Skulderlidelser koster tre store bededage om året

Hvert år rammes cirka 60.000 danskere af en behandlingskrævende skulderlidelse. Det koster samfundet ni milliarder kroner om året – eller det samme som tre store bededage.

Den mest almindelige (og dyreste) skulderlidelse er smertesyndrom. Smerterne kan påvirke arbejdsevne, gøre det vanskeligt at sove om natten og betyder generelt nedsat livskvalitet.

Behandlingen er primært baseret på træning, men tidligere undersøgelser viser, at mange ikke opnår et acceptabelt resultat med den nuværende behandling. Måske fordi det jo kun er den træning, der bliver lavet, som rent faktisk virker.

Med udgangspunkt i et stort forsøg med 200 patienter, der var henvist til hospitalet med skuldersmerter, har vi undersøgt, om det gav bedre resultater, hvis halvdelen af patienterne blev tilbudt og instrueret i ekstra træning.

Den ekstra træning måtte gerne laves, selvom det gjorde ondt, bare det var til at holde ud.

Men det viste sig at være noget helt andet, der var udslagsgivende for en forbedret behandling: patienternes tanker om smerter.

Ekstra træning havde ingen effekt

I de første analyser fra projektet sammenlignede vi, hvordan det gik de to grupper. Samtidig holdt vi øje med, hvor meget ekstra træning de lavede, via en lille sensor på deres træningselastik og ugentlige SMS-beskeder.

Efter fire måneder kunne vi tydeligt se, at der ikke var nogen forskel på, hvordan det gik i grupperne. Der var altså ingen gavn af det ekstra træningstilbud for den gruppe, der fik det.

Samtidig havde de, som fik den ekstra træning, valgt at lave mindre af den normale træning.

I sidste ende betød det, at grupperne trænede stort set lige meget. Det var altså ikke muligt at øge mængden af træningen ved at tilbyde og instruere i ekstra træning, lød konklusionen i første omgang.

Det viste sig dog siden, at det slet ikke er så enkelt.

Patienternes tanker om smerter var afgørende

Allerede inden forsøgets start planlagde vi nemlig en række ekstra analyser for at få indblik i, om den ekstra træning kunne gavne nogle mere end andre (eller ligefrem være god for nogle og dårlig for andre).

Vi ville også gerne blive klogere på, om mængden af træning, der bliver gennemført, overhovedet spiller en rolle.

Netop disse ekstra analyser viser sig nu at gemme på noget yderst interessant, som kan vise en ny retning for området. Analyserne viser nemlig tydeligt, at patienternes tanker om smerter har stor betydning for, om den ekstra træning gør en forskel.

Faktisk viste det sig, at patienter med lav grad af bekymring over smerter har gavn af tilbuddet, mens de, der har højere grad af bekymring, tenderer til at opleve det modsatte.

Resultaterne peger altså på, at man bør overveje en forskellig tilgang til behandlingen alt efter, hvordan den enkeltes forhold er til smerte.

Trænede de mindre?

For at blive klogere undersøgte vi, om forskellen kunne skyldes, at de mere bekymrede også lavede mindre af træningen.

Her fandt vi først, at det er vigtigt, hvor meget træning man rent faktisk laver. Jo mere træning, der bliver gennemført, jo større forbedring. En sammenhæng, der interessant nok ikke afhænger af, om man er bekymret for smerter eller ej.

Samtidig så vi et andet klart mønster, nemlig at tilgangen til træningen var afgørende for, om de mere bekymrede patienter var tilbageholdende med træningen.

De mere bekymrede patienter lavede mindre af den ekstra træning (altså den træning, som gerne måtte gøre ondt), men samme mængde af den normale træning.

Måske gjorde det faktisk mere ondt?

En mulig forklaring på sammenhængene er, at bekymring for smerter måske er forbundet med, at man også oplever mere ømhed og smerte efter træning. Det kan igen påvirke lysten til rent faktisk at gennemføre træningen.

Men dét, at de mere bekymrede patienter lavede mindre af ekstra-træningen, kan ikke forklare hele forskellen i, hvordan den ekstra træning virkede. Og slet ikke, hvorfor de bekymrede tenderede til have dårligere resultater, når de blev tilbudt den ekstra træning.

Måske er alene dét at starte med øvelser, der gerne må gøre ondt, et problem i sig selv for denne gruppe?

Mere viden kan måske spare os én bededags-penge

For bedre at kunne hjælpe patienterne i fremtiden skal vi blive klogere på, om bekymringerne rent faktisk er velbegrundede.

Altså, om man som patient bare er tilbageholdende med at gøre noget, som plejer at forværre problemet – eller om det er muligt at bearbejde bekymringerne og derigennem få adgang til den gode effekt af træningen.

Derudover understreger den tætte sammenhæng mellem, hvor meget træning der bliver gennemført, og forbedringen af symptomerne, at behandlingen skal suppleres med egentlig viden om, hvordan vi helt konkret kan sikre den adfærdsændring, som det er at få lavet sine øvelser.

Overordnet er træning en god og billig behandling, som har potentiale til at hjælpe mange med at komme over deres skulderproblem.

Men det er nødvendigt, at der bliver udviklet mere viden og nye fremgangsmåder, så det kan komme alle mest muligt til gode.

Potentialet er stort, og måske kan vi med en målrettet indsats spare bare én af de tre årlige storebededage.