På de danske asylcentre lever en del børn i så stor ensomhed og resignation, at kedsomheden er blevet et livsvilkår.
Hvis monotomien bliver brudt af venskaber, så kan vennerne forsvinde lige så pludseligt, som de ankom, når de bliver flyttet til andre centre eller bliver afvist eller får ophold.
Mange forældre har enten allerede tabt eller er ved at tabe kampen om at fastholde et håb om en dag at få lov at forlade centret som frie borgere i et nyt land.
Apatien er hos nogle overvældene, og de psykiske problemer hober sig op i en grad, så børnene bliver mere og mere alene i ingenmandslandet mellem lidelserne, de forlod, og sikkerheden, de ikke må træde ind i.
De af dem, der allerede er afviste, er meget mere end blot afviste. De er, alene på grund af deres tilstedeværelse, i stand til at flytte stemmer nok den ene eller den anden vej til, at det kan afgøre de notorisk tætte folketingsvalg i Danmark.
”I forhold til, hvor få det drejer sig om, så fylder de meget. De her mennesker er symptomet på nogle langt større forestillinger og valg omkring, hvad Danmark er, og hvad vores rolle i verdenssamfundet er. De er i klemme og en prisme for, hvad vi er bange for, og hvad vi mener, der skal ske med Danmark,” siger seniorforsker Kathrine Vitus fra SFI, der sammen med post doc. Signe Smith Nielsen, står bag antologien Asylbørn i Danmark, en barndom i undtagelsestilstand.
Fra flygtning til asylansøger
Imens sidder børnene som isolerede portrætter af et lands beslutninger og venter.
Nuet opleves både kvælende og værdiløst, fordi fremtiden fortoner sig i uvished. Børnenes skolegang kan næsten betragtes som symbolsk, med færre timer, mindre engagement og ingen afgangseksamen.
På køreturen frem og tilbage fra asylskolen er børnene fuldkommen klar over, at det liv, de lever, er meget langt fra normaliteten, som mennesker uden for busruderne går rundt i.
Var de kommet for 20 år siden, havde de været flygtninge. I dag er de asylansøgere, og mens flygtninge er nogle, man har en moralsk forpligtigelse til at redde, så er asylansøgere nærmere nogle, der står i kø og udgør en potentiel sikkerhedsrisiko for både velfærdsstatens økonomiske fundament og liv og lemmer, hvis de viser sig at være radikaliserede terrorister.
Dét er det overordnede billede af asylbørn, som bliver tegnet i den første store samlende antologi af forskning på området i Danmark.
”Asylansøgere bliver betragtet som en anden problemstilling, end flygtninge blev for 20 år siden. I ordet flygtning ligger der, at man har en legitim ret til at blive beskyttet, som var meget anerkendt i det politiske system som en forpligtelse over for det globale samfund. I dag er asylansøgere en bureaukratisk kategori, og politikken tager i dag lige så meget udgangspunkt i at beskytte de nationalstatslige grænser, som at beskytte det enkelte menneske,” siger Kathrine Vitus.
Værdiløs tid
På den måde bliver flygtningebørnenes skæbne, som bliver ridset op ud fra en lang række forskningsmæssige indfaldsvinkler som sociologi, psykologi, atropologi og jura i bogen, en prisme for de beslutninger og den frygt, et flertal af befolkningen og politikerne agerer ud fra.
”Børnene føler sig udenfor og opbygger en normalitet, som de ved er helt særlig, og en selvforståelse af, at de ikke er velkomne nogen steder. De ved godt, hvilken situation de befinder sig i, og den evige ubestemte ventetid belaster deres forhold til nuet, fordi det bliver svært at udfylde det med mening og bliver værdiløst,” siger Kathrine Vitus.
Samtidig sygner mange forældre hen.
En del af dem lider af krigstraumer, som er så invaliderende, at det går ud over børnene.
Men også dem, der ankommer med ressourcer, udvikler psykiske problemer og bryder sammen.
”Børnene reagerer både på forældrenes tilstand, og på deres oplevelse og forståelse af deres egen situation. Det præger deres sociale kompetencer og psykiske trivsel. Den eksistentielle kedsomhed, som deres situation afstedkommer, skaber en fundamental mangel på engagement i nuet og i deres eget liv. Sådan en ’kedsomhed’ kan man ikke bare fjerne med underholdning. Den er dyb og rodfæstet i deres liv,” siger Kathrine Vitus.
Den oplyste beslutning
For dem, der mener, asylansøgere burde behandles bedre, bliver det endnu mere tragisk ved at skue mod nord til Norge.
Her modtog de i 2008 14.400 asylansøgere, mens vi i Danmark modtog 2.900.
I Norge fik 60 procent asyl, mens 49 procent fik det i Danmark.
Men de asylansøgere, der venter i Norge, venter under helt andre betingelser end i Danmark.
De har ret til at integrere sig i lokalsamfundet ved at bo uden for centrene, arbejde og gå i almindelig skole.
Det betyder, at tiden ikke går med at holde dæmonerne på afstand. Det viste sig da også i forbindelse med, at bosniske flygtninge fik tilbudt penge for at rejse tilbage til Bosnien, at langt flere af bosnierne i Norge tog imod tilbuddet end i Danmark.
Formentlig fordi apatien ikke havde fået overtaget i dem. Ifølge forskerne, tydede det på, at de danske bosniere ikke orkede at rejse tilbage efter års stilstand.
Kathrine Vitus mener, at vi mangler en overordnet diskussion om, hvad vi vil stille op med en verden, hvor pludseligt udbrudte krige skaber flygtningestrømme.
”Hver gang der bliver trukket en enkeltsag frem, lyder det fra højeste sted, at ’vi følger bare reglerne’. Men reglerne opstår ikke ud af det blå. Hvad er det for nogle præmisser, der ligger til grund for reglerne. Politikerne forsøger at afpolitisere området ved at gøre det til et bureaukratisk og juridisk spørgsmål. Med denne antologi viser vi videnskabeligt, hvilke konsekvenser lovene har, og hvis man fremlægger de konsekvenser, så bliver det en mere åben diskussion, hvor man ved, hvad det er, man vælger,” siger Kathrine Vitus.
Antologien Asylbørn i Danmark, en barndom i undtagelsestilstand udkommer i dag på Hans Reitzels forlag.
