatten går på, i hvor høj grad man kan bruge disse teorier, der er udviklet i en europæisk kontekst, eller om man skal lave sine egne og bygge en kinesisk skole,« siger Peter Marcus Kristensen.

Den kinesiske idé udspringer særlig af et blik tilbage på Kinas historie som imperium, Riget i Midten, hvor mindre nabolande måtte anerkende den kinesiske kejsers overhøjhed, men blev tilladt en høj grad af selvstændighed fra den store kinesiske nabo, så længe hierarkiet mellem landene blev respekteret. Hierarkiet og fraværet af lighed forhindrede det anarki, der har præget forholdet mellem stater i Europa.

»Det var en helt anden struktur end den europæiske idé om konkurrerende, ligeværdige nationalstater. Der er nogle i Kina, der siger, at det stadig har relevans i dag, og at den asiatiske forståelse af hierarki gør, at man vil acceptere Kinas hegemoni. Fordi Kina vil være en godartet hegemon, der modsat Vesten skaber stabilitet og vækst, men uden at blande sig i interne anliggender,« siger Peter Marcus Kristensen.

Ideen om eftergivenhed er stigmatiseret

I forskningsprojektet skal Peter Marcus Kristensen dog især fokusere på de europæiske teorier, for også europæiske tænkere har gennem tiden forsøgt at finde svar på, hvordan verdensfreden kan sikres.

Peter Marcus Kristensen skal blandt andet trække på tankegods fra Den Kolde Krig, men også tilbage til mellemkrigstiden, som var senest, at en fastlåst orden sikrede gamle magthavere store fordele, og opstigende magter søgte at udfordre den:

De opstigende fascistiske magter Tyskland, Italien og Japan udfordrede et system, der var solidt fastlåst til Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionens fordel, efter at Den Første Verdenskrig var endt med Versailles-freden og en ydmygelse af Tyskland.

»Der er meget få, der har kigget på den periode, for man stod over for en række fascistiske stormagter, og det bliver i dag set som fejlagtigt, at man skulle forsøge at tilpasse sig dem. Hele idéen om appeasement (eftergivenhed, red.) er stigmatiseret. Mange mener, at man ikke kan bøje sig over for opstigende stormagter. Det var også rigtigt nok, når man i den specifikke kontekst til sidst stod over for et Nazityskland. Men der var nogle teoretiske logikker i appeasement, som kan bruges til noget i dag,« siger Peter Marcus Kristensen.

Fred kræver tidlig handling

Men hvordan skal en fredelig transition af magten så forløbe?

Ifølge Peter Marcus Kristensen peger tankegodset fra mellemkrigstiden og Den Kolde Krig især på, at det handler om at handle i tide.

Mens appeasement-politikken over for Adolf Hitlers Tyskland ikke forhindrede Den Anden Verdenskrig, mener Peter Marcus Kristensen, at man kan overveje, om datidens stormagter kunne have reageret, før Hitler blev valgt til magten, og rettet op på den internationale orden, som Nazityskland senere forsøgte at omstyrte.

»Der er forskel på at sige, at vi skal have en grundlæggende debat om, hvordan vi skaber en mere retfærdig og pluralistisk verdensorden, og så at lave forandringer fordi nye stærke magter tvinger én. Hvis man kun skaber forandringer for at undgå konflikt, er det for sent. Havde man reageret tidligere på nogle af de mere legitime krav, fra før Hitler kom til magten, kan det være, man havde undgået, hvad der fulgte efter,« siger Peter Marcus Kristensen.

Ændringer skal ikke kun fastholde de stærkeste parters interesser

Men en fredelig transition handler ikke kun om at tilpasse det internationale system til de faktiske styrkeforhold, inden styrkeforholdet er så skævvredet, at den opstigende stormagt forsøger at ændre verdens indretning med vold. Det handler også om at undgå, at de ændringer, der finder sted, kun tjener til at fastholde de stærkeste parters interesser.

»Modargumentet i mellemkrigstidens debat var, at man aldrig rigtig kan afkoble landes forslag til fredelige forandringer fra deres magtpolitiske interesser. Man kan godt sidde og diskutere abstrakte fredelige forandringer, men når briterne kommer med et konkret forslag, vil det være en forandring for at bevare deres egen position. Og omvendt vil nye stormagter kræve de forandringer, der styrker deres egne interesser. Så bliver det en pseudo-debat at tale om en retfærdig verdensorden, for reform finder kun sted, hvis nogen er blevet for stærke til, at vi kan ignorere dem,« siger Peter Marcus Kristensen.

»Det store spørgsmål er: Hvordan sikrer vi os fair genforhandling af den internationale orden? Hvis vi træder bare ét enkelt skridt tilbage, kan man spørge sig selv, hvor rimeligt det er, at så lille en del af verden, som Vesten er, har sat sig på så stor en del af magten, som vi har,« siger Peter Marcus Kristensen.

Problemstillingen er højaktuel

På Aarhus Universitet mener Mette Skak, at det er væsentligt at få mere viden om fredelige magttransitioner. Hun er lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forsker blandt andet i international sikkerhed og politisk historie.

»Det er bestemt interessant og relevant at få belyst. Vi befinder os i en tid, hvor der sker en spredning af magten. Magten bliver sværere for politikerne at holde fast i, og magten er mindre og mindre bundet til staten og dermed politikerne. Det gælder også stormagterne. Problemet er, at de stormagter, der føler, at magten glider dem af hænde, kan finde på at reagere på en farlig og udadreagerende måde. Det er ikke nogen triviel problemstilling. Den er højaktuel,« siger Mette Skak.

Hun påpeger, at Rusland har reageret på denne måde i Ukraine, men at særligt Kina kan udgøre en udfordring for den Vestlige verdensorden, vi har været vant til.

»Kina er indiskutabelt økonomisk og militært en slagkraftig stormagt. Derfor er der med rette ganske meget opmærksomhed rettet mod, hvad Kinas målsætning og strategi er. Hvad venter der i et forum, hvor Kina får mere at skulle have sagt, og hvor USA får sværere ved at få sine dagsordener igennem? Bliver det en verden, hvor de autoritære politiske systemer ligesom Kina kommer til at bestemme farten og fejer demokratier som Danmark fuldstændigt af banen? Det er der en del bekymring om,« siger Mette Skak

For tidligt at sige, om Kinas opstigen fører til konflikter

Men om Kinas og andre magters opstigen vil føre til konflikt eller ej, mener hun, det er for tidligt at fremsætte skråsikre teorier om. Ligesom Peter Marcus Kristensen mener hun ikke, at man kan opstille en jernlov om, at magtskifter fører til konflikt.

»Vi har et meget væsentligt eksempel på et fuldstændigt fredeligt magtskifte, der var så fredeligt, at vi helt glemmer, der var tale om et magtskifte. Det var da magten skiftede fra England, som dominerende global magt, til USA omkring år 1900. Det peger den mere reflekterede forskning også på, så idéen om en jernlov køber jeg ikke, selvom noget af litteraturen godt kan give indtryk af, at det er en jernlov,« siger Mette Skak.

Modsat Peter Marcus Kristensen er mellemkrigstiden dog ikke et sted, hun ville søge efter teorier om fredelige transitioner. Hun påpeger, at appeasement-strategien forud for Den Anden Verdenskrig er meget belastet, fordi den ikke forhindrede verdenskrigen.

Til gengæld mener Mette Skak, at der er meget at lære fra Den Kolde Krig, som Peter Marcus Kristensen også skal se på i forskningsprojektet.

»Den Kolde Krig var en slags magtskifte, der afspejlede, at Sovjetunionen havde vokset sig militært stærkt og havde opnået militærstrategisk paritet med USA. Alligevel lykkedes det at holde kampen nogenlunde på et ikke-militært plan. Den Kolde Krigs indsigt er, at afskrækkelse er vigtigt: Man skal endelig ikke sende tvetydige signaler om, hvorvidt man vil bakke en allieret op militært, hvis de bliver overfaldet af en stærkere stormagt,« siger Mette Skak og fortsætter:

»Samtidig formåede man under hele Den Kolde Krig at holde tungen lige i munden. Den lære er vigtig. Det er meget vigtigt, at politikere og meningsdannere forstår, at vi lever i en tid, hvor det drejer sig om at holde tungen lige i munden.«