Humøret er ofte højt nytårsaften, og nogle gange leder det gode humør - tilsat en promille - til ubeskyttet sex.
Det indikerer et nyt studie, der er blevet publiceret i juleudgaven af The BMJ, i hvert fald.
Forskerne bag har undersøgt salget af fortrydelsespiller i USA i ugen efter forskellige højtider, og især efter nytår finder der en bemærkelsesværdig stigning sted.
Det skriver The BMJ i en pressemeddelelse.
Dataen, som forskerne tog udgangspunkt i, var baseret på salg af ‘levonorgestrel’ mellem årene fra 2016 til 2022 i amerikanske forretninger. Levonorgestrel er en type fortrydelsespille, der også sælges i Danmark.
Forskerne fandt ud af, at salget steg med 0,63 enheder pr. 1.000 kvinder i ugen efter nytår.
De undersøgte også salgsdata i forbindelse med andre højtider såsom Valentinsdag, hvor der er en øget seksuel aktivitet, og St. Patrick’s Day, hvor der ligesom til nytår ofte bliver drukket tæt.
Her så de også en stigning af salget af fortrydelsespiller. Salget efter Valentinsdag var dog kun halvt så stor som efter nytår med 0,31 enheder pr. 1.000 kvinder, og efter St. Patrick’s Day (den irske nationaldag) endnu mindre med 0,14 enheder pr. 1.000 kvinder.
De undersøgte også dage, hvor en stigning ikke var forventet såsom Fars Dag, Mors Dag og Påske.
Og ganske rigtigt var der ikke gang i salget af fortrydelsespiller i ugen efter hver af de tre tidspunkter. I stedet var der et lille fald i salget sammenlignet med normalen.
Resultaterne er dog ikke ensbetydende med, at det også forholder sig sådan herhjemme i Danmark. Forskerne peger selv på, at der kan være forskelle på, hvordan man fejrer nytår, og om man måske giver den mere gas til andre højtider.
jso
































