Der er iskoldt, tørt og øde, men til gengæld er der udsigt til to måner og planeten Jorden.
489 danskere drømmer om at slå sig ned på Mars og har ansøgt om enkeltbillet til planeten via den hollandske organisation Mars One.
Mars One har netop afsluttet første ansøgningsrunde, og i alt har 202.586 mennesker fra over 140 forskellige lande ansøgt om at blive de første mennesker på den røde planet.
»Vi er meget tilfredse med resultatet, og vi er sikre på, at vi vil finde de helt rette astronauter blandt ansøgerne,« siger hollandske Bas Lansdorp, der er generaldirektør i Mars One til Videnskab.dk.
»Vi er overbeviste om, at det kan lade sig gøre«
Bas Lansdorp grundlagde Mars One i 2011, og organisationens mål er, at der skal sendes fire mennesker til Mars i år 2023.
Her er det planen, at astronauterne skal bosætte sig og grundlægge en koloni, og Bas Lansdorp mener, at missionen vil være »det næste store skridt for menneskeheden.«
»Det er et meget komplekst projekt, men vi ved, at det er muligt både teknologisk og økonomisk set. Så vi er overbeviste om, at vi kan gøre det,« siger Bas Lansdorp.
Det er da også lykkedes Mars One at få opbakning og hjælp fra en række prominente forskere såsom fysikeren og nobelprismodtageren Gerard't Hooft.
Skepsis blandt rumforskere
Mars One er en non-profit organisation, som er grundlagt i 2011 af den hollandske entreprenør Bas Lansdorp.
Organisationen arbejder på at sende fire mennesker til Mars i år 2023.
Her skal de grundlægge en koloni, og hvis alt går vel, vil der herefter ankomme nye astronauter hvert andet år.
Finansieringen af projektet skal blandt andet ske ved at lave et tv-show ud af udvælgelsen af astronauter, ligesom deres liv på Mars skal kunne følges på tv fra Jorden.
Mars One har netop lukket for optagelse af flere ansøgninger om at komme til Mars, og i alt har 202.586 mennesker ansøgt om at blive Marsboere - heraf 489 danskere.
En udvælgelseskomite fra Mars One vil luge ud blandt de mindst egnede ansøgere, og herefter vil seere af Mars Ones tv-show og andre interesserede få mulighed for at stemme om, hvilke kandidater der skal rejse til Mars.
Kilde: Mars One, Bas Lansdorp
Alligevel er der stor skepsis og tvivl blandt rumfartseksperter på, at det rent faktisk vil lykkes for den uprøvede organisation at sende mennesker til Mars allerede om 10 år.
»I princippet er det muligt at sende mennesker til Mars, men det kræver at der tages enormt mange skridt, som ikke er blevet afprøvet før. Så det er en virkelig stor udfordring, og jeg er kraftigt i tvivl om, hvorvidt Mars One-projektet bliver til noget,« siger Mars-forsker Kjartan Kinch, som er post doc ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.
Kjartan Kinch har været tilknyttet flere af NASAs ubemandede missioner til Mars, og han påpeger blandt andet at Mars Ones tidplan og finansiering virker »helt urealistisk.«
Ingen hjembillet fra Mars
Efter planen skal Marsmissionen blandt andet finansieres ved at lave et tv-show ud af udvælgelsen af astronauter. De fire kandidater, som ender med at blive udvalgt til at bosætte sig på Mars i 2023, vil dog ikke blive tilbudt nogen hjembillet – efter planen skal astronauterne skabe sig et nyt og delvist selvforsynende samfund på Mars.
»En af de smarte ting, som Mars One har gjort er, at de ikke har stillet astronauterne en hjembillet i udsigt. Teknisk set er det meget nemmere at lave en mission, hvor man ikke skal sende deltagerne hjem igen. Det er nærmest umuligt at tage nok brændstof til hjemturen med op på Mars,« siger Kjartan Kinch.
I løbet af de næste to år vil en særlig udvælgelseskomite, som er nedsat af Mars One, håndplukke astronautkandidater blandt de 202.586 ansøgere.
I år 2015 vil seks til ti grupper på hver fire personer være udvalgt, og disse grupper skal ifølge Mars One igennem syv års træning på fuld tid, inden den første gruppe efter planen skal sætte menneskehedens første fodaftryk på Mars i år 2023.