Patienter i samtaleterapi skal ofte tale om dybt personlige og tunge temaer.
Det kan være ubehageligt, og man kan forestille sig, at det bliver endnu mere ubehageligt, hvis patienten ikke har et godt forhold til terapeuten.
Ifølge et norsk studie tyder det på, at terapeutens personlige egenskaber har stor betydning for, hvor meget patienten får ud af terapien.
Høj faglig selvtillid fra terapeutens side var ikke nødvendigvis lig med god behandling – en opdagelse som overraskede psykolog og forsker Helene Amundsen Nissen-Lie.
»Vi kunne se, at patienterne havde en mere positiv effekt af terapien hos terapeuter, som tvivlede på deres egne kompetencer,« siger hun.
Hun mener, at psykoterapiforskningen længe har negligeret problemstillingen med individuelle forskelle blandt terapeuter, også kaldet terapeuteffekten – måske fordi svarene kan ende med at være ubehagelige.
Tvivlende terapeuter er mere ydmyge
Studiet er en del af Nissen-Lies doktorafhandling ved Psykologisk institutt ved Universitetet i Oslo, som hun er ved at gøre færdig.
»Vi tror, at denne sammenhæng kan skyldes, at de tvivlende terapeuter bedre kan reflektere over deres eget bidrag i terapien. Det medfører, at de er mere ydmyge og dermed er mere følsomme og lydhøre over for patienten,« siger hun.
Hun fortæller, at de, der indrømmer flere fejl som terapeut, får bedre resultater end dem, der indrømmer færre fejl.
Hun præciserer, at det i denne sammenhæng ikke drejer sig om stærk tvivl. Hvis terapeuten virkelig mangler tro på egne evner, kan det muligvis indvirke negativt på tillidsforholdet, vurderer Nissen-Lie.
En af ti får dårlige resultater
En del af udgangspunktet for studiet er tidligere forskning, som viser, at cirka en ud af ti terapeuter vil opnå dårlige resultater med patienterne.
Dårlige resultater indebærer, at patienterne ikke får det bedre, eller at de ligefrem får det værre af terapien.
»Kemien med den enkelte patient er før blevet fremhævet i fagmiljøet, men med belæg i studiets resultater mener jeg, at det også er de individuelle forskelle blandt terapeuterne, som påvirker patienterne,« siger Nissen-Lie.
Irriteret terapeut giver dårlig behandling
Ifølge studiet var det ikke kun terapeuternes syn på deres egne kompetencer, som havde betydning for behandlingen.
Terapeuternes indstilling til patienten spillede også en rolle for resultaterne.
Det tyder på, at terapeuter, som oftere føler sig gale og irriterede på patienterne, og som har problemer med at håndtere deres følelsesmæssige behov, får et dårligere tillidsforhold med patienterne.
Visse patienter har problemer med mellemmenneskelige relationer. De kan for eksempel sige eller gøre ting, der provokerer andre.
Nissen-Lie mener, at det er vigtigt, at terapeuten har en evne til at se på mennesker og finde kvaliteter hos dem, som man kan lide og respektere.
»Vi ved fra tidligere studier, at der er klar sammenhæng mellem tillidsforholdet og patientens bedring,« siger hun.
Forskeren sammenligner det med, hvordan en god lærer påvirker indlæringen hos elever.
»Pædagogikforskningen har vist, at læreren betyder mere for elevernes resultater end for eksempel reformer og klassestørrelse. Det har med personerne at gøre og ikke nødvendigvis uddannelse og baggrund,« siger hun.
Godt at arbejde med relationen
Det er ikke nødvendigvis en god ide at udskifte sin terapeut, hvis patienten er utilfreds med terapien.
Faktisk kan det være godt for behandlingen, hvis man i stedet bruger situationen konstruktivt.
»Det har bevisligt en positiv effekt på patienterne, hvis man arbejder med de problemer, der måtte være mellem patienten og terapeuten,« siger hun.
Det skyldes, at mange patienter har haft negative erfaringer i livet, som farver billedet af terapeuten i en negativ retning.
Det kan derfor have en effekt på lignende relationer, som patienten vil møde senere i livet, hvis man arbejder med det negative med et fælles mål om en positiv relation.
Det problematiske forhold mellem terapeut og patient kan også give begge parter en indsigt i, hvilke mekanismer, der skaber problemer i patientens hverdag.
Terapeuten skal arbejde med sig selv
I stedet for at undersøge terapeuteffekten i behandlingen nærmere, har fokus i forskningen været på forskelle mellem metoder og teknikker, samt mellem patientgrupper, siger Nissen-Lie.
Det skyldes muligvis to forhold, tænker hun.
»At personlige egenskaber kan have større betydning for behandlingen end valget af metoder, kan sikkert fremkalde et vist ubehag hos nogle terapeuter, hvis man for eksempel bruger meget tid på netop metoderne,« siger hun.
Hun understreger, at valget af metode også er vigtigt, men at det er mindre effektivt, hvis terapeuterne ikke også arbejder med dem selv og deres kommunikationsstil.
»Det er også lidt uhyggeligt at tænke på, at nogle terapeuter ikke gør et godt stykke arbejde på grund af deres egne personlighedstræk,« mener Nissen-Lie.
Patienten betyder mest
Patientens motivation, samt graden af alvor og kompleksitet i deres problemer, påvirker udfaldet af behandlingen mere end forskelle mellem terapeuterne.
»Patienternes forskelle kan vi til gengæld ikke gøre noget ved. Vi bliver i stedet nødt til at møde patienterne på den mest følsomme og fleksible måde, vi kan,« mener Nissen-Lie.
Hendes afhandling bygger på projektet Norsk Multisenterprosjekt for Process of Utfall av Psykoterapi, som omfatter et stort udvalg af voksne polikliniske patienter og deres terapeuter.
Cirka 250 patienter og 70 terapeuter har været en del af Nissen-Lies studie, som baserer sig på individuel terapi.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
