Det satte gang i debatten, da Ekstra Bladet mandag kunne fortælle, at Rigsarkivet har i sinde at arkivere al data fra den, for børnefamilier, infamøse digitale platform Aula.
Det betyder, at Rigsarkivet fra 2025 vil gemme alle beskeder, masser af uploadede billeder og andre oplysninger, der måtte snige sig ind på Aula, hvor skoler og institutioner har kontakt med forældrene, og hvor forældre og lærere kan skrive sammen på kryds og tværs.
Selvom det bekymrer flere brugere på sociale medier, foruden kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i Ekstra Bladets artikel, giver det rigtig god mening fra et historiefagligt synspunkt.
I hvert fald ifølge en professor i uddannelseshistorie.
\ Hvad er Aula?
Aula er en digital platform, hvor kommunale institutioner såsom skoler og børnehaver kan kommunikere og dele informationer med forældre.
Den digitale løsning, der kan bruges som app og på hjemmesiden, gik officielt i drift i efteråret 2019.
Aula er ofte blevet latterliggjort for det indhold, forældre deler, og de konflikter, der opstår på platformen. Blandt andet på Instagram-profilen Besked fra Aula med knap 200.000 følgere.
Allerede et halvt år inden Aula gik i luften, anbefalede den daværende regerings stresspanel at aflyse udrulningen af platformen.
Et unikt indblik i skolelivet
»Ja, jeg gik bare og ventede på, at en journalist ville ringe om det her,« udbryder Ning de Coninck-Smith i telefonen, da Videnskab.dk fanger hende.
Som historieprofessor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet har hun i årtier gravet sig dybt ned i, hvordan skolegangen har taget sig ud i Danmark igennem tiden.
»Vi ved ufatteligt lidt om, hvad der historisk set er foregået i klasserummet, og ufatteligt lidt om forældrenes rolle i skolelivet,« forklarer hun.
»Men med Aula får fremtidens historikere jo en helt ny mulighed for at gå ind og se, hvad der sker på hverdagsplan i skolen. Hvad får forældre op på dupperne? Hvilke forventninger har lærere og forældre til hinanden? Det siger ufatteligt meget om det samfund og den tid, vi lever i.«
»Og så elsker alle jo at hade Aula. Når det fylder så meget for folk, er indholdet da også værd at bevare for eftertiden.«
\ Sådan skal indholdet arkiveres
I en bekendtgørelse, der blandt andet er sendt ud til alle de danske kommuner, står der således:
»Følgende digitalt skabte data og dokumenter skal bevares:
1. Data fra it-systemer vedrørende elevadministration i kommunale folkeskoler, der indeholder identifikationsoplysninger, elevoplysninger, skoleoplysninger, karakteroplysninger o.l.
2. Data fra it-systemer vedrørende pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), der indeholder skoleoplysninger, identifikationsoplysninger og oplysninger om de personer, som er henvist til pædagogisk-psykologisk rådgivning.
3. Prøve- og eksamensbeviser, der ikke findes i elevadministrationssystemet.
4.1. Data fra alle dagtilbud og skoler fra den fælleskommunale samarbejdsplatform med følgende bevaring:
1) Alle stamdata om brugerne.
2) Alle opslag, inklusiv alle vedhæftede filer.
3) Alle beskeder, inklusiv alle vedhæftede filer.
4) Fælles og sikre filer.
5) Alle foto-, video- og lydfiler, der er uploadet den 1. og den 15. i hver måned.«
Kilde. Retsinformation.dk
Hverdagen huskes dårligt på bagkant
Ning de Coninck-Smith forklarer, at det kan være svært for historikere at dokumentere hverdagen i skolen, fordi hverken skrevne erindringer, nyhedsindslag eller interviews med personer om deres skolegang tegner et præcist billede:
»Problemet er, at man ofte sorterer hverdagen ud af sine erindringer. Man husker måske, da man blev mobbet, eller ham den spændende lærer, der spillede guitar og røg pibe. Når noget er kommet i medierne, er det jo ofte i forbindelse med konflikter. Så her kan Aula-materialet give et uvurderligt indblik i hverdagen i 2020’erne.«
Hun er heller ikke bekymret for privatlivets fred i forbindelse med arkiveringen og den senere forskning:
»Der er jo ingen, der har tænkt sig at misbruge data eller bruge det på andre måder. Historikere er underlagt alle mulige klausuler og regler. Og hvordan det ellers bør anonymiseres, må man jo så forholde sig til om 75 år, når det bliver frigivet.«
Rigsarkivets forskere stiller ikke op til interview
Videnskab.dk har spurgt Rigsarkivet om et interview med en af deres forskere for at blive klogere på arkivets arbejde med data om danskernes liv og hverdag med afsæt i Aula-arkiveringen.
Vi har modtaget følgende skriftlige svar fra enhedschef for Indsamling i Rigsarkivet, Mette Hall-Andersen:
»Rigsarkivet har noteret sig ministerens svar til Ekstra Bladet. Vi kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt.«
Mette Hall-Andersen henviser formodentlig til kulturminister Jakob Engel-Schmidts (M) kommentarer til Ekstra Bladet om, at han »reagerede med vantro« på nyheden om Rigsarkivets Aula-planer, og at han agter at tage en »alvorssnak« med dem.
Vi har også anmodet om en kommentar fra kulturministeren for at høre hans reaktion på Ning de Coninck-Smiths argumenter for et Aula-arkiv. Det har vi ikke fået.
\ Kilder
- Mette Hall-Andersen, enhedschef for Indsamling i Rigsarkivet

































