Tour de France-regel giver flere farlige styrt

Det gode knock out i boksning, Formel 1-bilerne, der kører af banen og hestene, der vælter over forhindringerne i ridekonkurrencer. Der er intet som en god ulykkes drama, der kan fylde et sportspublikum med en blanding af forfærdelse og fascination.

Også i cykelløb dominerer de spektakulære styrt de store etapeløb. De intense afslutninger med over 100 ryttere, der cykler med topfart skulder ved skulder resulterer hvert år i adskillige dramatiske styrt. Således også årets udgave af Tour de France, hvor en række ryttere allerede er udgået efter en tur i asfalten.

Der er dog ingen, der ligefrem mistænker løbsarrangører for at spekulere i styrtenes dramatiske potentiale, men et amerikansk studie fra 2012 publiceret i Journal of Sports Economics viser, at en regelændring i 2005, der ellers skulle beskytte rytterne i de kaotiske afslutninger, faktisk har fået rytterne i de store etapeløb som Tour de France til løbe endnu større risici i de farlige etapeafslutninger med flere og større styrt til følge.

'Beskyttelse' har ført til flere styrt

I etapeløb køres der hver dag en etape, hvor den rytter, der gennemfører etapen på kortest tid, vinder den pågældende etape. Men løbet har også en samlet vinder, som er den rytter, der samlet set gennemfører hele løbet på kortest tid.

Et styrt i de enkelte etapers risikofyldte sidste kilometer har således kunnet få store konsekvenser for de ryttere, der kæmper om den samlede sejr. Derfor har en regel traditionelt sikret, at ryttere, der er styrtet på den sidste kilometer i etapeløbene, ikke mister tid i løbets samlede stilling, selvom styrtet ellers har gjort, at rytteren først er kommet ind efter den gruppe ryttere, hvor han var placeret inden styrtet.

Men i 2005 udvidede den internationale cykelunion UCI denne såkaldte neutrale zone fra området fra 0-1 kilometer fra mål til hele området fra 0-3 kilometer. Regelændringen skulle give en yderligere beskyttelse til de ryttere, der kæmper om den samlede sejr i løbene, men ifølge Travis Lybbert, der er lektor ved University of California, har reglen tværtimod været med til at udsætte hele cykelfeltet for en større risiko:

»Vi ville gerne undersøge, om regelændringen mindskede eller øgede risikoen for styrt i det område, den berører. Derfor kiggede vi på antallet og omfanget af styrt i de berørte områder før og efter regelændringen i de store etapeløb Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a España,« fortæller Travis Lybbert til Videnskab.dk.

»Groft sagt blev antallet og omfanget af styrt i området fra 1-3 kilometer fordoblet, mens der ikke skete nogen signifikant ændring i området fra 0-1 kilometer og 3-5 kilometer, som jo hver især ikke var berørt af ændringerne, da 0-1 kilometerzonen hele tiden var underlagt reglen, mens området fra 3-5 kilometer aldrig har været omfattet af den.«

Det udelukker ifølge Travis Lybbert, at ændringerne bare skyldes, at rytterne tager generelt større risiko, fordi der for eksempel er flere penge på spil.

Sikring fører til større risikovillighed

Rytternes adfærd efter regelændringen er ifølge Travis Lybbert formodentlig et udtryk for det fænomen, man kalder »Peltzman-effekten«. Et studie af Sam Peltzman viste allerede i 1975, at folk havde en tendens til at tage større risici, når biler fik forskellige sikkerhedsforanstaltninger.

Pointen er, at for eksempel sikkerhedsudstyr i biler ikke øger sikkerheden, så meget som man skulle tro, fordi folk justerer deres adfærd og tager større risici, når de føler sig mere sikre.

Fænomenet kendes også fra sundhedsforskning, hvor folk med fri adgang til sundhedsvæsenet, for eksempel gennem en sundhedsforsikring, har en tendens til at tage større chancer i forhold til deres helbred for eksempel ved at ryge, og ifølge Travis Lybbert er det sandsynligt, at den samme effekt er på spil i deres studie. Den neutrale zone er simpelthen en slags forsikring, som nok ikke beskytter rytterne mod skader som følge af styrtene, men under alle omstændigheder mod et tidstab:

»Det er temmelig sikkert, at ændringen i antallet af styrt skyldes regelændringen, men det er sværere at bevise, at det skyldes, at rytterne tager større risici. Det er nemlig ikke noget, vi direkte måler på, men når vi kan se ændringer i mønstret med styrt, som klart kan knyttes til regelændringen, så kunne meget tyde på, at det stigende antal styrt skyldes, at folk nu er beskyttet bedre mod tidstab i den samlede stilling, og derfor har større risikovillighed.«

Cykelfeltet skaber en domino-effekt

Der er dog én ting, der adskiller sprintafslutningerne fra Peltzman-effekten i andre eksempler. Et cykelfelt fungerer nemlig ifølge Travis Lybbert som et spil domino:

»Peltzman-effekten er normalt en individuel effekt, men i et cykelfelt har risikoen ikke kun indflydelse på den rytter, der tager større risici. Her kan den enkelte rytters risikovillighed få store konsekvenser for de andre ryttere i feltet, fordi rytterne kører så tæt med høj hastighed. Hvis en rytter vælter, vil det som regel lave en eller anden grad af domino-effekt. Jeg har forsket en del i Peltzman-effekten og kender til det meste af den forskning, der er lavet på området, og det synes at være et unikt karaktertræk for cykling.«

Ifølge Travis Lybbert er det netop domino-effekten, der gør, at selv få rytteres øgede risikovillighed kan få store effekter netop i cykling:

»Det er ikke sikkert, vi ville se en effekt, hvis ikke det var fordi, at cykelfeltets dynamik forstørrer effekten. Vi har altså på den ene side en domino-effekt, og på den anden side et våbenkapløb, hvor enkelteryttere vil tage stadig større risici, som respons på andre rytteres øgede risikovilje.«

Våbenkapløb i front kan afværges

Normalt er det de hold, der satser på at vinde de enkelte sprintetaper, der har størst incitament til tage store risici i etapeafslutningerne. Regelændringen har som udgangspunkt ikke den store betydning for sprinterne, fordi de som hovedregel kører for en sejr i de enkelte etaper.

Regelændringen skal primært beskytte ryttere, der kæmper i løbets samlede stilling, der afgøres af den tid rytterne har brugt på at gennemføre samtlige etaper. Et styrt i etapernes finale kan nemlig gøre, at rytterne taber tid i den samlede stilling, fordi de så bruger længere tid på at gennemføre etapen end deres konkurrenter til den samlede sejr.

Det er netop den netop den effekt regelændringen skal give yderligere beskyttelse imod, og selvom sprinterholdene altså traditionelt tager de største risici i afslutningerne af etaperne, så har de ryttere, der satser på den samlede stilling ifølge Travis Lybbert også et vigtigt incitament til at løbe en øget risiko:

»Fordi rytterne i feltet er som domino-brikker, hvor en rytters styrt langt fremme i feltet kan påvirke ryttere længere nede i feltet, så kommer der hurtigt til at være et våbenkapløb i spidsen af feltet, hvor sprintholdene vil bringe deres sprintere frem til en sejr i etapen, og de hold, der satser på en samlet sejr, vil kæmpe om en plads forrest i feltet, fordi risikoen for styrt er mindre her.«

Samtidig er der ofte ryttere med interesse i den samlede stilling på sprinterholdene:

»Sprinterne har ikke som sådan fordel af regelændringen, fordi de jo så godt som aldrig har en interesse i det generelle klassement. Men det er der ofte andre ryttere på deres hold, der har. Mange af holdene har flere forskellige dagsordener. Så de på den ene side har en sprinter og på den anden side også har ryttere, som muligvis ikke kæmper om den samlede sejr i for eksempel Tour de France, men som har en stor interesse i at slutte godt i løbets samlede stilling.«

Løsningen er ifølge Travis Lybbert ikke at rykke den neutrale zone tilbage til 1 kilometer-mærket.

»Den amerikanske cykelrytter Tyler Hamilton foreslog inden regelændringen, at man neutraliserede tiden generelt, altså stoppede tiden, når man passerede 3 kilometermærket. Med den nuværende regelændring gælder neutraliseringen kun, hvis man styrter eller får en teknisk defekt. Man mister stadig tid, hvis der opstår et hul i feltet for eksempel, så det er endnu en grund til, at favoritterne til den samlede sejr holder sig forrest i feltet.«

Det ville Tyler Hamiltons forslag ændre på:

»Hvis man stoppede uret tre kilometer inden mål, så kunne sprinterholdene slå sig løs, og så kunne favoritterne holde sig helt ude af sprinternes kampe om en plads i fronten af feltet.«