Hvorfor kan vi komme op og skændes over navnet på en is?
Imens nogle mener, at navnet er stødende og derfor bør skiftes, synes andre, at det er noget pjat pludselig at skulle ændre det.
Og netop denne debat, som vi for ikke så længe siden havde i Danmark om Kæmpe Eskimoens navn, udstiller en sandhed, som sprogantropologien, der studerer forholdet mellem sprog og kultur, længe har kendt til:
At ord ikke blot er lyde, som hver især har én forudbestemt betydning, men derimod har en række andre betydninger.
Særligt én forsker indenfor sprogantropologien er efter min opfattelse særlig vigtig i denne sammenhæng. Det er den netop afdøde amerikanske lingvist og sprogantroplog Michael Silverstein.
Han forstod, at sproget er noget, vi skaber, når vi taler sammen, og hans særlige indsigt var, at det har politiske konsekvenser, når vi bruger sproget til at tale om sproget selv.
Han mente således, det er handlinger med politiske konsekvenser, når vi retter på hinandens sprogbrug, tabuiserer nogle ord og indfører nogle andre.
På sådan vis afspejler striden om Kæmpe Eskimoen en kamp om, hvilket sprogbrug der bliver dominerende i fremtiden, og hvem der må rette ind.
Sprogets udvikling afgøres af samfundets udvikling, og hvilke politiske strømninger der ender med at få definitionsmagten over ordenes betydninger.
I denne artikel vil jeg beskrive Silversteins sprogteori samt bruge den til at belyse den proces, der sker, når samfundet udkæmper identitetspolitiske kampe om sproget.
Ord 'peger' på deres med-betydninger
Silversteins sprogteori tog sit udspring i Australien, hvor han som studerende arbejdede med at beskrive det australske sprog dyirbal. På dyirbal, fandt Silverstein ud af, var der særlige regler for, hvilke ord man kunne bruge i bestemte situationer.
Der var især mange ord, som en mand ikke kunne bruge, hvis hans svigermor var til stede.
Det kunne være ord med en helt almindelig betydning, for eksempel 'kænguru', men det var tabu for manden at bruge det almindelige ord for 'kænguru' i selskab med sin svigermor.
Derfor fandtes der en masse særlige ord, som erstattede de ord, der var tabubelagte, og som kun blev brugt, når svigermoren var til stede.
De særlige ord sagde altså ikke kun noget om det, de refererede til, men også noget om den sociale kontekst, som de blev brugt i. 'Kænguru' betød ikke kun kænguru, men samtidig også 'svigermor er til stede' og 'jeg respekterer min svigermor'.
Denne indsigt stred imod den traditionelle idé om ords betydning som en simpel todelt relation mellem et tegn på den ene side og dets betydningsindhold på den anden.
Denne idé om betydning er stadig gængs i vores hverdags forståelse af, hvordan sprog virker.
Lavtflyvende svaler og intellektuelle tweedjakker
For at beskrive denne mere komplekse forståelse af betydning tog Silverstein begrebet 'indeksikalitet' fra tænkeren C. S. Peirce:
Ifølge Peirce har nogle tegn en betydning, der er bestemt af konventioner (for eksempel at tegnet '2' skal læses som 'to' og henviser til antallet to).
Andre tegns betydning opstår derimod ved association (for eksempel at lavtflyvende svaler betyder snarlig regn, og at en tweedjakke betyder, at bæreren nok er professor).
Disse tegn 'peger' så at sige på noget andet, som de associeres med – denne 'pegende' betydning kaldes 'indeksikalsk' (af at 'indikere' som oprindeligt betød 'at pege').
Da Silverstein brugte ideen om indeksikalitet til at analysere andre sprog, gik det op for ham, at det faktisk var en helt almindelig del af alle sprog:
Ord peger næsten altid på noget andet end deres ordbogsbetydning, og det er faktisk tit de pegende med-betydninger, der er vigtigst for vores forståelse.
Når vi hører et ord, peger det tilbage på alle de andre situationer, hvor ordet er blevet brugt. Det tager noget af betydningen fra de tidligere situationer med ind i den nuværende og farver vores forståelse.
Pegende med-betydninger påvirker os ubevidst
Selvom ords 'pegende' indeksikalske værdier ikke er så faste som ords referentielle betydninger, er de indeksikalske værdier yderst vigtige for vores sociale færden.
Et bestemt ordvalg, eller endda accent, kan indikere noget om personen, der siger det.
Disse ekstra informationer er noget, som man måske ikke selv er bevidst om, eller som man ikke selv ønsker at gøre til en del af samtalen.
Vores accent kan fortælle andre, hvor vi kommer fra, og få dem til bevidst eller ubevidst at vurdere os. Og de kan have konkrete og ubehagelige konsekvenser, som hvis man kommer til at sige 'du' til Dronningen eller kommer til at bruge et tabubelagt ord i det forkerte selskab.
Indeksikalitet er altså ikke bare sjov og ballade, men også en del af, hvordan vi opfatter verden og vores medmennesker. For den information, der ligger i ords med-betydninger, påvirker os på en måde, som vi ikke altid er bevidst om.
Med-betydninger gør altså, at vi ikke selv er herrer over betydningen af de ord, vi ytrer, eftersom andre kan uddrage information af dem, som vi ikke selv havde til hensigt at viderebringe.
Markedsføring bruger aktivt ordenes med-betydninger
Ords med-betydninger giver omvendt også dygtige sprogbrugere mulighed for at bruge de indeksikalske med-betydninger, de ønsker til understøtte et bestemt mål i deres kommunikation.
Det er sådan markedsføringssprog fungerer, når reklameforfatteren vælger de ord, der har positive med-betydninger hos de potentielle købere, og bruger dem til at gøre dem positivt stemte overfor produktet.
Silverstein selv opfandt et ord til at illustrere dette: 'oinoglossia', der på græsk betyder 'vinsnak'.
Med 'oinoglossia' mente Silverstein den jargon eller det særlige 'sprog', vinkendere bruger til at beskrive vin med. Det er nemlig nøje udvalgt til at få vinen, som jo bare er fermenteret druesaft, til at fremstå som et særlig værdifuldt og eksklusivt produkt.
Vinkenderen bruger således franske låneord såsom 'terroir' og 'bouquet', da man i en periode anså fransk for at være et særligt fint sprog, og det franske 'cuisine' som det ypperste.
Derfor trækker franske ord de fine og eksklusive medbetydninger med sig og farver vores oplevelse af vinen. Kenderen sammenligner desuden vinens smag og duft med naturlige og tiltrækkende ting som bær, nødder, frugter, blomster og krydderier.
Man vil derimod næppe høre en vinkender sige, at en vin har en let aroma af brændte bildæk eller hestegødning – selvom det meget vel kan være netop de ingredienser, der giver vinen sin karakteristiske smag.
Ord smager altså også af noget, og deres smag smitter af på de ting, vi taler om.
Vi opfatter navneskiftet af Kæmpe Eskimoen forskelligt
Silversteins forståelse af indeksikalitet og ords med-betydninger kan hjælpe os med at forstå, hvad der sker, når et is-firma vælger at ændre navnet på en is, og hvorfor konkurrenterne vælger at beholde det.
Det er simpelthen markedskommunikation: Is-firmaerne forsøger at gøre deres is tiltrækkende for bestemte segmenter af befolkningen ved at give dem navne, der peger på noget, som, de forventer, at netop deres købere vil værdsætte.
Isen er den samme, men den smager måske forskelligt, alt efter hvad vi kalder den.
Silversteins sprogteori forklarer også, hvorfor nogle reagerer positivt på et sådant navneskifte, og hvorfor andre synes, det er irriterende.
Det skyldes, at navneskiftet peger på nogle dybe politiske og kulturelle kløfter i det danske samfund:
- Nogle synes, det er vigtigt at markere modstand imod de symboler, der for dem peger på historiske eller nuværende sociale uretfærdigheder. For dem smager ordet 'eskimo' af mindet om Danmarks uretfærdige behandling af grønlænderne.
- Andre værdsætter traditionen og er ængstelige for, om samfundsforandringer vil udviske de ting, de har holdt af i deres liv. For dem smager navnet 'Kæmpe Eskimo' af glade sommerminder, og navneændringen bliver opfattet som et forsøg på at tage de minder fra dem, og på at manipulere dem til at forbinde navnet med noget negativt i stedet.
- Og for en tredje gruppe mennesker vil ordet 'eskimo' altid smage bittert af de gange, hvor det er blevet brugt som et skældsord rettet mod dem.
\ Læs mere
Kampen om Kæmpe Eskimoen er en kamp om definitionsretten
På samme måde er næsten alle de tilfælde, hvor vi diskuterer, hvad man må sige, hvad man bør sige, og hvordan man bør siger det, diskussioner, hvor forskellige med-betydninger gør sig gældende for forskellige menneskers forståelse af begrebet.
Vores valg af ord bliver en måde, vi kan positionere os i forhold til vores forskellige ideologier om samfundet og om sproget:
Hvis man siger, at 'det ord har aldrig før været et skældsord, så det vil jeg fortsat bruge' bruger man en ideologi om sprog, hvor ords betydning er fastlagt af ens egne intentioner og af, hvad ordet betød, da man lærte det, til at legitimere det, som faktisk er et politisk standpunkt.
Hvis man derimod siger at 'ordet betød oprindeligt 'en der spiser råt kød', og det var nedsættende, og derfor bør man ikke bruge det i dag', så bruger man en anden legitimerende sprogideologi, hvor ords betydning afgøres af deres oprindelse.
De sproglige argumenter skjuler den politiske uenighed. I hvert tilfælde kæmper forskellige grupper i virkeligheden om definitionsretten: retten til at deres forståelse af ordet skal være den alment gældende i den offentlige samtale.
Silversteins sprogantropologi belyser vores debat i dag
Debatter om sprog og definitioner er helt uundgåelige i et samfund, hvor der er så stor forskel på vores baggrunde, oplevelser og politiske ståsteder – og hvor vi alle har mulighed for at give vores meninger til kende på internettet.
Det er en kamp om, hvis sprogbrug der vil blive dominerende, og hvem der må rette ind.
Sprogets udvikling afgøres af samfundets udvikling, og hvilke politiske strømninger der ender med at få definitionsmagten over ordenes betydninger.
Og ved hjælp af Silversteins sprogantropologi kan vi bedre forstå og beskrive den proces.
