Kan man skifte tænder for anden gang, når man er kommet op i årene?
Det spørger Thorbjørn Heller Johansen fra Frederecia om. Han begrunder sit spørgsmål som følger:
Ligesom vi som børn fik et nyt sæt tænder, og flere dyr i naturen kan forny tænder, hale, en del af kroppen, kunne man så sætte processen i gang hos mennesker, så tandsættet fornys?
Vi har alle sammen gennemlevet den smertefulde proces i børneårene, hvor tænderne rokker sig løs, for til sidst at hænge i tynd trevl, og endelige vinke et blodigt farvel til sin ejers mund.

Tandfeen kommer på natarbejde, man må undvære at spise majskolber en overgang, men når det er overstået er det heldigvis slut. Eller er det?
Det uopslidelige hajgebis
Hajer skifter tandsæt løbende gennem hele livet. De har hele rækker af tænder siddende klar til at tage over, når de første bliver slidt op. Og Thorbjørn Heller Johansen spekulerer over, om noget lignende kan ske for os mennesker. Kan man sætte et nyt sæt tænder i gang som voksne? For eksempel når man er blevet over 45 år?
videnskab.dk sender rask væk en t-shirt til Thorbjørn Heller Johansen i Fredericia for det gode spørgsmål, og sender i samme omgang spørgsmålet videre til tandlægeskolen i København. Herfra lyder svaret:
»Det kan man ikke. Når mælketænderne er væk, kommer det, man kalder de blivende tænder. Og dem får man kun en gang i livet. Det ligger ligesom i ordet 'blivende tænder',« svarer Erik Broberg, fra Københavns Tandlægeskole.

Så altså intet hajgebis til Thorbjørn Heller Johansen. Der er ingen vej udenom at skrubbe bisserne et par gange dagligt: Når først de har taget over efter mælketænderne, hænger du på dem for livstid.
Vidste du det om tænder
Mennesket har 20 tænder i det første tandsæt, som begynder at vokse frem i seksmånedersalderen. I løbet af børneårene udskiftes 'mælketænderne' med det blivende tandsæt, på 32 tænder.
Hajer har rækker af erstatningstænder stående i kø bag hver tand i gebisset. Når en tand slides op eller rives ud, erstattes den automatisk med den næste i køen. Hajer kan skifte tænder flere hundrede gange på et liv.


































