Der er mange grunde til, at kvinder bør se gyserfilm. Én er, at de reflekterer kvinders liv. På godt – og på ondt. Her vil jeg gå lidt i kødet på 'Black Swan'.
Gyserfilm er traditionelt noget, vi forbinder med mænd. Det er kvinder, der skriger og bløder, men det er stadig mest mænd, der køber biografbilletten og dvd’en, og også mænd der instruerer, producerer og skriver.
I det seneste årti er der imidlertid kommet en række gyserfilm, jeg synes er vældig interessante for kvinder. 'Black Swan' er et eksempel, selvom den mere er en psykologisk thriller end en gyser.
'Black Swan' handler om balletdanseren Nina (Natalie Portman), der bliver tilbudt rollen som hoveddanser i opførelsen af Svanesøen. Nina er først i tyverne, en smuk og psykisk skrøbelig danser, der driver sig selv til det yderste i kampen for perfektion.
Hun bor med sin mor, spillet fremragende af Barbara Hershey. Og det bliver hurtigt tydeligt, at forholdet mellem mor og datter ligger i forlængelse af, hvad vi kender fra 'Carrie' (1976) og 'Psycho' (1960). En overbeskyttende mor, der nægter emotionelt at slippe sin voksne datter. Tungere psykologisk bagage dukker op som fortællingen skrider frem.
Cutter-tematik
Nina er også cutter. En selvskader. Og her må jeg bede folk, der ikke vil have afsløret for meget af handlingen, om ikke at læse videre. For et traditionelt drama er her ikke tale om. Genremæssigt ligner 'Black Swan' instruktør Darren Aronofskys tidligere 'Requiem for a Dream' (2000), der var et uhyggeligt drama med elementer af gys og grand guignol.
'Black Swan' er mere raffineret i sin beskrivelse af et sygt sind. Den er et drama, men et sort et af slagsen, der fører os ned i sindets og kroppens mørke dybder, gysets klassiske element. (Og jeg synes, filmen er mere drama-gys, end den er psykologisk thriller – men den genre-diskussion lader jeg ligge).
Cutter-tematikken viser sig blandt andet i en scene, hvor Nina heftigt vasker hænder på toilettet. Hun er netop blevet offentligt præsenteret ved en fest som den nye primadonna, og opmærksomheden er ved at kvæle hende. Ved håndvasken ser hun blodet springe fra en fingernegl og trækker i huden ved negleroden. Langsomt hiver hun i en yderst ubehagelig scene et flere cencimeter langt stykke hud af sin finger, der får et kæmpestort, blodigt sår.
To ting er interessante ved cutter-tematikken: For det første er det at være cutter eller selvskader en lidelse, der stadig stort set kun forbindes med unge piger. Selvskade, bulimi og anorexi, der tidligere var kvindelige lidelser, ses i dag i stigende grad også hos drenge og unge mænd. (Nina lider også af anorexi, som min teenagedatter straks bemærkede).
Det andet interessante er, at en cutter-tematik placerer smerten og lidelsen og mishandlingen af kroppen i hænderne på offeret.
Kvalmende
For mange tilskuere er cutter-elementet sikkert ny. Men eftersom læserne på bloggen for et stykke tid siden gjorde mig opmærksom på de franske gyserfilm, der går under betegnelsen the new French extremity, og som filmforskeren Tim Palmer har kaldt for cinema du corps – krops-film – så var jeg allerede stødt på kvindelige selvskadere i 'Dans ma peau' (2000) og 'Martyrs' (2008). Begge enormt grænseoverskridende, frustrende, ubehagelige og kvalmende film.
Kvalmen og frustrationen er vigtigt. Det er faktisk hovedfølelserne i 'Black Swan' og i de to andre film. Normalt er kvalme noget vi undgår – hvorfor opsøge kvalme frivilligt? Med mindre den har tillokkende elementer. Som at vi accepterer kvalme efter druk.
Kvalmen i de nævnte film hører med til tøse-tematikken og har også tillokkende elementer: Kvalme opstår, når vi kommer under huden (og altså, helt bogstaveligt under huden) på hovedpersonerne og har, hvad populært kaldes for in-your-shoes-identification. Herfra mærker vi meget tydeligere, hvad personerne mærker. Vi deler deres smerte. Og vi forsøger at dele deres sinds frustrationer, der fører til selvskaderiet.
Se dem alle tre!
Jeg vil ikke her gøre mig til psykolog og (psyko)analysere de kvindelige hovedpersoner i 'Black Swan', 'Dans ma peau' og 'Martyrs' som patienter. Kort sagt er selvskaderi knyttet til lavt selvværd, høje ambitioner, perfektionisme, overgreb i barndommen og til patientens forsøg på at mærke sine egne følelser, og det bliver set som et råb om hjælp.
Men se selv 'Black Swan', der er mesterlig, og læg mærke til, hvordan den behandler sin kvindelige cutter. Natalie Portman fik en Oscar for bedste hovedrolle, og filmen blev nomineret for bedste instruktør og bedste film.
Men jeg håber også, at I vil opsøge de to franske film, der også er mesterværker, omend så ganske anderledes. De er langt mere kvalmende, grænseoverskridende, udfordrende og intense. Og har man set dem, bliver man ikke nær så overrasket af 'Black Swan'.
Har du bud på flere gyserfilm eller psykologiske thrillere, der involverer cutter-tematik eller andre typiske 'pige-lidelser', så vil jeg meget gerne høre om det.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
