Snart kan dit smartwatch måle dit blodsukker

I det seneste årti har teknologien til aktivitets- og helbredsovervågning udviklet sig med stormskridt.

I dag findes et hav af højteknologiske ure, ringe, bælter med mere, som bæres på kroppen og derfor kaldes wearables på engelsk.

Hvor det i starten mest var meget ihærdige motionister, der købte en fitnesstracker for at kunne måle fremskridt i konditionen, forsøger producenterne nu at udvide markedet ved at lade de kropsbårne enheder overvåge helbredet mere generelt.

Ved hjælp af en række forskellige sensorer kan de forskellige wearables ikke bare måle puls og bevægelser, men også ting som...

• Hudens temperatur og ledningsevne
• Vejrtrækningsfrekvensen
• Blodets iltmætning
• Simpelt elektrokardiogram
• Blodtrykket
• Fedtprocenten

Et stort skridt for sundheden?

Intet smartwatch kan det hele, men nogle kan foretage mange af målingerne. Data fra sensorerne bliver analyseret og kan for eksempel give et mål for brugerens søvnkvalitet, stressniveau eller menstruationscyklus.

En del smartwatches kan give besked om hjerterytmeforstyrrelser og advare om, at man bør gå til lægen, hvis hjertet ikke slår, som det skal. Producenterne understreger dog typisk, at deres smartwatches ikke kan betragtes som medicinsk udstyr, der kan bruges til at diagnosticere sygdomme.

Apple mener ligefrem, at det er »et stort skridt for din sundhed«, hvis du køber et af firmaets smartwatches. Der er da også studier, der viser, at elektroniske aktivitetsmålere kan få os til at bevæge os mere.

»Hvis folk bruger informationerne fra et smartwatch til at dyrke mere motion eller gå til lægen, hvis der er noget, der virker alarmerende, så kan det godt føre til forbedringer i folkesundheden,« siger Henriette Langstrup, der er lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun forsker i de sociale og etiske aspekter af digital sundhed.

Fortolkning halter bagefter

Sikkert er det, at wearables kan give os et væld af data om vores krop og aktivitet. Det store spørgsmål er så, hvad de mange data egentlig kan bruges til.

»Der er fuld fart på teknologiudviklingen, men vi kan ikke følge med fortolkningsmæssigt. Og når teknologien er til rådighed, begynder folk at bruge den til alt muligt, også til uhensigtsmæssige ting,« siger Tariq Osman Andersen, der er lektor ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet.

Han er blandt de forskere, der prøver at finde ud af, hvordan data fra wearables bedst kan bruges. Som eksempel nævner han et studie, hvor forskerne lod 27 hjertepatienter gå med en Fitbit, der blandt andet kan måle skridt, puls og søvnkvalitet, i mellem tre måneder og et år. Forsøgspersonerne havde alle fået implanteret en IDC-enhed – en avanceret pacemaker og hjertestarter.

Med en statistisk analyse af alle de data, der blev indsamlet under studiet, kunne forskerne vise, at når pulsen og bevægelsesmønstre ændrer sig på bestemte måder, kan det være tegn på, at et hjertestop er på vej.

Data kan skabe utryghed

Næste skridt er større studier med mange flere forsøgspersoner, men for Tariq Osman Andersen er der ingen tvivl om, at målingerne fra smartwatches har potentiale til at redde menneskeliv.

Det kræver dog, at sundhedsvæsenets systemer er klar til opgaven; for eksempel har lægerne brug for guidelines, de kan støtte sig op ad, når de bliver præsenteret for data fra wearables.

Tariq Osman Andersen ser dog også en række udfordringer i forhold til at tolke data, og det kiggede forskerne også på:

»Vi ville gerne vide, hvordan patienterne forbinder data fra aktivitetsmåleren med deres sygdom. Vi fandt ud af, at det for samme patient nogle gange kunne berolige patienten at kunne overvåge sin tilstand, mens målingerne i andre situationer kunne skabe utryghed og angst,« siger Tariq Osman Andersen.

Han fortæller om en patient, der på sin Fitbit kunne se, at han ikke sov så meget, som han troede. Han blev bekymret for, om det var dårligt for hans hjerte.

Omvendt fik patienten en ubehagelig fornemmelse i brystet under brændehugning, og han følte, at der kunne være noget på vej. Så kiggede han på sin Fitbit, som meldte om normal hjerterytme, hvilket beroligede ham.

»Så kan man overveje, hvor smart det er. En Fitbit er et stykke forbrugerelektronik, som ikke er designet til at hjælpe hjertepatienter i sådan nogle situationer,« siger Tariq Osman Andersen.

Sundhedsvæsenet skal være klar

Det uddyber Henriette Langstrup:

»Som hjertepatient kan det være beroligende at kigge på et smartwatch og se, hvordan hjertet slår. Men omvendt kan patienterne også hurtigt føle, at de står meget alene med at skulle fortolke de målinger, som et smartwatch kan give. Teknologien kan gøre, at patienter bliver gjort ansvarlige for deres helbred på en uhensigtsmæssig måde, hvis de ikke får hjælp til at fortolke de data, der bliver indsamlet.«

Generelt er udfordringen, at helbredsdata fra smartwatches kan tolkes på forskellige måder. De kan give anledning til bekymringer og angst, hvor der ikke er noget at være bekymret for, og få brugerne til at tage medicin eller tage til læge eller på skadestuen, selv om der ikke er behov for det.

»Det kan belaste sundhedsvæsenet, når folk præsenterer deres læge for smartwatch-data, som ikke nødvendigvis er relevante eller validerede. Og der er risiko for, at lægen overdiagnosticerer og overbehandler som følge af de bekymringer, som folk kan have på baggrund af de data,« siger Henriette Langstrup.

På den anden side skal lægerne jo ikke bare afvise de data, som er indsamlet ved hjælp af wearables, for de kan være til stor gavn, når det gælder om at diagnosticere sygdomme. Lægerne skal også være klar til at tage samtalen med borgerne om, hvad der kan være af fordele og ulemper ved de mange data.

Atrieflimren kan opdages

Med lægers hjælp forsøger producenterne af smartwatches at dokumentere, at sensorerne leverer pålidelige data, som rent faktisk kan bruges til at diagnosticere lidelser.

Specielt har forskellige smartwatches evne til at opdage en udbredt, behandlingskrævende hjerterytmeforstyrrelse kaldet atrieflimren været genstand for meget store studier.

Ikke færre end 419.297 brugere af Apple Smartwatch, 455.669 Fitbit-brugere og 2.852.217 kinesiske brugere af Huawei-enheder har accepteret at være med i forsøg, hvor urenes evne til at opfange atrieflimren blev testet.

Konklusionen har været, at de forskellige smartwatches er gode til at opdage hjerterytmeforstyrrelsen, som ellers ikke altid kan mærkes.

Som følge af den kliniske validering er mange smartwatches nu blevet godkendt af myndighederne til at blive brugt til den slags målinger. Atrieflimren kan føre til blodpropper, så det er ikke så skidt, at elektronikken på håndleddet kan opdage lidelsen.

»Det er et eksempel på, at forbrugerelektronik godt kan have klinisk godkendte algoritmer og teknologi i sig. Og det er bare starten,« siger Tariq Osman Andersen.

Folk med diabetes skal måle blodsukker

Der forskes også i, om smartwatch-målingerne kan føre til bedre medicinsk behandling af folk, som i forvejen har fået konstateret atrieflimren, og mange andre patientgrupper kan få gavn af den nye teknologi.

Det gælder ikke mindst personer med diabetes, for det næste store gennembrud kan komme inden for måling af blodsukker. Specielt når man har type 1 diabetes, har man brug for at regulere sit blodsukker med insulin, og det kræver, at man kan måle blodets indhold af sukkerstoffet glukose.

Her findes der allerede teknologi til kontinuerlig glukosemåling (continuous glucose monitoring, CGM), hvor blodsukkeret måles ved hjælp af et lille apparat med en nål, der stikkes ind i huden og måler glukosen i væsken mellem cellerne i underhuden. Det er også muligt at få indopereret en lille sensor i overarmen.

Via en app på et smartwatch eller på mobilen kan sensoren automatisk alarmere brugeren, hvis blodsukkeret ikke er, som det skal være. Teknologien kan også bruges til at optimere doseringen af insulin.

Blodsukkeret måles af motionister

I dag er det ikke alle med type 1-diabetes, der har adgang til sådan en måler. De må trækkes med målemetoder, der kræver en lille dråbe blod fra fingeren.

Men for nyligt anbefalede Behandlingsrådet, at sensorbaserede glukosemålere med alarm tilbydes i behandlingen af alle voksne patienter. Behandlingsrådets formål er at målrette sundhedsvæsenets ressourcer til teknologier og indsatser, der giver mere sundhed for pengene.

For personer med diabetes er det helt afgørende at kunne måle blodsukkeret, men kontinuerlig glukosemåling ses også så småt hos sunde og raske mennesker, fortæller Henriette Langstrup:

»Det er en interessant teknologi, fordi den også er begyndt at dukke op på wellness-markedet. Den bliver markedsført til fitness-entusiaster, som vil kende deres blodsukker for at optimere træningen. Det er blevet meget populært.«

Svær at få ned i et smartwatch

Det kan meget vel være her, det næste store slag på smartwatch-markedet skal slås.

Et fransk firma ved navn PKvitality arbejder på et smartwatch, hvor blodsukkeret i huden under uret måles ved hjælp af bittesmå nåle, mens andre producenterne af smartwatches – herunder giganter som Apple og Samsung – arbejder på kompakte sensorer, der gør det muligt at måle blodsukkeret helt uden brug af nåle.

Det danske firma RSP Systems har allerede udviklet et apparat, der blot kræver en berøring for at måle blodsukkeret. Sensoren er endnu ikke er godkendt til at komme på markedet, men et forsøg har vist, at måleresultaterne er pålidelige. Apparatet er baseret på ramanspektroskopi, hvor molekyler kan identificeres ved at analysere den måde, de spreder laserlys.

Men den teknologi bliver uhyre svær at få presset ned i et armbåndsur. Amerikanske Movano Health satser i stedet på at måle blodsukkeret ved hjælp af radiobølger fra en lille chip, der kan være i et smartwatch. Andre forsøger sig med optiske sensorer eller analyse af små mængder sved.

Før eller siden vil smartwatches også kunne måle vores blodsukker. Så kommer turen til mælkesyre, alkoholpromille og mange andre former for målinger. Så er spørgsmålet bare, om vi egentlig bliver sundere og ikke mindst lykkeligere af alle de data.