Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Arkæologer finder passage til 'underverdenen' under mexicansk pyramide

Annonce:

Der er meget, vi ikke ved om ældgamle mesoamerikanske civilisationer, men opdagelsen af et nyt underjordisk rum under en pyramide i Mexico kaster lidt lys over nogle traditioner, som folket på den tid kan have haft.

Det skriver Sciencealert.com.

Det er i den forhistoriske by Teotihuacán, der ligger i det nuværende Mexico, at forskere nu har undersøgt den såkaldte Månepyramide, der blev bygget omkring år 200.

Billederne, der viser tunnellen og rummet under pyramiden. (Illustration: Institute of Geophysics/UNAM

Ved hjælp af en teknik, der gør det muligt at måle forskellige strukturer under Jordens overflade, fandt forskere således frem til et underjordisk kammer cirka otte meter nede.

Rummet har en bredde på 15 meter, og der går en tunnel ud fra det, som fører til Månepyramiden.

Forskerne fra National Institute of Anthropology and History i Mexico sætter rummet og tunnellen i forbindelse med offerritualer og forholdet til døden.

Ved tidligere tunnelopdagelser i nærliggende templer fandt man nemlig knogler og smykker, som kan have været offergaver, og hvis forskerne beslutter at undersøge det nye rum nærmere, forventer de at finde noget lignende.

Annonce:
Månepyramiden. (Foto: Wikipedia Commons)

Udfra hvad man ved om Teotihuacán-civilisationen, tror man, at indbyggerne har haft et helt specielt forhold til underverdenen, fordi de troede, at planter, mad og livet generelt kom derfra.

De ældgamle mesoamerikanske civilisationer er omgærdet af en del mystik, og derfor kan enhver ny opdagelse bringe forskere på sporet af, hvordan disse mennesker levede.

sj