\ Forskernes juleønsker
Videnskab.dk er i gavehumør – igennem hele december måned uddeler vi gratis juleønsker til en række forskere, som får lov til at bede julemanden om hvad som helst.
Eneste krav er, at ønsket skal have eller kunne få afgørende betydning for forskningen.
I dag ser vi på, hvad Henriette Lyngstrøm, lektor i arkæologi på Saxo Instituttet, Københavns Universitet, drømmer om at finde under juletræet.
Andre juleønsker:
Spader af træ, der blev efterladt i danske moser for et par tusinde år siden, har længe været en gåde for arkæolog Henriette Lyngstrøm, der forsker i bronze- og jernalderens bondekultur.
Spaderne er smalle, uden skaft og på størrelse med de plastikskovle, børn bruger i sandkassen. Sandsynligvis er de blevet brugt til at grave tørv, men de er så små, at bønderne næppe har kunnet stå op og bruge dem.
»Det er en gåde, hvordan de brugte spaderne, for de er korte, og de har ikke sådan en kant, som man kan træde på med foden. Lå bønderne virkelig på knæ i mosevandet og gravede? Det vil jeg gerne have opklaret,« siger Henriette Lyngstrøm.
\ Læs mere
En tidsrejse kan opklare sagen

Hvis Henriette Lyngstrøm kunne få ét juleønske opfyldt, ville hun have en tidsmaskine, så hun kunne få syn for sagen.
»Jeg ønsker mig at rejse tilbage til år nul og se bonden stå der i en mose i Midtjylland og grave tørv. Lå bonden ned, eller stod han? Jeg ville ønske, jeg kunne se, hvordan hans krop og spaden arbejdede sammen,« siger Henriette Lyngstrøm, der er lektor i arkæologi på Saxo Instituttet, Københavns Universitet.
»Jeg ville være sammen med bonden, stå i vand til knæene og se, hvordan han graver tørv.
Måske kunne jeg ligefrem få at se, at han smed sin slidte og kasserede spade fra sig i mosen. Den spade, som jeg nu sidder med her ved skrivebordet,« fortsætter hun.\ Læs mere
Bønders redskaber er ret uudforskede
På danske museer er der omkring 700 af de små træspader fra Jernalderen, skønner Henriette Lyngstrøm. De er fundet i udtørrede moser rundt omkring i landet. Nogle af dem er spidse, andre er lige forneden.
Arkæologerne formoder, at spaderne blev brugt til at grave den tørv, bønderne brugte til byggemateriale og brændsel, men ingen ved, hvordan de er blevet håndteret.
\ Læs mere
»Vi ved en masse om guld-haller, gravkamre og den slags, men de helt almindelige dagligdagsting, som bønderne brugte, ved vi ikke ret meget om. Bønderne var rygraden i samfundet helt op til 1900-tallet. Jeg vil gerne tættere på dem,« siger Henriette Lyngstrøm.