På flere nyhedsmedier kunne man for nylig læse, at risikoen for kræftsygdom skød op med 2 procent, hvis du spiser ti procent mere ‘ultra-forarbejdet’ mad som for eksempel frysepizza.
Værre er det, hvis du er kvinde, for så øges risikoen for at få kræft i æggestokkene med 19 procent ved indtagelse af ultra-forarbejdet mad, kunne man forstå på mediersider som Washington Post, Dagbladet, B.T. og CNN.
Og det lyder jo helt forfærdeligt. Men vent et øjeblik, for hvordan skal man egentlig forstå det?
Betyder det, at hver femte, der spiser frysepizza, kan forvente at få æggestokkræft? Skal man lægge 19 procent oven i den risiko, der allerede er? Er 19 procent højt eller lavt?
Svaret er, at det kan man faktisk ikke sige - medmindre man ved, hvor stor risikoen er til at begynde med - hvilket flere medier undlod at fortælle.
»Det er den absolut dårligste måde at formidle risiko på,« siger Morten Elsøe, cand.scient. i molekylær ernæring og direktør i kursusvirksomheden MadroInstituttet, og som i et populært opslag på Facebook gør rede for sin kritik af artiklen fra B.T.
\ Undgå de værste brølere i nyheder om forskning
‘Undgå at overdrive tal’ er et af Videnskab.dk’s råd til journalister, der skal formidle nyheder om forskning. Du kan læse om dette og vores andre gode tommelfingerregler her: Guide til videnskabsjournalistik.
Relativ og absolut risiko
Flere ting står for skud i opslaget, men humlen i kritikken er, at der er forskellige måder at beskrive en procentmæssig stigning på, her navnligt relativ risikostigning mod absolut risikostigning.
Når forskerne i det studie, nyheden var baseret på, skriver, at der er 19 procent øget risiko for kræft i æggestokkene ved indtagelse af ultra-forarbejdet mad, er der tale om en stigning relativt til et andet tal.
Hvis en risiko i et tænkt eksempel skifter fra 0,001 procent til 0,002 procent, så er den relative risiko steget med 100 procent - risikoen er dobbelt så høj.
I modsætning hertil er den absolutte risiko. I vores tænkte tilfælde stiger den absolutte risiko med, ja, 0,001 procent.
I dette studie deltog omkring 107.795 kvinder i alderen mellem 40-69 i en periode på omkring 20 år. 291 kvinder udvikledeæggestokkræft i denne periode, hvilket svarer til en procentdel på 0,27 procent.
En stigning eller et fald på 19 procent svarer således til i omegnen af 0,05 procentpoint.
»Når man ikke kender den absolutte risiko, svarer det jo til, at man får at vide, at en vare er sat ned til halv pris, men ikke hvad den kostede til at starte med. Det kan godt være, at tallene er korrekte, men det siger nærmest ingenting alene,« siger Claus Ekstrøm, statistiker og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, til Videnskab.dk og tilføjer:
»Jeg synes, det er at stikke blår i øjnene på læserne.«
Det skal tilføjes, at den absolutte stigning ikke er klart beskrevet i selve studiet.
\ Læs mere
Kan give det forkerte indtryk
Morten Elsøe mener, at det kan kan være misvisende for modtagerne, når medier kun fokuserer på den relative risikostigning:
»Det er svært at forholde sig til relativ risiko, da det ikke giver intuitiv mening,« fortæller han til Videnskab.dk.
»Og problemet er jo, at det appellerer til frygt, og så tænker man måske ikke videre over, hvad der egentligt står, og så får man det forkerte indtryk,« siger Morten Elsøe.
Både Morten Elsøe og Claus Ekstrøm understreger dog, at deres kritik er rettet mod en generel tendens inden for forskningsformidling og er ikke er specifikt møntet på B.T.
I et skriftligt svar til Videnskab.dk skriver B.T., at de er enige i, at den absolutte risiko skulle have været med i artiklen:
»Vi ville gerne have skrevet, hvad for eksempel udgangspunktet for stigningen på 19 procent i studiet var. Det fremgår ikke klart af studiet, og vi har i farten glemt at spørge ind til det,« skriver B.T. i et svar til Videnskab.dk og tilføjer, at de har kontaktet studiets forfattere for at få tallene, så de kan tilføje dem til artiklen.
B.T. skriver også, at de er enige i, at det er mediets opgave, at læserne forstår nye forskningsresultater korrekt, når forskning formidles i medierne.
\ Okay, men er frysepizza så kræftfremkaldende?
Studiet viser i hvert fald, der er en association mellem ultra-forarbejdet mad og kræft, fortæller seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse, Anja Olsen, der selv forsker i netop sammenhængen mellem kost med kræft.
»På samme tid ligger det i god tråd med tidligere forskning,« siger hun til Videnskab.dk og uddyber:
»Det er estimeret, at cirka 40 procent af kræfttilfældene i Danmark skyldes årsager, som kan ændres, og som altså potentielt kan forebygges, hvis vi ændrer vores livsstil,« siger hun.
»Rygning er helt sikkert den vigtigste faktor, men kost er også væsentlig, både i sig selv og fordi vores kostvaner hænger sammen med risikoen for at udvikle overvægt, som ligeledes er en væsentlig risikofaktor for kræft,« forklarer hun.
Pizza bliver aldrig nævnt i det omtalte studie, og om hvorvidt pizza er ‘ultra-forarbejdet mad’, er der uenighed om. Morten Elsøe mener ikke, det altid er tilfældet:
»Ultra-forarbejdet mad er industrielt formulerede føde- og drikkevarer, lavet ved at dekonstruere råvarer til deres kemiske byggesten, modificere dem og kombinere dem på nye måder, typisk sammen med adskillige tilsætningsstoffer og ofte for at gøre dem klar til at spise uden tilberedning,« siger han i et opslag på Facebook og tilføjer:
»Nogle frysepizzaer falder ind i den kategori, andre gør absolut ikke,« siger han.
Anja Olsen mener godt, at man i langt de fleste tilfælde kan klassificere fabriksfremstillet frysepizza som ultra-forarbejdet mad, da det er en færdigret.
»Der er stadig meget, vi ikke ved om, hvordan vores kostvaner påvirker vores risiko for at udvikle kræft,« fortæller Anja Olsen og afslutter:
»Men vi har igennem de seneste mange år set, at forekomsten af kræft og en række andre sygdomme stiger med stigende velstand og det, vi kalder ‘vestlig livsstil’. Samtidig er det at gå fra at tilberede sin mad af råvarer til i stedet at spise industrielt producerede fødevarer en af de ændringer, der følger med øget velstand,« siger hun.
»Der kan findes rigtigt mange gode biologiske forklaringer på, at mange af forarbejdningsprocesserne bestemt ikke bidrager positivt rent sundhedsmæssigt. Selvom det selvfølgeligt er generaliserende, og man sagtens kan finde undtagelser, tør jeg godt stå på mål for et råd om, at man med fordel kan undgå at spise noget, som ens oldemor ikke ville genkende som mad.«
