Nogle mennesker har svært ved at forstå betydningen af andres adfærd. Det gælder eksempelvis for autistiske mennesker og for folk, der lider af skizofreni. Forskere ved endnu ikke med sikkerhed, hvad der skaber denne manglende sociale forståelse, men det er muligvis på vej til at ændre sig nu.
En ny dansk undersøgelse, udgivet i tidskriftet Psychological Science, bekræfter nu den 20 år gamle spejlneuron-teori (se faktaboks): Når vi kigger på andre folk bevæge sig, så er vores hjerne aktiv, som var det os selv, der lavede bevægelserne. Og denne spejlende aktivitet bekræfter undersøgelsen som værende en vigtig brik i forståelsen af andres adfærd og hensigter.
»Vores undersøgelse viser, at når man hæmmer den spejlende aktivitet i hjernen, så hæmmer man også folks evne til at forstå, hvad andre mennesker laver, selvom det drejer sig om helt simple bevægelser,« siger John Michael, postdoc ved Center for Subjectivity Research ved Københavns Universitet. Han er en af hovedkræfterne bag den nye opdagelse.
Deltagere mistede evnen til at forstå bevægelser
Forskerholdet fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet stimulerede deres forsøgsdeltageres hjerner med magnetisk stimulation, også kaldet TMS. Derefter fik deltagerne vist videoer af en skuespiller, der mimede en række bevægelser – for eksempel det at hamre med en hammer eller slikke på en is.
Magnetismen forstyrrede den spejlende celleaktivitet (se faktaboks), og det viste sig, at når deltagerne fik TMS over det område i hjernen, der styrede deres højre hånd, blev de samtidig betydeligt dårligere til at forstå, hvilke bevægelser skuespilleren mimede med sin højre hånd.
Når deltagerne fik TMS over det område i deres hjerne, der styrede deres mundbevægelser, så blev de til gengæld betydeligt dårligere til at forstå, hvilke bevægelser skuespilleren mimede med sin mund.
\ Fakta
Spejlneuroner blev første gang opdaget ved, at forskere studerede abers hjerneaktivitet. Forskerne kunne se, at nogle nerveceller hos aberne opførte sig næsten identisk, hvad enten aberne selv udførte en handling eller observerede andre aber udføre samme handling. Sidenhen har forskere fundet bevis for, at vi menneskers har cellenetværk, der opfører sig på samme måde. Hvad den spejlende hjerneaktivitet betyder, og om spejlneuronerne overhovedet spiller en rolle i vores sociale forståelse, har dog været til stor diskussion i forskningskredse. Kilde: Lektor Anders Gade
»Den magnetiske stimulation forhindrer hjernen i at spejle andres bevægelser i samme grad, og det gjorde deltagerne dårligere til at forstå, hvad bevægelserne forestillede,« siger John Michael.
»Det viser altså, at spejlneuronerne enten er årsag til eller medvirkende til, at vi forstår, hvad andres bevægelser betyder. Det ville i princippet også gælde andres kropssprog i sociale sammenhænge.«
Åbner for større indsigt i autisme
Den dansk-østrigske undersøgelse er den første af sin slags til at levere konkret bevis for, at spejlneuronerne er årsag til vores forståelse for, hvad andre laver, og hvad det betyder.
Det er dog for tidligt endnu at konkludere, at forklaringen, på hvorfor nogle autister og skizofrene mangler forståelse for andres adfærd, ligger i spejlneuroner. Men det kan være en vigtig brik, vurderer John Michael.
»Ved at få større viden om den normalfungerende hjerne, og hvordan den skaber vores sociale forståelse, så kan vi også nemmere finde frem til eventuelle dysfunktioner, der opstår hos visse psykisk syge og autister,« siger John Michael.
Flot forskning, men ikke overraskende
Lektor i neuropsykologi Anders Gade har ikke selv medvirket i undersøgelsen, men er positiv omkring resultatet.
\ Fakta
TMS står for Transcranial Magnetic Stimulation. Det er en ikke-invaderende metode, der ændrer aktiviteten af nerveceller med hurtigt ændrende magnetiske felter. De magnetiske felter ændrer cellernes polarisering og kan midlertidigt få cellerne til at være enten mere eller mindre aktive. Kilde: John Michael
»Det er spændende og en flot undersøgelse. Den bekræfter og understøtter, hvad man længe har mistænkt – nemlig, at spejlneuronerne er vigtige for vores forståelse for andres adfærd og hensigter,« siger Anders Gade fra Institut for Psykologi ved Københavns Universitet.
Man har tidligere set, at patienter med hjerneskader på deres 'bevægelsescenter' i hjernen kunne have svært ved at forstå andres hensigter og adfærd. Men dette er første gang, at årsagssammenhængen er påvist i en eksperimentel sammenhæng.
»På den måde er det ikke voldsomt overraskende, hvad de finder. Men det er stadig et vigtigt studie, da sådanne teorier gerne skal bekræftes igen og igen,« siger Anders Gade.
Hvor stor, betydningen er, vides ikke
Selvom undersøgelsen giver et klart bevis for, at spejlneuronerne er medvirkende årsag til vores forståelse af andres adfærd og hensigter, så er det stadig svært at sige, hvor stor en rolle denne spejlende aktivitet betyder for vores sociale forståelse generelt, vurderer Anders Gade.
»Vi kender alle, at latter smitter, men det er ikke sikkert, at det er, fordi vi spejler andres adfærd, at vi griner. Det kan også skyldes, at det er, fordi vi fornemmer, at der er noget at være glade over, og det så gør os glade,« siger Anders Gade.
Selvom den danske forskning har bidraget med en vigtig brik, så er forskningen i spejlneuroner og social adfærd altså slet ikke færdig endnu.
»Der skal endnu mere forskning til, som afklarer, hvor stor en rolle spejlneuroner spiller, og om det overhovedet har noget at gøre med de mennesker, der har mangel på social forståelse – for eksempel autister,« siger Anders Gade.
\ Undersøgelsen: Sådan gjorde de
I undersøgelsen lokaliserede forskerholdet på den første dag, hvilke cellenetværk der var aktive i deres 20 forsøgsdeltageres hjerner, når deltagerne bevægede deres højre hånd og mund.
Anden dag påførte forskerne så TMS, men kun på deltagernes 'mundområde' i hjernen. Den magnetiske stimulation mindskede celleaktiviteten i det valgte område i 20 minutter.
I de 20 minutter, effekten varede, skulle deltagerne se de korte filmklip med skuespilleren, der enten mimede en bevægelse med munden eller med højre hånd.
Efter hver video skulle deltagerne gætte ud fra tre valgmuligheder, hvilken type bevægelse skuespillerne mimede.
Tredje dag gentog forskerne rutinen fra dag to, men denne gang var det deltagernes 'håndområde' i hjernen, der blev stimuleret med magnetisme i stedet.
Forskerne fandt en såkaldt 'dobbelt dissociation'. Det vil sige:
-
Når forsøgsdeltagerne fik magnetisk stimulation over håndområdet i hjernen, så var de dårligere til at gætte, hvad skuespillerne mimede med deres højre hånd, men ikke dårligere til at gætte skuespillerens mimende mundbevægelser.
- Når deltagerne fik stimulation over mundområdet, så var de dårligere til at gætte, hvad skuespilleren mimede med sin mund, men ikke hvad skuespilleren mimede med sin hånd.
