Antikke skulpturer havde masser af farver

De fleste har nok et billede i hovedet, når man snakker om skulpturer i det antikke Grækenland. De er hvide, og så mangler de muligvis arme og ben. Men sådan har figurerne faktisk ikke altid set ud. De har været fulde af farver, men mange år i jorden har ødelagt skulpturernes oprindelige udseende, og farverne er gået tabt.

På Ny Carlsberg Glyptotek har man siden 2009 arbejdet på et forskningsprojekt, der skal gøre os klogere på farverne. Bliver vi klogere på dem, bliver vi også klogere på skulpturerne, mener Jan Stubbe Østergaard, forskningsinspektør og arkæolog ved Ny Carlsberg Glyptotek.

»Farverne er en integreret del af skulpturen, og man forstår den ikke, før man har set den med de oprindelige farver,« siger han.

Et eksempel på farvens betydning kan findes i den romerske toga. Togaer havde forskellige farver, som hver især indikerede status. Hvis figuren har mistet sin farve, så ved man heller ikke, hvilken status den udhuggede person havde.

I indviede fagkredse har man længe kendt til farverne. Alligevel er det endnu ikke noget, den brede befolkning er helt bevidste om. Første gang Glyptoteket havde en hel farvet udstilling var i 2004, og der vakte det stor opsigt.

Farven forbinder os med andre kulturer

At de antikke skulpturer i virkeligheden har været i farver kan have en stor betydning for den europæiske selvforståelse. Ifølge arkæolog og forskningsinspektør Jan Stubbe Østergaard, malede alle andre højkulturer deres skulpturer, og det hvide marmor har derfor adskilt sig fra resten af verden.

»Den europæiske højkultur har ikke været præget af respekt for andre kulturer, og grækerne selv kaldte perserne for barbarer. I egen indbildning har vi europæere igennem historien ment, at vi er anderledes og overlegne. Europæerne har set de hvide marmorfigurer som idealet inden for skulpturer, fordi de adskilte sig fra alle andre,« siger han.

Eksempelvis kommer det hvide marmors ophøjede status til udtryk i en bygning som ’The United States Capitol’ i Washington, USA, der huser den amerikanske kongres. Med sine hvide søjler af marmor ligner den ikke bare noget fra antikken, dens navn er også det samme, som en af Roms syv høje.

»Det er blot et af mange udtryk for, hvordan det hvide marmor har været så identitetsbærende på rigtig mange niveauer,« fortæller han.

Da farven forsvandt

Men hvorfor har man ikke tidligere vidst, at skulpturerne var malede?

Naturlige nedbrydningsprocesser har gjort, at mange farver er gået til. Dertil kommer, at man helt indtil 1930’erne rengjorde arkæologiske fund, nogle gange sågar med stålbørster.

»Det kan være meget svært at se, om en skulptur har maling på sig, når man graver den ud i første omgang, og der har tidligere været en mentalitet blandt arkæologer om, at man skulle børste sine fund rene,« fortæller Jan Stubbe Østergaard.

I løbet af 1800-tallet blev det mere og mere klart blandt en udvalgt skare, at skulpturerne havde haft farver.

»Dem, der vidste noget om farverne, har været specielt indviede og fagfolk. I dag har man en anden tilgang til viden. I dag forsøger vi at finde frem til farverne igen og få dem med ind i oldtidskundskaben og historien,« siger han.

De malede skulpturer vender tilbage

For nylig gik man i gang med at rekonstruere en kopi af marmorskulpturen ’Portræt af en ung romer’. Kopien skal højpoleres og males, så man kan få et forskningsbaseret indtryk af, hvordan portrættet så ud oprindeligt.

»Det fine marmor kan poleres op til en meget glat højglans, og portrættet her var stensikkert bemalet. Men hvorfor have alt det besvær med at polere, hvis man har malet ovenpå? Det har man nok gjort, fordi man har kunnet opnå nogle helt spektakulære maleriske virkninger på en sådan overflade,« gætter Jan Stubbe Østergaard.

Det er en dyr proces at genskabe en sådan figur, og det er derfor også kun denne ene rekonstruktion, der bliver højpoleret.

Man kan få skulpturen at se, sammen med andre rekonstruerede værker, i efteråret 2014, når Ny Carlsberg Glyptotek åbner op for udstillingen ’Farven: den fjerde dimension’.